Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Danske palæstinensere demonstrerede for Gaza

3. januar 2009 - 21:13

Danske palæstinensere demonstrerede for Gaza

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Niels

Hvad enten venstrefløjen bryder sig om det eller ej, gav lørdagens palæstinensiske Gaza-demonstration i København endnu et bevis på, at vredens farve i dag er grøn og ikke rød. I hvert fald når det kommer til konflikten i Mellemøsten.

»Gud er stor«, lød det igen og igen fra mange af de 2.000-3.000 demonstranter, der havde forsamlet sig på Københavns Rådhusplads for at protestere imod den israelske krig mod Gaza-enklaven, hvis halvanden million indbyggere nu på ottende døgn er genstand for omfattende bombardementer både fra luften og fra havet og landjorden.

Råbene og de mange Hamas-faner tydeliggjorde, at det i dag er politisk islam, ikke socialisme og forskellige former for arabisk nationalisme, der vejleder modstanden mod Israels årtier lange besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder.

– Vi står her i vanddråber, mens vores brødre og søstre står i kugle- og missilregn hver dag, og sådan har de stået i tres år. Folk spørger: »Hvem er det, der arrangerer det her?«. Vi siger: »Det er Gaza’s folk, der arrangerer den her demonstration i København«, lød det fra den første taler, en repræsentant for Islamisk Trossamfund.

JPEG - 75 kb
Kister med dukker skulle symbolisere de børn, der er dræbt under Israels massive angreb på Gaza. Foto: Svend Espensen.

– I dag taler vi Gaza’s sag, i dag taler vi vores sag, i dag taler vi alle kæmpende menneskers sag. Vi skal vise politiet og samfundet og hele verden, at vi vil fred, fred i Mellemøsten og fred i hele verden. Vi er her i dag, fordi vi vil have svar, svar på hvorfor uskyldige børn skal dræbes og såres hver dag, svar på hvorfor Gaza’s børn ikke betyder ligeså meget som Københavns børn, lød det videre fra højttalervognen.

Venstrefløjen der blev væk

Udover repræsentanter fra forskellige muslimske organisationer i Danmark omfattede talerlisten også to repræsentanter for venstrefløjen, fagforeningsmanden Jan Hoby og Asmaa Abdol-Hamid, tidligere folketingskandidat for Enhedslisten.

Bortset fra de to taler og enkelte deltagere blandt demonstranterne glimrede den »etnisk danske« venstrefløj ellers ved sit fravær. Udover et enkelt flag fra Internationale Socialister så man ingen større grupperinger, hverken fra fagbevægelsen eller de politiske partier. Selv de venstreradikale kræfter, der ikke plejer at gå af vejen for kontroversielle alliancer, var stort set fraværende under markeringen.

– At undlade at støtte det palæstinensiske folks ret til at støtte Hamas, blot fordi Hamas er muslimsk, er et knæfald for islamofobi. Kun Israel, USA og deres zionistiske venner har gavn af den del og hersk strategi, sagde Jan Hoby bl.a. i hans tale, formentlig med adresse til de danske venstreorienterede, der ovenpå den første Gaza-demonstration foran den israelske ambassade i København den 28. december meldte ud, at de ikke ønskede at deltage i solidaritetsmanifestationer, hvis der blev råbt muslimske slagord.

Forsøgte at give protesten et mere markant udtryk

Efter talerne gik demonstrationen til Christiansborg. Undervejs på ruten kæmpede unge danske palæstinensere og repræsentanter fra arrangørerne, de sidste klædt i orange veste, en kamp om at bestemme demonstrationens udtryk.

Læs Asmaa Abdol-Hamid og Jan Hoby’s taler ved demonstrationen

Mens de unge, nogle af dem maskerede med palæstinensertørklæder, forsøgte at bryde ud af den klassiske demonstrationsskabelon og give markeringen et mere konfrontativt udtryk, var arrangørerne meget opsatte på at holde ro i optoget, og det virkede som om, man var panisk angste for eventuelle negative billeder i den danske presse.

JPEG - 49.5 kb
Det israelske flag brændes af. Foto: Freddy Hagen

At dømme ud fra de første omtaler i medierne efter demonstrationens afslutning ser det ud til, at de orangeklædte »demonstrationsvagter« har haft noget at have deres frygt i. Rapporter om flagafbrændinger og kanonslag dominerer dækningen.

På trods af arrangørernes ihærdige forsøg på at undgå det, lykkedes det i et par omgange en mindre gruppe unge dansk-palæstinensere at afbrænde hjemmelavede israelske flag. De spredte flagafbrændinger fik arrangørerne til at bryde ind i gruppen af unge og trække nogle af de mest ivrige til side. På et tidspunkt under opholdet på Christiansborg Slotsplads udviklede det sig nærmest tumultagtigt.

Gasgevær var fejl

Med til at forøge spændingen var, at en høj dansk politimand i flere omgange meget demonstrativt tog opstilling i nærheden af de unge med et gasgevær, som han lod pege skråt op i luften. Da Modkraft.dk spurgte indsatslederen på stedet, hvorfor man truede demonstranterne med gas, lød svaret, at det var en fejl, og at den pågældende politibetjent havde misforstået situationen.

Efter demonstrationens afslutning fortsatte en mindre gruppe af de unge palæstinensere, der virkede meget vrede og frustrerede over situationen i Gaza, til Rådshuspladsen, hvor et par af dem ifølge Modkraft.dk’s oplysninger blev anholdt.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96