Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > USA: Bush-regeringens top har ansvaret for torturforhør

2. januar 2009 - 14:38

USA: Bush-regeringens top har ansvaret for torturforhør

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

En rapport fra et amerikanske Senatsudvalg har officielt bekræftet, at de berygtede torturforhør, der blev udført af amerikansk militær og CIA-mandskab i blandt andet Abu Ghraib-fængslet i Irak og Guantanamo-basen i Cuba, er blevet planlagt, beordret og organiseret af de højest rangerende ministre i USA’s regering.

Senatsrapporten konkluderer med navns nævnelse at blandt andet præsident Bush, forsvarsminister Donald Rumsfeld og udenrigsminister Condeleezza Rice er skyldige i krigsforbrydelser.

Download Senatudvalget rapport (PDF-format, engelsksproget)

Læs mere i artiklen »Senate torture report confirms Bush, top officials guilty of war crimes« på hjemmesiden World Socialist Web Site, wsws.org (engelsksproget)

Se en del af interviewet med vicepræsident Richard Chenye på youtube.com

Læs artiklen »Bush-administrationen slipper for retsforfølgelse for tortur« på Modkraft.dk

Rapportens konklusioner er siden blevet bekræftet af den nuværende vicepræsident, Richard Cheney, et par dage efter rapportens offentliggørelse den 11. december 2008.

Vicepræsidenten fortalte i et afskedsinterview til tv-kanalen ABC, at han ikke blot har været vidende om, at tortur fandt sted i Guantanamo-lejren, men også at han havde givet ordre om og sørget for at rydde bureaukratiske hindringer af vejen for blandt andet simuleret drukning, såkaldt »waterboarding«.

Tværpolitisk konklusion

Senatsrapporten har været offentlig kendt siden den 11. december 2008. Men selve godkendelsen i Senatsudvalget, »The Senate Armed Services Kommitee« (»Senatets komité for væbende styrker«, red.) fandt sted i november måned - og med opbakning fra såvel demokratiske som republikanske udvalgsmedlemmer.

JPEG - 40.2 kb
Vicepræsident Dick Cheney har i et fjernsynsinterview indrømmet, at han har godtkendt brugen af simuleret drukning, såkaldt »waterboarding«.

Selv om offentligheden ikke kender den præcise stillingtagen for 17 ud af de 25 medlemmer af Senatets militærudvalg, der var til stede ved afstemningen om godkendelse af rapporten, har mindst fire republikanske udvalgsmedlemmer stemt for konklusionerne i rapporten -og ingen har stemt direkte imod.

Den endelig rapport er et resultat af senatsudvalgets afhøringer og samtaler med mere end 70 personer gennem halvandet år.

Regeringen ansvarlig for overgreb

Hovedkonklusionen i Senatudvalgets rapport, der har titlen »Treatment of Detainees in US Custory« (»Behandling af tilbageholdte i USA’s varetægt«, red.), opsummeres i blandt andet følgende udsagn:

»Overgrebet på tilbageholdte i USA’s varetægt kan ikke alene tilskrives nogle ’nogle få brådne kar,’ der har optrådt på egen hånd. Kendsgerningen er, at overordnede amerikanske repræsentanter for USA’s regering krævede information om, hvordan man bruger aggressive teknikker, omfortolkede loven for at lade dem (forhørsteknikkerne, red.) fremtræde som lovlige og godkendte deres brug imod tilbageholdte«.

Hovedparten af oplysningerne i rapporten har tidligere været fremme i offentligheden.

Ikke desto mindre er samlingen af oplysningerne i en rapport, der er godkendt af et ikke-uenigt Senatsudvalg, af afgørende betydning. Det anerkender officielt, at USA’s regering har anlagt og fulgt en overlagt og systematisk torturpolitik.

Ansvaret er præsident Bush’s

Rapporten starten gennemgangen af ansvar med, at placere det principielle ansvar for tortur på præsident George W. Bush. Det sker med henvisning til et dokument fra februar 2002, der underskrevet af den nu afgående præsident, og som officielt meddeler, at den amerikanske regering ikke føler sig bundet af Den tredje Geneve-konvention om behandling af fanger i Afghanistan

Den amerikanske regeringens ensidige og problematiske erklæring om, at fanger i »krigen mod terror« ikke var omfattet af Geneve-konventionen, banede vejen for tortur. Regeringen signalerede derved utvetydigt, at den ikke følte sig bundet af den internationale lovgivning, der eksplicit siger, at ingen fysisk eller psykisk tortur eller nogen anden form for tvang må anvendes mod krigsfanger.

Ifølge kronologien i rapporten fulgte Bush’s notits mindre end to måneder efter forsvarsminister Rumsfeld havde godkendt såkaldte »omvendte« forhørsteknikker, der skulle lære amerikanske soldater at kunne modstå forhør udført i strid med Geneve-konventionen.

De teknikker var et resultat af eksperimenter, der blev udviklet mod krigsfanger under Korea-krigen, og som siden er blevet kaldt »tortur« og »hjernevask«.

Senatsrapporten skriver, at det var særligt »bekymrende, at højtstående repræsentanter godkendte brugen af teknikker, som oprindeligt var udviklet til at efterligne overgrebstaktik brugt af vores fjender mod vores egne soldater og som blev formet, delvis, på en taktik, der var udviklet af det kommunistiske Kina til at fremkalde falske tilståelser fra amerikansk militærpersonale«.

Træningen bestod ifølge Senatsrapporten blandt andet i »at afklæde elever for tøj, at placere dem i stresspositioner, at dække deres hoveder med hætter, at afbryde deres søvn, at behandle dem som dyr, at udsætte dem for høj musik og blinkende sirenelys og at udsætte dem for ekstreme temperaturer«. Træningen omfattede ligeledes simuleret drukning, såkaldt »waterboarding«.

Det var de metoder som siden er blevet bragt i anvendelse på Guantanamobasen, i Irak og Afghanistan samt i de hemmelige CIA-fængsler.

Godkendelse i Det Nationale Sikkerhedsråd

Rapporten siger, at hele startfasen for brugen af disse teknikker blev diskuteret og godkendt af Bushs kabinetsmedlemmer og andre højtstående embedsmænd ved møder i Det Nationale Sikkerhedsråd i foråret 2002.

Mødeleder var Bush’s daværende nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, og deltagerne var blandt andet forsvarsminister Donald Rumsfeld, CIA-direktøren George Tenet og justitsminister John Ashcroft.

Godkendelsen af torturpolitikken skete ifølge rapporten ved, at justitsministeriet lavede en »omdefinering af tortur«.

Rapporten citerer et dokument, der blev udarbejdet af flere højtstående og politisk udnævnte embedsmænd og rådgivere i blandt andet justitsministeriet.

Papiret legitimerede afhøringsmetoder, der tidligere blev betegnet som tortur, ved at sige, at handlinger kun kan blive tortur, hvis de skaber smerte på niveau med organsvigt, svækkelse af kropslige funktioner og hvis der er fare for dødsfald, eller hvis de psykologiske overgreb varer ved i flere måneder eller år.

I et andet dokument fra august 2002, der fortsat er hemmeligstemplet, er der ifølge rapporten stærke indicier for, at regeringen godkender helt specifikke forhørsmetoder, som CIA har taget i brug, herunder »waterboarding«.

Det startede i Guantanamo

Rapporten fortæller, hvordan de første torturforhør blev introduceret på Guantanamo og siden udbredt - blandt andet gennem brug af Power Point-præsentationer - i hele det amerikanske militærs net af fangelejre i Afghanistan og Irak. Og at det skete under ledelse af forsvarsminister Rumsfeld og med fuld støtte af hele administrationen.

Den dokumentere, hvordan afhøringsteknikkerne blev indført på trods af alvorlige indsigelser fra militærjurister og andre officerer, som advarede om, at det brød med både amerikansk og international lovgivning og at det udsatte amerikansk militært personale for risikoen for retsforfølgelse.

Senatsrapporten skriver eksplicit, at »forsvarsminister Donald Rumsfelds godkendelse af aggressive forhørsteknikker til brug i Guantanamo Bugten var en direkte årsag til fangeovergreb der« og at det »påvirkede og bidrog« til brugen af samme metoder i Irak og Afghanistan.

Mange rapporter og dokumenter er fortsat hemmeligholdte og indeholder sandsynligvis afslørende materiale om de kriminelle metoder, der blev brugt i torturprogrammerne.

Fotos og videoer fra Abu Ghraib - som angiveligt skal vise voldtægter af kvinder og børn, fysiske slag og andre voldshandlinger - er stadig tilbageholdt af Pentagon med samtykke fra den demokratiske gruppe i Kongressen.

Strafansvar

De konventioner, som den amerikanske regering har brudt, kræver imidlertid, at overtrædelser af dens bestemmelser bør straffes. De lande, der har underskrevet konventionerne, herunder USA, er »forpligtet til at vedtage enhver nødvendig lovgivning for at sikre effektive straffeforanstaltninger for personer«, der begår eller beordrer begået brud på konventionerne.

Og det omfatter forbud mod »tortur og umenneskelig behandling« og bevidst udsættelse af fanger for »lidelse eller alvorlig skade mod kroppen eller helbredet«.

Det indebærer, at de amerikanske topembedsmænd og ministre kan retsforfølges - ikke kun i USA, men også i den lange række af andre lande, der har tiltrådt Geneve-konventionerne.

Obama lader Bush-administrationen i fred

Ikke desto mindre tyder alt på, at den kommende demokratiske administration under præsident Barack Obama vil undlade at rejse tiltale og retsforfølge de politikere, der har godkendt konventionsbrudene.

Unavngivne kilder blandt Obamas højtstående rådgivere udtalte i november måned til nyhedsbureauet Associated Press, at der kun var en meget lille - hvis overhovedet nogen - chance for, at den kommende præsidents justitsministerium ville træffe foranstaltninger imod de ansvarlige for godkendelsen og udførslen af forhørene.

Flere ledende Demokrater har forsøgt at forklare den manglende retsforfølgelse som et spørgsmål om at »bevæge sig fremad« og ikke hvirvle sig ind i en »partipolitisk« magtkamp.

Men realiteten er formodentlig, at flere ledende demokratiske kongres-medlemmer er medskyldige i torturpolitikken i de sidste syv år. Undersøgelser og retsforfølgelse vil sandsynligvis også komme til at ramme demokratiske ledere i Kongressen, som er blevet orienteret og har givet deres samtykke til de problematiske afhøringer, der beskrives i Senatskomiteens rapport.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96