Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Zionister vil demonstrere for Israel

8. januar 2009 - 22:35

Zionister vil demonstrere for Israel

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Krigen i Gaza har hidtil fået tusinder til at demonstrere mod den israelske fremfærd. Nu tager danske erklærede zionister til genmåle med en demonstration, der skal bakke op om »Israels ret til at forsvare sig selv«, som det hedder i indkaldelsen.

Demonstrationen, der finder sted i København den 10. januar, er indkaldt af Dansk Zionistforbund, der beskriver sig selv som »en partipolitisk uafhængig forening, der arbejder for at fremme en sober og alsidig information om Israel«.

I en pressemeddelelse beklager foreningen »dybt alle de civile tab, der er sket i den israelske såvel som i den palæstinensiske befolkning«.

Men foreningen støtter alligevel »fuldt ud Israels ret til at beskytte sine borgere og den israelske befolknings ret til at leve et normalt liv«. Dansk Zionistforbund henviser til Hamas’ erklærede mål om at udrydde Israel og til de mange raketter, den islamistiske bevægelse har affyret mod Israel i årenes løb.

Palæstina-aktivister vil lave mod-demo

Står det til pro-palæstinensiske aktivister, kommer den zionistiske demonstration dog ikke til at forløbe uforstyrret. Således er en sms-kæde sat i gang, der opfordrer til at man »dukker op og laver larm«.

JPEG - 70.7 kb
Zionister vil demonstrere i København for Israels ret til at forsvare sig selv. Her demonstrerer zionister i London mod en manifestation for Palæstina. Arkivfoto: Inminds.co.uk

Ifølge Modkraft.dk’s oplysninger er der ingen deciderede arrangører bag moddemonstrationen. Det har derfor ikke været muligt at stille spørgsmål til aktionens karakter eller overvejelserne bag.

Til gengæld diskuteres den anonyme indkaldelse indgående på hjemmesiden Anarkistisk Debatforum, hvor meningerne om initiativet er stærkt delte. Mens profilen »vhs« skriver »Føj for satan! Men pas nu på.... pas for pokker på at det ikke får megen opmærksomhed«, er holdningen hos profilen »pede«, at »jeg synes folk skal vise præcis, hvad de synes om de fuckin svin!«. Endelig skriver »Ninjaskrald«, at »Enten skal vi holde os væk eller organisere et stort og bredt modsvar. Men der skal tænkes ordentligt i det, hvis vi vælger at gøre det«.

På diverse højreliberale og -nationalistiske hjemmesider findes omvendt klare opfordringer til at støtte op om den zionistiske demonstration.

Politiet: Vi er forberedt

Ifølge vicepolitiinspektør Flemming Steen Munck, informationschef ved Københavns politi, er der givet tilladelse den zionistiske demonstration, og selvom vicepolitiinspektøren ikke havde kendskab til den pågældende sms-kæde, er det ikke noget der kommer bag på ham:

– Jamen, det er jo det typiske billede man har, når det ikke passer visse dele af ungdomsbevægelsen i København, at der er nogen andre der bruger deres ret til at demonstrere.

Er det noget I forbereder jer i forhold til?

– Vi er opmærksomme på det, det er ikke nogen hemmelighed. Men vi forventer da, at det må gå op for selv de mest korkede hoveder, at demonstrationsfrihed er noget af det mest ypperlige, vi har.

– De grupperinger, som jeg regner med står bag, er ude i tide og utide og demonstrere, og så går jeg da ud fra, at de har så meget åndeligt overskud, at de også kan se det nyttige i at lade andre demonstrere. Det kan godt være, jeg er lidt naiv.

I har tidligere forbudt højreekstremister at demonstrere på Nørrebro af hensyn til deres sikkerhed, og i stedet henvist dem til Christiansborg Slotsplads. Har I overvejet noget lignende her?

– Det har vi ikke gjort denne gang, for hvis de andre havde bedt om at demonstrere inde på Rådhuspladsen, havde vi givetvis også sagt ja til det. Men hvis man vil stå midt i et område, der ud fra nogens opfattelse er rendyrket fjendeland, så kan vi ikke rigtig se nogen fornuft i det, siger Flemming Steen Munck til Modkraft.dk

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96