Den eneste ret sexarbejdere har lige nu, er retten til at lade os registrere for at betale skat til staten.

Personligt kunne jeg ikke drømme om at lade mig registrere, og alle de kolleger jeg har kendskab til, som har ladet sig registrere, føler sig da også ret godt og grundigt til grin!

De skal finde sig i at blive omtalt som et socialt problem, offergøres og stigmatiseres på samtlige statslige hjemmesider.
På servicestyrelsens hjemmeside under prostitution kan de læse flg:

"Prostitution udspiller sig på et marked med en køber og en sælger af seksuelle ydelser, samt en række aktører, der bidrager til og profiterer på opretholdelsen af markedet.
Sælgeren i prostitution har traditionelt været eksponeret og stemplet i samfundet, mens kunderne har været usynlige.



Der er for alle prostituerede store sociale og helbredsmæssige risici forbundet med at være prostitueret, og prostitutionsdebut har ofte baggrund i økonomiske og sociale problemer.



Det er vanskeligt at komme ud af et liv som prostitueret, og der er behov for en socialt støttende indsats i denne sammenhæng.

Endvidere er der behov for en forebyggende indsats, så sårbare unge ikke kommer ind på en prostitutionsbane.

Hertil kommer de særlige problemstillinger, der knytter sig til handlen med kvinder til prostitution i Danmark.

Servicestyrelsens forståelse af prostitution bygger på et socialt helhedssyn.
Dette helhedssyn udgør rammen for fagområdets arbejde med at producere, indsamle og formidle viden om prostitution."


Vi bliver, af det officielle Danmark, af staten, beskrevet og omtalt på en yderst nedværdigende måde, som de fleste af os ikke kan identificere os med, og anset for at være et socialt problem, men dog som sociale tilfælde som man godt kan tillade sig at modtage penge fra, UDEN at give os rettigheder af nogen slags!

Det allerværste er, at de foregiver at ville hjælpe sexarbejdere, der ønsker at forlade arbejdet, uden på nogen måde at komme med nogle konkrete tilbud.

Når nu ingen faglige organisationer vil have med os at gøre, så kunne man måske forestille sig, at det kunne være en god ide, og relevant, at staten kom med et reelt tilbud, men det gør den bare ikke.

Det er kvalmende syg propaganda med en fandens masse pæne ord, uden nogen substans i praksis.

De sexarbejdere, der ikke trives, og som opsøger en sagsbehandler i systemet for at få hjælp til at ændre sin situation, risikerer i allerhøjeste grad at blive dømt for socialt bedrageri, og det kan på baggrund af nuværende praksis ikke anbefales nogen.

De fleste af os sexarbejdere, som trives med det vi laver, har stor interesse i, at de få, der af forskellige årsager mistrives, effektivt og ordentligt får mulighed for at finde noget andet at lave.

Vi sidder somme tider, både hver for sig og sammen i vores forening, og drømmer om at lave et rådgivningscenter for folk, der overvejer at begynde at sexarbejde, og hvor folk der er i sexarbejde kan mødes i en fordomsfri zone, og tale sammen om det der nu er relevant og interessant for både den enkelte og for alle os i sexarbejde.

Der er forskellige kompetencer, som det er en forudsætning at være i besiddelse af for at trives med sexarbejde.

Eksempelvis skal man være i stand til, tydeligt og utvetydigt, at oplyse om hvad ens service omfatter og hvilke begrænsninger der er.

Man skal være god til at tale åbent om sex, og verbalt at markere sine grænser. Og en meget sjælden gang være i stand til at markere grænserne rent fysisk, også uden at gribe til vold, som er min umiddelbare respons, hvis nogen overskrider mine fastsatte og formidlede grænser, både i mit sexarbejde og privat.

Ja, faktisk er en godt pakket heterobar, en sen fredag aften, det sted mine grænser oftest bliver overskredet.

Jeg vil påstå, at jeg på få aftener et sådant sted ville opleve flere overskridelser af mine grænser, end jeg har oplevet i al den tid, jeg har sexarbejdet.

Jeg har, i de 22 år jeg har sexarbejdet, een gang oplevet at en slave overskred min grænse ved pludselig at sutte på min ene brystvorte, uden at være blevet beordret til det.
Han fik en svidende lussing, og en meget klar og tydelig besked om kun at gøre, hvad han fik besked på.

Det kan dog gøres mere hensigtsmæssigt, og anderledes, alt efter temperament og situation. Folk har jo forskellige grænser, men som overordnet princip, skal en kunde ikke gøre noget som helst, der ikke er aftalt.

At markere tydelige grænser er ikke en del af den almindelige pigesocialisering, og vil derfor være et aldeles relevant emne at dele overvejelser og rådgive om for nye.

Et andet emne kunne være om, hvordan og i så fald hvornår, man skal fortælle sin omgangskreds og familie, at man sexarbejder.

For nogle er det rimelig uproblematisk med stigmatiseringen og for andre er det en belastning, og ja, ikke en som har noget med selve sexarbejdet at gøre, og som det ville være godt for nogen at tale med andre om.

Personligt har jeg hele tiden været ligeglad, både med kriminalisering og stigmatisering, men de senere år har dobbeltmoralen, offergørelsen, hetzen og truslen om kriminalisering gjort mig så irriteret, at jeg har været nødt til at blive aktivist på området.

De få forhenværende sexarbejdere, der pt. udtaler sig offentligt, om hvor skadeligt og hæsligt sexarbejde er og har været for dem, virker på mig, når jeg hører deres historier, som nogle der har haft svært ved at sætte grænser, både for sig selv og for andre, og som allerede inden de gik ind i branchen, har været traumatiseret af incest, omsorgssvigt eller voldelige partnere - alle ting, som enhver feminist kæmper imod, som en del af den strukturelle vold der er mod kvinder i vores patriarkalsk samfund, men som langt hen ad vejen anses for at være et individuelt problem for de berørte kvinder.

Både bekæmpelsen af, og hjælp til folk udsat for incest, og den megen vold mod kvinder, er jo ikke noget der fra officielt hold prioriteres særlig højt, og både diverse købesexforbudstilhængere og staten bruger disse forfærdelige skæbner til yderligere at stigmatisere majoriteten af sexarbejdere, der tillader sig at trives, og som reagerer mod hetz og offergørelse.

Jeg kunne skrive en lang liste over eksempler på emner, der ville være relevante at beskæftige sig med i en rådgivning for sexarbejdere.

Lige fra hvor man køber billige og gode kondomer til hvilke rettigheder man har, når politiet, som de gør i øjeblikket, forgivende at være kunder, tiltvinger sig adgang til de lokaler, man sexarbejder i og fra.

Som den nuværende rufferilovgivning er formuleret, så vil en sådan rådgivning dog være ulovlig!

Rufferiloven er sexarbejderfjendsk, og bør omgående laves helt om!