Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > »Den næste intifada vil også blive vendt mod det palæstinensiske selvstyre«

11. januar 2009 - 16:33

»Den næste intifada vil også blive vendt mod det palæstinensiske selvstyre«

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ida Marie Rump

– De seneste par uger er det blevet klart for alle palæstinensere, at Mahmoud Abbas og det Palæstinensiske Selvstyre har en agenda, der handler om at hjælpe den israelske besættelse og ikke palæstinenserne, siger Abu Aida.

Abu Aida er venstrefløjsaktivist og bosat på Vestbredden. Modkraft.dk møder ham på et kontor, som et par dage forinden lagde rum til et møde mellem palæstinensiske indbyggere i Jerusalem. Mødet drejede sig om at arrangere en demonstration vendt mod Israels angreb på Gaza, hvilket langt fra er ufarligt på disse kanter, hvor det er ulovligt at demonstrere i grupper på mere end halvtreds.

Abu Aida beskriver sig selv som kommunist, men meldte sig ud af Kommunistpartiet i 1996 efter at have været aktiv og koordinerende kraft under den første Intifada, der begyndte i 1987. Det var partiets samarbejde med selvstyremyndighederne, der fik ham til at melde sig ud.

Siden Israels angreb på Gaza startede for to uger siden, har der været utallige eksempler på, at det palæstinensiske selvstyrepoliti har udøvet vold mod civile palæstinensere, der har protesteret mod krigen.

I Hebron skød betjentene skarp ammunition på fredelige Hamas- og PFLP-demonstranter den 28. december, dagen efter bombardementerne startede. Tre blev såret under angebet på demonstrationen.

Palæstinensisk politi gør israelernes arbejde

Dagen inden forsøgte det palæstinensiske politi at stoppe unge palæstinensere, der demonstrerede foran et israelsk checkpoint. Selvstyrepolitiets indgriben så ud til at være koordineret med det israelske militær: Så snart de palæstinensiske betjente dukkede op, trak de israelske soldater sig tilbage og overlod arbejdet til palæstinenserne.

For et par dage siden blev en sympatidemonstration for Gaza, der hovedsageligt bestod af studerende fra Birzeit Universitetet i Ramallah, stoppet af selvstyrepolitiet. De angreb demonstranterne med stokke, så flere af de studerende brækkede benene.

JPEG - 66.7 kb
Politi fra det palæstinensiske hjemmestyre tæver løs på en demonstrant i forbindelse med en demonstration til fordel for Hamas. Foto: Ida Marie Rump.

Demonstrationens mål var et nærtliggende israelsk checkpoint. De israelske soldater havde truet med, at hvis demonstranterne kom tæt på, ville de åbne ild.

Siden angrebet på Gaza startede, er over 600 palæstinensere blevet anholdt af de palæstinensiske selvstyremyndigheder i deres hjem i Jerusalem, udelukkende mistænkt for at have deltaget i demonstrationer.

Fra selvorganisation til korruption

– Da PLO kom til Ramallah fra deres diaspora i Tunsien 1994, var det ikke de folk, vi ønskede, der skulle komme. PLO-folkene var korrupte, og de bragte splittelse med sig. Før var modstanden folkelig, kvinder og mænd kæmpede side om side for et fælles mål, kampen mod den israelske besættelsesmagt, der var ingen der koncentrerede sig om dit politiske tilhørsforhold. Men folk, som havde kæmpet hårdt under den første Intifada, droppede arbejdet med den nye regering på grund af skuffelse og vrede over PLO-folkenes korruption, fortæller Abu Aida.

Hvordan var strukturen under den første Intifada, før selvstyret?

– Samfundet var opbygget af udvalg. Hvert område havde et samlende udvalg, der koordinerede mellem mindre udvalg.

– Der var et udvalg for viden. Hvis skolerne blev midlertidigt lukket af Israel, sørgede udvalget for, at undervisning blev foretaget i hjemmene. Der var udvalg for sikkerhed, udvalg der sørgede for at bringe mad ud, når der var udgangsforbud, der var kvindeudvalg og udvalg for koordineringen af modstand.

– Ligeledes var der specialiserede udvalg; advokater, udlejere, læger, butiksejere. Hvis en modstandskæmper blev såret under kampe med de israelske soldater, blev de taget til lægernes specialudvalg for at undgå hospitalerne, hvor de risikerede at blive arresteret af israelerne.

Abu Aida forklarer, at systemet sikrede, at alle følte sig som en del af modstanden og samtidig havde indflydelse. Alle folk følte, at de tog del i, hvad der foregik. Ifølge Abu Aida er det på mange måder den måde, som Hamas organiserer sig på i dag.

Selvstyret stjæler fra palæstinenserne

Hvordan adskiller den anden Intifada sig fra den første?

– I begyndelsen af den anden Intifada ønskede folk at gøre oprør mod det palæstinensiske selvstyre, men selvstyret fik intifadaen vendt mod den israelske besættelse. Den anden Intifada var ikke lige så stærk som den første, da den ikke var folkelig. Befolkningen ønskede ikke at støtte selvstyret i kampen.

– Hvis vi kigger på det palæstinensiske stats budget, går 70 procent af pengene til sikkerhed, syv procent til sundhed, tre procent til landbrug. 70 procent! Men hvilken sikkerhed taler vi om her? Pengene går alle sammen til Fatah. Over halvdelen af de offentlige indtægter går til dem selv. Selvstyret er en tyv, der stjæler fra det palæstinensiske folk, siger Abu Aida.

Ifølge Abu Aida er hele det palæstinensiske sikkerhedsvæsen koncentreret om, hvem der kæmper mod selvstyremyndighederne, og hvem der laver modstand mod Israel. Sidste sommer blev alle våben tilhørende modstandsbevægelserne i Jenin, Nablus og Hebron inddraget.

– Det handlede udelukkende om at befæste selvstyrets magtposition. Og så skete afvæbningen, fordi det var i Israels interesse. Det er det samme, når selvstyret stopper demonstrationer, slår, skyder og anholder folk. Det er det, Israel og USA ønsker.

– Volden er ikke det største problem. Det er selvstyret i dets nuværende form. Jeg er ikke Hamas-tilhænger, og jeg støtter dem ikke. De er religiøse, det er jeg ikke. Men Hamas vandt valget i 2006, fordi palæstinenserne ønskede et alternativ til Fatahs korruption, ikke nødvendigvis fordi de ønskede Hamas. Men Hamas fik aldrig chancen. De blev fra starten modarbejdet af Fatahs embedsmænd indefra.

Næste Intifada bliver mod det palæstinensiske selvstyre

Hvorfor samarbejder selvstyret med Israel mod befolkningens vilje?

– For pengenes skyld!

– Sandsynligvis vil tilstanden ændre sig. Det er blevet klart, at selvstyret har en agenda, der hjælper besættelsen og ikke palæstinenserne. Måske ikke inden alt for længe vil der opstå en intifada først mod selvstyret og derefter mod besættelsesmagten. Selvstyrets betjente er palæstinensere. Hvis der bliver et folkeligt oprør, er det ikke muligt for dem at dræbe deres egne. Ligeledes er de vestlige lande nødt til at lytte til det palæstinensiske folk og ikke til korrupte ledere.

– Jeg ønsker en stat, der er sekulær og transparent. Folk ønsker hverken Hamas eller Fatah. Vi ønsker friheden til at lægge identitetspapirerne og rejse til Hebron uden at blive stoppet, siger Abu Aida.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96