Seks medlemmer af den venstreorientede organisation, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP er den 2. januar blevet arresteret i flygtningelejren Al-Ain i byen Nablus på Vestbredden.
Arrestationen er ifølge PFLP den seneste i en række aktioner mod den marxistiske organisation.
PFLP skriver på deres hjemmeside, at det er sikkerhedstyrker under Salam Fayyad, den palæstinensiske statsminister på Vestbredden, der i samarbejde med de israelske besættelsesstyrker står bag arrestationen. Fayyad er udnævnt til statsminister af præsident Mahmoud Abbas i juni 2007 uden om Palæstinas Lovgivende Forsamling.
Khalida Jarrar, der er medlem af PFLPs ledelse, siger i en pressemeddelelse, at arrestationen er »et dolkestød i ryggen på modstandsbevægelsen på et tidspunkt, hvor vores folk står ansigt til ansigt med forfærdelige forbrydelser og aggressioner i Gaza«.

Khalida Jarrar forlanger en øjeblikkelig løsladelse af de seks medlemmer og sikring af deres sikkerhed mod udlevering til besættelsesstyrkerne.
PFLP anklager de palæstinensiske selvstyremyndigheder under præsident Mahmoud Abbas for at udnytte krigen i Gaza til at knække den militante modstand og sikre sin egen position.
En amerikanske uddannet politistyrke under Mahmoud Abbas blev – som en udløber af de ellers resultatløse Minneapolis-forhandlinger i november 2007 – sidste år indsat på Vestbredden for at svække politiske og militære rivaler til Abbas’ Fatah-bevægelse. Netop i Nablus på Vestbredden skal PFLP og Hamas stå stærkt.
Også Abu Ali Mustafa-brigaderne, der er PFLPs væbnede fløj, fordømmer arrestationerne. De erklærer, at de vil holde Salam Fayyad ansvarlig for de arresteredes liv og velfærd.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96