Tilståelse: Jeg så DR’s nye store dramasatsning »Livvagterne«. Den obligatoriske årlige danske tv-drama-satsning er ikke noget, jeg typisk ville investere tid i. Men fjernsynet kørte, imens jeg lavede mad, og netop som suppen gik ind i simrestadiet af sin udvikling frem mod et velnærende SU-måltid, begyndte serien pludselig.
Det gik samtidig op for mig at det nok ikke er tilfældigt, at DR vælger at lancere nye serier den 1. januar. Faktisk var der intet, jeg havde mere lyst til end at synke ned i kollegiets sofa og koble hjernen til forbruget af topmålet af fiktiv dansk TV-underholdning.
Serien følger et hold nye aspiranter til PET’s livvagtsuddannelse. Udover to andre helte møder vi seriens kvindelige protagonist Jasmina fra Egypten. Og der bliver ellers lagt godt op til, at vor heltinde skal presses fra alle sider af omstændighederne.
Som ene kvinde i et mandemiljø, som ene muslim i PET, skal hun hives i håret under træningen og kravle med gasmaske gennem mørke labyrinter, imens hun kæmper for ikke at hyperventilere.
I en tidlig scene opstår der konflikt imellem Jasmina og hendes søster. Konflikten er utvivlsomt ment for at øge presset på vores kære protagonist, men undertonerne viser ekstremt godt en grundlæggende og yderst problematisk indstilling til muslimer i det danske samfund. En opdeling af de gode og dårlige muslimer.
Jasminas søster kommer i seriens konkrete handling med en kritik af Jasminas rolle i PET. Jasmina er den nye med muslimsk baggrund i PET efter hendes forgænger blev dræbt. En trofæmuslim. Jasmina kræver sin personlige frihed til at være glad for sin forfremmelse.
På den måde bliver Jasmina den gode muslim, vi holder med. Udover at være rollen vi følger og lever os ind i, bliver hun samtidig idealet for, hvordan muslimer bør opføre sig i samfundet. Søsteren repræsenterer i den ca. 60 sekunder lange scene rigtig mange af de værdier, der ikke har høj status i vores samfund.
Hun beklager først, at Jasmina har klippet sit hår af. Scenen, hvor Jasmina klipper sit hår af, drager i øvrigt paralleller til legenden om Mulan, hvor kvinden gør oprør imod traditioner og kvindeundertrykkelse. En indikation af fordommen om at muslimske kvinder er undertrykte. Dette bliver yderligere understreget af, at søsteren bærer slør, hvorimod Jasmina ikke gør.
Det er en velkendt højreorienteret fordom at sætte lighedstegn mellem slør og kvindeundertrykkelse. Søsteren repræsenterer den fundamentalistiske dårlige muslim, hvorimod Jasmina er den gode moderne muslim, der har ladet sig integrere på det danske samfunds præmisser.
Overalt i samfundet ser vi en opdeling imellem de gode og dårlige fremmede. De muslimer, der lader sig integrere og de som ikke gør. Dem der vil have særbehandling, begår æresdrab, tvangsægteskaber eller terror. Overfor de dæmoner står folk som Naser Khader eller Jasmina fra Livvagterne. De idealer, samfundets medier kommunikerer ud, er aldrig midt imellem.
Hvis man som ung muslim kigger i de danske medier efter en identitet, har man kun to muligheder. Brænd biler af, imens du skriger »Allahu Akbar« eller drop slør, familien og alle værdier du er vokset op med. Lad dig assimilere fuldt ud, som det Jasminas søster kalder en »Fucking wannabe dansker«, i et anfald af raseri.
Medierne er domineret af en diskurs, der ikke efterlader nogle mellemveje imellem dæmoniserede fundamentalistiske muslimske værdier, og de vestlige danske værdier om karriere, personlig frihed og demokrati. Problemet er, at der ikke levnes plads til kritik. Ingen steder i medierne gives mikrofontid til de mange muslimer, der stille, roligt og fornuftigt kritiserer det samfund, der dagligt kræver tilpasning og kompromisser fra dem.
Forestil dig selv som ung muslim i Danmark. Ville du ikke have lyst til at kunne kritisere den danske kultur? Ville du ikke gerne kunne stille sprøgsmål til PET’s arbejdsmetoder, danskhedsprøver, overdreven druk, asylpolitik eller diskotekers dresscodes i nattelivet?
Muslimen, der stiller de spørgsmål i Livvagterne, er ironisk nok søsteren, hende der repræsenterer det uintegrerede, vi ikke kan lide. Hende, der nok vil bruge resten af serien på at tvinge heltinden til at vælge imellem det muslimske og det danske.
Muslimer i Danmark skal ikke blot være bange for fundamentalistiske individer, der er i medierne bliver ambassadører for deres tro og kultur. De bør også være bange for de muslimer, der følger samfundets og mediernes diskurs om assimilering så ihærdigt, at de ikke længere kan kritisere det.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96