Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Folketingets julegave: Stramninger for personer på »tålt ophold«

19. december 2008 - 16:54

Folketingets julegave: Stramninger for personer på »tålt ophold«

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Folketinget vedtog som forventet fredag den 19. december den såkaldte »tuneserlov«, der pålægger asylansøgere på tålt ophold at melde sig dagligt i Sandholmlejren.

Lovstramningerne, der af eksperter er blevet erklæret i strid med grundloven og på kanten af menneskerettighederne, blev vedtaget med det snævrest tænkelige flertal i Folketinget. Stemmetallene lød på på 59 for og 51 imod stramningerne.

Men målt ud fra Folketingets sammensætning blev loven i realiteten kun vedtaget med ét mandat. Flertallet bestod af regeringspartierne og Dansk Folkeparti, mens hele oppositionen plus Liberal Alliance stemte imod.

Det afgørende mandat

Det er Malou Aamunds partiskifte den 5. februar 2008 fra det daværende Ny Alliance til Venstre, der sikrer flertallet for stramningerne for asylansøgere på »tålt ophold«. Som folketingskandidat for Ny Alliance i Nordsjælland blev hun ellers valgt ind i Folketinget på krav om en human flygtninge- og indvandrerpolitik, nedlæggelse af asylcentrene og stop for blokpolitikken med Dansk Folkeparti.

JPEG - 42.7 kb
Malou Aamunds partiskifte sikrede regeringen flertal til den stærkt kritiserede »tuneserlov«. Malou Aamund (th.) under Venstres årsmøde. Foto: Flickr/Venstre.

Malou Aamund var til stede i Folketingssalen under afstemningen og stemte sammen med regeringsblokken for stramningerne,

Modkraft.dk har forsøgt at få en kommentar fra Malou Aamund, men forgæves.

Clearing opretholdt

Afstemningen i Folketinget blev - som det også fremgår af stemmetallene - gennemført uden at »clearingsaftalerne« blev sat ud af spil og uden brug af en underskriftsindsamling blandt Folketingets medlemmer der kunne kræve lovens vedtagelse udsat til midt i januar.

Det havde oppositionen ellers truet med, men den socialdemokratiske folketingsgruppe ville ikke være med til at tage de to kampskridt i brug, selv om gruppens endelige stillingtagen til stramningerne gik imod regeringen.

Strammerfløj i regering holdt Birthe i snor

Dagbladet Information har i kraft af genaktinsigt i dokumenter i Integrationsministeriet, fortalt at ansvaret for det omstridte lovforslag ligger i toppen af regeringen.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck udarbejdede først et forslag, der kun ville omfatte tre terrormistænkte udlændinge. Men regeringens såkaldte koordinationsudvalg beordrede lovforslaget udformet, så den daglige meldepligt i Sandholmlejren kom til at omfatte de øvrige 15 udlændinge på tålt ophold.

Det kalder den radikale integrationsordfører Morten Østergaard en absurditet og justitsmord per lov.

– Det er en absurditet uden lige og justitsmord pr. lov. Man vil have fat i kraven på tuneseren, men straffer en helt masse mennesker, som politiet ingen problemer har med, siger han til Ritzau.

Rønn Hornbeck: Barfod uforskammet

Line Barfod fra Enhedslisten forsøgte under den fire timer lange debat forud for afstemningen, at lirke en indrømmelse ud af Birthe Rønn Hornbeck om at stramningen stred imod integrationsministerens principielle holdninger, men forgæves.

– Fru Line Barfod kan ikke fremtvinge mig til at give svar, jeg ikke vil give, ved at manipulere noget, jeg ikke har sagt. Jeg ved ikke, hvad fru Line Barfod bilder sig ind, svarede Birthe Rønn Hornbeck ifølge Jyllandsposten.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96