De voldsomste gadekampe i Oslo siden 1980’erne. Sådan betegner norsk politi de massive sammenstød, der prægede Norges hovedstad torsdag aften. Anledningen var flere demonstrationer både for imod Israels krigsførelse i Gaza.
Kl. 17.00 afholdt omkring 200 mennesker en støttemarkering for Israel foran det norske Storting. Men efter en times tid var de pro-israelske demonstranter omringet af op mod 1.500 moddemonstranter, der råbte slagord og brændte israelske flag.
Ifølge flere norske medier blev der kastet snebolde, flasker og æg efter pro-israelerne, og da politiet ville rydde området, så pro-israelerne kunne komme væk, kom det til sammenstød, hvor politiet brugte store mængder tåregas, og moddemonstranterne svarede igen med fyrværkeri. Pro-israelerne – hvoraf en del også måtte lide under tåregassen – blev derefter kørt væk i busser.

Ifølge flere journalister og andre iagttagere mistede politiet fuldstændigt kontrollen med de hidsige moddemonstranter, der spredte sig ud den indre by.
Kl. 19.00 forsamledes mindst 10.000 mennesker på Youngstorget i det centrale Oslo i en fredelig fakkeldemonstration for fred i Mellemøsten. Demonstrationen, der er den største i Norge i adskillige år, var indkaldt af en lang række humanitære, faglige og kirkelige organisationer. Samtidig afvikledes lignende velbesøgte demonstrationer i Bergen, Trondheim, Tromsø og Stavanger.
Ved 20-tiden forlod op mod 500 demonstranter fakkeltoget og begav sig mod den israelske ambassade. Politiet afspærrede vejen, og det kom til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter.
Over hele det indre Oslo var der sammenstød, og demonstranter knuste ruder på hovedstrøget Karl Johan, satte ild til juletræer og kastede sten og molotovcocktails efter politiet, der svarede igen med så store mængder tåregas, at de angiveligt løb tør.

Omkring 30 demonstranter var anholdt, da urolighederne ebbede ud hen under aften. Ifølge politiet blev fem betjente og en demonstrant såret under kampene, som politiet betegner som »de værste i 30 år«.
Ifølge nogle af demonstranterne i fakkeltoget var det primært unge med palæstinensisk baggrund, der tog del i kampene mod politiet. Til Dagbladet.no udtaler 19-årige Mari Gjefsen, der betegner sig selv som Palæstina-ven, at hun har forståelse for de unge palæstinensere:
– Det var et fåtal, der blev voldelige. Det var stort set kun unge palæstinensiske mænd, og det kan vi alle forstå, siger Mari Gjefsen.
Det var imidlertid ikke alle, der var enige i den vurdering. Den 25-årige Nor Obeid, der selv er palæstinenser og medlem af Gaza Støttekommité, mente tværtimod at de unge palæstinensere, og ikke mindst deres forældre, burde tage sig sammen:
– De må fortælle dem, at de unge må opføre sig ordentligt i et demonstrationstog for at opnå noget. De palæstinensiske unge som brugte vold, sætter Palæstina og smerten i Gaza i skyggen af sig selv. Det er trist, siger Nor Obeid til Dagbladet.no.
Norske Palæstinaaktivister har i de seneste uger afholdt en lang række tusindtallige demonstrationer, og der har flere gange været voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter i Oslo.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96