»De bombede det centrale grøntsagsmarked i Gaza by for to timer siden. 80 skadede, 20 dræbte, alle kom her til Shifa hospitalet. Vi vader i død, blod og amputater. Masser af børn. Gravide kvinder. Jeg har aldrig oplevet noget så frygteligt. Nu hører vi tanks. Fortæl videre, send videre, råb det videre. Gør noget! Gør mere!«
Sådan lyder det i en sms-kæde, som Modkraft.dk har modtaget fra Gaza tidligt søndag aften. Afsenderen er Mads Gilbert, en norsk narkoselæge, der netop nu opholder sig i den belejrede enklave, hvor han arbejder i døgndrift på områdets største hospital.
Lørdag den 3. januar indledte israelske styrker den ventede landoffensiv mod Gaza-enklaven, hvor halvandet års økonomisk blokade og otte døgns massive bombardementer har skabt en katastrofal humanitær situation med over 500 dræbte, tusinder af sårede og akut mangel på bl.a. mad, vand, strøm, medicin og hospitalspladser.
Mens både den norske og den svenske regering har fordømt den israelske invasion, var udmeldingerne fra den danske regering mere henholdne. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) var søndag den 4. januar ude med en melding om, at Israel »gik for vidt«, mens udenrigsordførerne fra både Venstre og Dansk Folkeparti har støttet den israelske kurs helhjertet.
Danske højrefløjspolitikeres mere eller mindre entydige støtte til Israels angreb vækker massiv vrede blandt danskere med palæstinensisk baggrund.
Kort før en støttedemonstration til fordel for befolkningen i Gaza ved den israelske ambassade i Hellerup sluttede først på aftenen søndag den 4. januar besteg en ung maskerede palæstinensere talerstolen og sagde til de omkring 800 forsamlede demonstranter:
– I morges så jeg på TV2 News, at danske politikere støtter det, der sker i Gaza. Hvis regeringen støtter Israels krig i Gaza, så skaber vi den samme situation her i landet, som man så i Mellemøsten under Muhammedkrisen.

Som for at understrege alvoren i ordene gik omkring 50 maskerede unge mænd med indvandrerbaggrund hen imod den israelske ambassade, hvor talstærkt politi havde taget opstilling i anledning af demonstrationen. Da gruppen passerede de opmarcherede betjente, blev der kastet en række meget kraftige kanonslag mod betjentene. Fyrværkeriet eksploderede mellem politifolkenes ben og inde under mandskabsvognene.
Da demonstranterne trak sig tilbage op ad Ryvangs Alle med retning mod Hellerup Station, kastede de adskillige sten mod politiet, der satte efter gruppen i en lille håndfuld letpansrede mandskabsvogne, de såkaldte transitter. Det fik de unge til at vælte to parkerede biler ud på kørebanen samt tænde ild til noget affald.

Da gruppen kort efter nåede frem til området ved Hellerup Station, iværksatte politiet en knibtangsmanøvre, hvor omkring 40 blev anholdt. Såvidt Modkraft.dk kunne vurdere, var det dog ikke »kernen«, politiet fik fat i.
Selve demonstrationen forløb roligt. I modsætningen til lørdagens store Gazademonstration på Rådhuspladsen, var venstrefløjen godt repræsenteret ved markeringen.
– Vi må ikke lade os splitte af, at vi tilhører forskellige politiske retninger og religiøse baggrunde, for vi er alle mennesker, og vi ønsker alle freden, udtalte en af talerne, aktivisten Lars Grenaa, bl.a. fra højttalervognen med klar adresse til den seneste tids polemik omkring spørgsmålet om en anti-krigsalliance mellem islamiske kræfter og »etnisk danske« venstrefløjsgrupperinger.
En time tidligere forsamledes omkring 100 demonstranter i den bidende kulde foran Udenrigsministeriet på Christianshavn. Her var det Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, der havde indkaldt til fakkelvagt i protest mod »Israels invasion og terrorbombning af Gaza«.
Denne markering var klart domineret af etnisk danske venstrefløjsfolk, og havde udelukkende politiske paroler og symboler.

Blandt talerne var Ulla Jessing, der er tidligere kz-fange og medlem af »Jews of Europe for Justice and Peace« samt Margrethe Auken, der sidder i Europaparlamentet for SF.
SF har krævet hastemøde i Det udenrigspolitiske Nævn i Folketinget for at få klarlagt holdningen hos danske regering ift. Den israelske landoffensiv.
Samtidig opfordrer partiet til, at alle forhandlinger med Israel om særligt gunstige eksportvilkår til EU standses omgående, indtil »Israel har trukket sig ud af Gaza og stoppet enhver voldshandling overfor palæstinenserne«.
SF fordømmer både Israel og Hamas og opfordrer begge parter til at standse kamphandlingerne.
Læs pressemeddelelser fra Enhedslisten:
Nu må Israel stoppes
Også Enhedslisten kræver, at regeringen melder klart ud om krigshandlingerne, og vil i spørgetiden på onsdag i Folketinget kræve udenrigsminister Per Stig Møllers svar på spørgsmål om Israels krig mod Gaza og hvad regeringen vil gøre for at stoppe krigen.
Også Enhedslisten tager afstand fra voldshandlingerne fra begge parter, men understreger samtidig, at selvom der er to parter i konflikten, er den ene »en myre, den anden en elefant. Og det er elefanten, der gennem årtier har nægtet palæstinenserne mulighed for at udvikle et selvstændigt land«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96