Ikke-heteroseksuelle relationer i den arabiske verden er et politisk minefelt – om muligt endnu mere i dag end før 11. september 2001. Neokonservative og andre højrefløjsfolk, der altid har været fjendtlige over for homobevægelsen, har med et bizart tvist relanceret sig selv som forsvarere af arabiske kvinder og homo’er. Svarene fra venstrefløjen har været delte – og i Vesten har viden om ikke-heteroseksuelle praksisser og identiteter i den arabiske verden altid været mangelfuld og ideologisk forvrænget.

Højrefløjens brug af argumenter om kvinders rettigheder og seksuel frigørelse som legitimering af imperialistiske projekter gør det svært at være antiimperialist eller antiracist i Vesten uden at integrere analyse af køn og seksualitet. Samtidig er internationale feministiske og LGBT-bevægelser hæmmet af deres relativt svage forankring i og uvidenhed om den arabiske verden.

Disse bevægelser har stærkt brug for at tage opgaven om at koble imperialisme, køn og seksualitet alvorligt. Denne opgave bliver ikke lettere af den svingende kvalitet i – og begrænsede omfang af – forskning i den arabiske verdens seksualiteter. Studier af bøsser og lesbiske har primært fokuseret på det moderne Europa og Nordamerika. Heldigvis er der blevet forsket mere i LGBT-relaterede emner i Den Tredje Verden de seneste år.

Afrika og Mellemøsten er stadig den del af verden, hvor LGBT-fællesskaber er mindst synlige og LGBT-bevægelser mest undertrykt. Dette bidrager til at forklare, hvorfor forskningen i arabiske ikke-heteroseksualiteter har været relativt svagt forankret i empiri.
Joseph Massad, professor i moderne arabisk politik og idehistorie fra Columbia Universitet, er nu, med stort mod, gået ind i dette minefelt med sin bog »Desiring Arabs«.

Massad er ingen nybegynder i kontroversielle emner. Hans tidligere arbejder har fokuseret på Jordan og Palæstina – ikke ligefrem områder, hvor behersket, kollegial diskussion er reglen i den vestlige akademia.

Ikke homofob

»Desiring Arabs« en vigtig kilde til seriøse studier af seksualiteter i den arabiske verden. Den bekræfter, at begær og seksuel praksis mellem personer af samme køn har været vidt udbredt i arabisk litteratur i de århundreder, hvor den arabiske civilisation havde sin storhedstid.

Massad analyserer seksuelle ideologier i et bredt spektrum af litteratur fra det 19. og 20. århundrede, hvoraf meget ellers er utilgængeligt for ikke-arabisktalende. I denne analyse udviser Massad både respekt for og kendskab til Queer Theory - den dominerende strømning inden for LGBT-studier i dag.

»Desiring Arabs« har dog store mangler. Ligesom mange queer-teoretikere er Massad tilsyneladende mere interesseret i tekster end i virkeligheden. Han lader afgørende spørgsmål om araberes seksuelle praksisser og identiteter stå ikke bare ubesvaret, men i høj grad forbigået – spørgsmål der, skal det dog siges, er svære at undersøge i lande, hvor f.eks. statistikker og kvalitative interviews om seksualitet er stort set ikke-eksisterende.

Og mens hans kritik af aktivister og akademikeres eurocentrisme ofte er velbegrundet, virker det næsten som om, at han antyder, at den internationale homobevægelse kan bebrejdes forfølgelsen af ikke-heteroseksuelle personer i Mellemøsten i dag. Imidlertid viser hans egen forskning, at denne forfølgelse går mange årtier forud for den internationale LGBT-aktivisme.

Massad afviser med rette mange lesbiske og bøssers essentialisme. Men han tager ikke den mere substantielle forskning, der er lavet om ikke-heteroseksualiteter globalt set, alvorligt nok. Han anerkender ikke, at LGBT-studier ikke altid har delt de essentialistiske impulser som mange almindelige LGBT-personer har givet udtryk for.

Tværtimod har mange teoretikere lagt vægt på, at seksuelle praksisser mellem personer af samme køn og dertil knyttede identiteter er blevet socialt konstrueret op gennem historien, og at disse seksualiteter har haft og stadig har ekstremt forskellige udtryk i forskellige dele af verden.

Edward Said advarede i sin klassiske bog »Orientalisme« mod opfattelser af, at »der findes noget sådant som en virkelig eller sand Orient« eller, »at der er geografiske steder med oprindelige, radikalt ’anderledes’ indbyggere.«

Massad beskriver Said ikke bare som »en mentor, en ven og en kollega« men også som »en surrogatfar« og lader til at efterleve Saids advarsel, når han skriver, at »min pointe her ikke [er] at argumentere til fordel for ikke-vestlig nativisme og for en eller anden paradisisk eksistens for ud for den epistemiske, etiske og politiske vold, der blev udløst mod ikke-Vesten.« (side 42)

Traditionelle arabiske seksualiteter var ikke baseret på en ’hetero-homo-binaritet’, og mange arabiske mænd, der har sex med andre mænd, identificerer sig ikke en gang som biseksuelle, og da slet ikke som homoseksuelle.

Ikke desto mindre hælder hans bog mod en idealisering af oprindelig seksuel kultur i den arabiske verden. Han affejer gentagne gange tegn på homokultur i den arabiske verden som noget ude fra kommende, noget kunstigt eller som skamfulde forsøg fra arabere på at efterabe europæere eller amerikanere. Han formår ikke at forlige sig med, at også den arabiske verden i stigende grad er en del af en global kapitalistisk orden – og at denne verdens samtidige seksualiteter er hybride og mangfoldige.

Hinsides homo og hetero

På ét afgørende punkt har Massad ret: at traditionelle arabiske seksualiteter ikke var baseret på en »hetero-homo-binaritet.« (side 40). Det vil være en svær pointe for mange, så dybt som skellet er mellem
»homo’er« og »hetero’er« i vores dagligdagsforståelse af seksualitet. De fleste forskere er dog enige om, at denne binære forståelse er et relativt nyt fænomen, og at der har været utallige andre måder at forstå seksualitet gennem tiden.

Massads læsning af Koranen, senere islamiske religiøse tekster og arabiske kærlighedsdigte fra middelalderen bekræfter, hvad andre historikere har fundet: at arabere i Islams første århundreder simpelthen ikke klassificerede mennesker, som vi gør i dag, i binære seksualitetskategorier. Det er mindre klart, hvor meget kontinuitet, der er mellem denne traditionelle arabiske seksualkultur og seksualkulturen i dagens arabiske verden.

På trods af Massads skepsis er der i dag selvidentificerede lesbiske og bøsser i den arabiske verden. Men specifikke identiteter som lesbisk eller bøsse, som vi kender dem fra Nordamerika og Europa, virker mindre synlige i arabiske lande end i de fleste andre regioner.

Mange arabiske mænd, der har sex med andre mænd, identificerer sig ikke en gang som biseksuelle, og da slet ikke som homoseksuelle. Som Massad påpeger, betyder det, at de strategier, som LGBT-bevægelser har brugt andre steder, ikke umiddelbart kan importeres i samme form til den arabiske verden.

For eksempel er det tvivlsomt, hvad opfordringer til at »springe ud« vil betyde i en kultur, hvor folk kan have sex med personer af samme køn uden nødvendigvis at identificere sig som homoseksuelle. Folk, hvis liv inkluderer både relationer til folk af det samme såvel som det andet køn, skal være frie til at beslutte, hvornår, hvor og hvordan de taler højt om det.

Men Massad er bedre til at vise, hvordan arabiske seksuelle kulturer ikke fungerer og ikke kan frigøres, end til at analysere, hvordan de fungerer og kan frigøres.

Her rummer f.eks. Stephen O. Murray og Will Roscoes antologi »Islamic Homosexualities« mere brugbare indsigter, end Massad tildeler den, når han nævner den en passant. Roscoe og Murray afviser eurocentrisme og tendensen til at fortælle »homoseksualitetens historie som en fremadskridende, endda teleologisk, evolution fra præ-moderne undertrykkelse, fortielse og usynlighed til moderne synlighed og seksuel frigørelse.« De holder endda den relativt uniforme »vestlige« homoseksualitet op imod den »variation, spredning og lange historie, som mønstre af seksuelt begær og praksis mellem personer af samme køn i islamiske samfund er karakteriseret af.«

Massad diskuterer dårligt nok de sociale relationer, som klassisk arabisk seksualkultur hviler på. For eksempel viser hans gennemgang af klassisk arabisk poesi klart, som andre har vist før ham, at drengekærlighed var et vigtigt tema for en stor poet som Abu Nuwas. Men han kaster meget lidt lys over de dynamikker, som Murray og Roscoe kalder »aldersdifferentieret homoseksualitet«, hverken i den klassiske periode eller i den arabiske verden i dag.

Massad retter ligeledes stort set ingen opmærksomhed mod et andet element i arabisk seksualkultur: transkønnethed. Studier har vist trankønnethedens store betydning som en form for seksuelt udtryk mellem personer af samme køn i mange dele af den ikke-industrialiserede verden, inklusive muslimske lande såsom Pakistan og Indonesien. Der er beviser fra adskillige kontinenter på, at arbejderklassen og især fattige folk er mere tilbøjelige end middelklassen til at indgå i trankønnede relationer frem for homoseksuelle relationer.

Transkønnede har vist en imponerende evne til radikal organisering og handling – så udpræget, at de nærmest overtog Verdens Sociale Forum i Mumbai i 2004. Og forskellige former for transkønnethed er blevet identificeret i arabiske lande som for eksempel »hassas« i Marokko og »khanith« i Oman. Alligevel forbigår Massad nærmest emnet i tavshed.

Imperium og kultur

Imperialistisk dominans over den arabiske verden politiserer i stigende grad seksualitet. Er Massad åben for seksualpolitik inden for arabiske lande, eller kun for at forsvare arabisk seksualkultur over for imperialisme? Kan arabiske anti-imperialister anmode om solidaritet med kvinder, transkønnede og unge i deres egen region, med alt hvad dette indebærer i form af forandringer af den eksisterende seksualkultur?

De islamiske politiske bevægelser, som lige nu har hegemonisk magt over modstanden mod USA-støttede regimer, foretrækker tydeligvis forsvar for traditionen – som de selektivt definerer den. Men valget forbliver åbent. Der er hverken nogen historisk eller logisk sammenhæng mellem anti-imperialisme og kulturel nativisme.

Op til i dag bruger undertrykkende regimer med tilknytning til imperialisme i den arabiske verden seksuel undertrykkelse som tilsløring. Mange af de arabiske regimer, der er mest berygtet for undertrykkelse af seksualitet mellem personer af samme køn, såsom det saudiske kongedømme og Egypten, er blandt USA’s tætteste allierede i regionen, og blandt de arabiske lande, der er bedst integreret i den neoliberale økonomiske verdensorden. Og USA’s højrefløjs sniksnak om LGBT-rettigheder er værre end ubrugelig for arabiske LGBT-folk.

De shiitiske partier, militser og bander som dominerer Irak i dag er skyldige i ondskabsfuld undertrykkelse af folk, der har en seksuel praksis med personer af samme køn – hvad den amerikanske besættelsesmagt ikke har løftet en finger for at stoppe. I et tilfælde fra 2007, hvor en irakisk LGBT-aktivist blev tortureret af irakisk politi, kunne han høre amerikanere snakke i rummet ved siden af.

Massad insisterer på antagelsen om, at eksistensen af homoseksuelle identiteter i den arabiske verden skyldes europæisk og nordamerikansk kulturel påvirkning. Hans vidtfavnende analyse af litteratur fra det 19. og 20. århundrede viser, som han siger, at »kulturel produktion bredt set er blevet fremført, bevidst og ubevidst, med det formål at ’skamme’ ikke-Europa til assimilation« (side 416).

Men han forsøger knap nok at undersøge andre faktorer end kulturelle som forklaring på dannelse af homo-identiteter – og inddrager kun sporadisk klasse- eller økonomisk analyse. Snarere end kulturel indflydelse, skyldes spredning af homoseksuelle identiteter til Den Tredje Verden faktisk snarere sociale fænomener som massemigration til byerne, stigende andel af kvinder på det betalte arbejdsmarked, højere lønninger, kommercialisering af hverdagslivet, statens delvise overtagelse af nogle af de traditionelle familiefunktioner, og spredningen af moderne medicin med dens forkærlighed for klassificeringer.

Den relativt sparsomme forekomst af homoidentiteter i arabiske lande kan hermed måske snarere tilskrives regionens lave andel af kvinder i betalt arbejde, end en svagere europæisk og nordamerikansk påvirkning (hvad der forekommer usandsynligt).

Undertrykkelse

Massad gør det klart adskillige steder i »Desiring Arabs«, at han tager afstand fra den undertrykkelse, som seksuelle praksisser mellem personer af samme køn er underlagt fra arabiske regeringer. Hvad der har genereret den mest ophedede diskussion om bogen, er det kapitel (langt det korteste i bogen), hvor Massad placerer ansvaret for denne undertrykkelse primært på de homogrupper, menneskeretsorganisationer og »diskurser«, som han kalder »Homo Internationalen.«

Denne term virker på overfladen som en analogi for den Kommunistiske Internationale – et mærkeligt valg af parodisk mærkat for en som Massad, der tilsyneladende identificerer sig med venstrefløjen.

I omtalen af den repressionskampagne mod seksuel aktivitet mellem personer af samme køn i Egypten, som efterfulgte raidet på Queen Boat i 2001, for eksempel, skriver Massad, at »Homo Internationalen og dens aktiviteter er i vid udstrækning ansvarlig for intensiveringen af denne repressive kampagne« (s. 184). »Ved at indføre diskurser om homoseksuelle, hvor der ikke var nogen før, heteroseksualiserer Homo Internationalen faktisk en verden, som tvinges til at blive fikseret af en vestlig binaritet« (s. 188). »Dagsordenen for seksuelle rettigheder ... har ført til megen undertrykkelse i dagens arabiske verden.« (s. 375)

Massad siger endda, at islamisk fundamentalisme har en »ufrivillig alliance« med den »korstogsførende Homo Internationale i at identificere folk, der praktiserer bestemte former for sex« (s. 265). Ironien i denne argumentationsrække er, at Massad stiller så mange beviser til rådighed for, at fjendtligheden mod seksuelle praksisser mellem personer af samme køn har eksisteret i den arabiske verden længe før ankomsten af LGBT-bevægelser. Han beskriver en stribe moderne arabiske forsøg på at benægte, nedtone eller fordømme traditionel arabisk åbenhed for begær mellem personer af samme køn.

Han bemærker, at erotisk poesi med mænds begær efter hinanden »forsvandt fuldstændig som poetisk genre« i slutningen af det 19. århundrede (s. 35) Og han viser, hvordan arabisk litteratur siden nederlaget i krigen mod Israel i 1967 er blevet renset for billeder af ydmygende, kvindagtiggørende penetration af arabiske mænd. Set i sin helhed, antyder dette en drastisk, århundredelang forvandling af arabisk seksuel kultur, som i store træk var afsluttet inden den moderne homobevægelse for alvor tog fart med Stonewall optøjerne i 1969.

Europæisk indflydelse har uden tvivl spillet en rolle i denne forvandling, hvilket kan ses i det forhold, at koloniale love mod »sodomi« stadig er at finde på hylderne i mange tidligere europæiske kolonier. Det ville være ønskværdigt, hvis LGBT-organisationers magt kunne sammenlignes med de tidligere koloniimperier, det amerikanske militær, store multinationale virksomheder, eller internationale finansielle institutioner.

Men protester fra internationale LGBT-bevægelser og menneskeretsgrupper har utvivlsomt været mere en reaktion på end en bidragende faktor til undertrykkelsen. Selvom internationale LGBT-organisationer primært er europæisk-ledede og ofte eurocentriske i deres tankegang, har de langt fra en enslydende agenda for den arabiske verden – hvad begivenhederne omkring raidet på Queen Boat viste.

ACT UP Paris reagerede for eksempel med en protest foran den egyptiske ambassade med slogans som »befri vores elskere«. Dette slogan ville næppe være blevet budt velkomment af de egyptiske anholdte, som ikke forsvarede sig selv åbent som bøsser, og da slet ikke som mænd med europæiske elskere.

Hvis dette var den typiske reaktion fra den europæiske homobevægelse, ville Massads anklager muligvis give mere mening. Men faktum er, at ved det efterfølgende Euromediterranean Summer University on Homosexualities, en årlig samling af LGBT-folk i Marseille, mødte en ensom ACT UP Paris-repræsentant et bombardement af kritik af hans gruppes manglende situationsfornemmelse og kontraproduktive strategier fra snart sagt alle andre deltagere i diskussionen.

I 2001 udførte egyptisk politi et raid på Queen Boat, hvor egyptiske mænd havde seksuel omgang med hinanden. I omtalen af den repressionskampagne, som fulgte efter raidet, skriver Massad, at “Homo Internationalen og dens aktiviteter i vid udstrækning [er] ansvarlig for intensiveringen af denne repressive kampagne”

Massads argumentation bliver endnu mindre troværdig, når han anfører, at det egyptiske politi »ikke søger at, og end ikke ville kunne, hvis de ville, arrestere mænd, der praktiserer relationer til personer af samme køn, men snarere forfølger dem, der identificerer sig som ‘bøsser’« (s. 183). Dette er decideret usandt. Politiet ved sjældent om de mennesker, de chikanerer, anholder eller torturerer, identificerer sig som bøsser. Der er næppe en lov eller politik i verden, hvor dette er et kriterium for politiundertrykkelse.

Sammenhængen mellem årsag og virkning er den modsatte – hvad historikere har vist: den fælles erfaring af undertrykkelse kan bidrage til udviklingen af transkønnede, bøsse og og lesbiske identiteter. Og hvorom alting er, har den dominerende seksuelle ideologi i arabiske stater udviklet sig over århundreder, og repressionen af seksuelle praksisser mellem personer af samme køn startede længe før homoidentiteter begyndte at fremkomme. Det er indlysende, at identiteterne ikke er årsagen til undertrykkelsen.

Kærlighed og solidaritet

I flere arabiske lande reagerer nogle folk, der praktiserer seksualitet med personer af samme køn så småt mod undertrykkelsen ved at påtage LGBT-identiteter og tilmed organisere LGBT-grupper. Den libanesiske gruppe Helem er et eksempel herpå. Interessant nok satte gruppen sine LGBT-aktiviteter på stand-by i 2006 for at stille sit hovedkvarter til rådighed for nødhjælpsarbejde for ofrene for den israelske invasion i samarbejde med en række andre libanesiske organisationer.

Blandt palæstinensere på Vestbredden og præ-1967 Israel, har LGBTQ (hvor Q’et står for Questioning) gruppen Al-Qaws siden 2001 arbejdet »ikke blot for at mime en eksisterende model for queer identitet/fælleskab, men for at stille en social platform til rådighed, for at LGBTQ-palæstinensere uafhængigt kan gå ind i en dialog om deres egne visioner og idealer for et fællesskab.«

I modsætning til konservative ideologier, som nu vinder frem, forudsætter seksualitet ingen legitimering i romantisk kærlighed eller stabile partnerskaber sanktioneret i ægteskabsinstitutionen. Nydelse er tilstrækkelig legitimering i sig selv. Men på den anden side bør begær mellem personer af samme køn heller ikke være begrænset til episodiske forlystelsesture »ved siden af«. Kærlighed har også sin berettigelse.

Ingen kan med sikkerhed vide, hvornår eller i hvilke former arabiske LGBT-fælleskaber og bevægelser vil udvikle sig (19). I særdeleshed kan ingen med sikkerhed vide, hvor mange af de arabere, der har sex med folk af samme køn, der definerer sig som lesbiske, bøsser, transkønnede eller biseksuelle. Men dette er intet argument for ikke at være solidariske med dem. Ligesom det heller ikke er et argument for at privilegere dem, der påtager sig LGBT-identiteter, som internationale bevægelser har tendens til at gøre – eller dem, der ikke påtager sig identiteterne, som Massad gør.

I den neoliberale globaliserings æra krydser magtrelationer mellem kolonimagter og koloniserede – hvad enten vi vil det eller ej – tværs gennem LGBT-bevægelser, anti-imperialistiske bevægelser, og for den sags skyld den marxistiske venstrefløj. Tilbage står, at alle ofre for undertrykkelse i dag har hårdt brug for allierede i de imperialistiske lande, som har adgang til flere ressourcer. Kulturel følsomhed og respekt for selvbestemmelse er afgørende. Men det bør samtidig ikke stå i vejen for solidaritet med ofrene for regimer, hvis brutale seksuelle puritanisme ofte går hånd i hånd med deres tjenestevillighed i forhold til en imperialistisk agenda.

Desiring Arabs, af Joseph A. Massad, Chicago: University of Chicago Press, 2007, 444 pages, kan købes f.eks. over Amazon for 28 dollars.

Oversat og redigeret af Nina Trige Andersen fra artiklen Arab Sexualities publiceret i Against the Current, der udgives af den amerikanske revolutionære socialistiske organisation Solidarity. Artiklen har tidligere været bragt i Socialistisk Information og bringes her med forfatterens tilladelse. Ordforklaringer ved Lotte Knold.