Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Kroppene som deler feminismen

3. december 2008 - 10:37

Kroppene som deler feminismen

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Mette Buchardt

Spørgsmål om, hvad »de andre« damer må og ikke må, og hvad »de« har godt af, splitter for tiden feminister. Det handler om, hvad der er den rigtige måde at være feminist, dyke eller dame på, og hvad der er så undertrykkende, at »vi andre« må sætte en grænse for løjerne og få »dem« til at lade være.

Antagelsen er dels, at det, »de andre« gør, går ud over »os alle« og dels, at disse »andre« i særlig grad mangler handlekraft. »De« tillægges en ekstraordinær mangel på evne til at styre tingene og sig selv.

I 90’erne var det, foruden transkønnede, brug af SM og porno, der blev kæmpet om og panikket over. Sådan er det til en vis grad stadig, men i dag er skillelinierne – de kroppe, der kæmpes mest indædt om – især »tørklædekvinden«, »den transkønnede« og »den sexarbejdende kvinde«.

Libidianisme og nypuritanisme

De to yderpositioner i polemikkerne indtages i dag på den ene side af libidianister og på den anden side af nypuritanere. Dette er købesexforbudskampen et larmende eksempel på, inden for såvel som uden for feminismens rækker.

Den libidianistiske position dyrker begæret og dets frie udfoldelse uden smålig skelen til magtforhold og social fordeling. Optikken er markedsorienteret, så sexarbejde opfattes som forbrugsgode eller slet og ret som sex, og ikke netop som arbejde. Retten til sex for enhver pris er her i fokus, og dermed også retten til at købe det. Gode tilgængelige ydelser for den købedygtige hører med til det gode liv, og enhver kritik af sexarbejdsmarkedet identificeres derfor med moralisme og dæmonisering af særligt mænds seksualitet.

Debatten om sexarbejde kører også på Modkraft.dk

Den kvindelige sexarbejder kan omvendt opfattes som motiveret og kvalificeret til jobbet af et særligt stort overskud af liderlighed. Ikke af det, der motiverer de fleste af os til at gå på arbejde: Behovet for tag over hovedet, tøj på kroppen og brød på bordet. Noget som vi klassemæssigt har forskellige forudsætninger for at skaffe os.

Den modsatte yderlighed finder vi i nypuritanismen. Her ses problemet ved sexarbejde ikke primært som de – ofte – elendige og risikable arbejdsvilkår. Eller som det kvindehad, der ligger i særligt kvindelige sexarbejderes lave sociale status og alfonseriets udbytning af sexarbejdere. For slet ikke at tale om love, der umuliggør migration, og dermed styrker trafficking-kapitalisme. Den forsvindende lille fagpolitiske organiseringsgrad bekymrer heller ikke nypuritanerne.

Ifølge dem består problemet i, at »man ikke både kan sælge og beholde sig selv«. Når (særligt) kvinder sælger sex, er det »sig selv«, de sælger. Intet mindre. Kvinders »sande jeg« sidder med andre ord i sex’en, og den kan man ikke have selv, hvis man bruger sexpraktikker i arbejdsmæssig sammenhæng.

Hvor ingen betvivler, at psykologer, socialrådgivere og undervisere har mulighed for at beholde noget af »sig selv« og noget af »det« de samtidig sælger, skønt sådanne vel må siges at sælge venskab, omsorg og dannelse, er det altså noget andet med sex. Uanset, hvordan det foregår. Sex må ikke være et arbejde, uanset arbejdsforhold.

JPEG - 45.1 kb
At anse sexarbejde som netop et arbejde, hvor motivet ofte er af materiel karakter og arbejdsforhold noget, der kan kæmpes om og derigennem forbedres, er en sjældenhed i den polariserede debat mellem libidianister og nypuritanere.

Regulering helt inde på kroppen

Feminisme som kritisk teori og politisk projekt bygger på en forestilling om mennesket som samfundsskabt. Spørgsmålet er, hvilke strategier man derfra bruger, når samfundsmæssige forhold, der rækker ind i privatsfæren, skal politiseres.

Her kunne der ligge en interessant diskussion, som peger på arbejdets karakter generelt. Kan man beholde sig selv, når man sælger sin arbejdskraft? Og hvilken pris er hvem nødsaget til at sælge sit arbejde for? I almindelighed og kvinder i særdeleshed? Og hvad siger dette så om sexarbejderes forhold, og hvad der kan gøres ved dem?

Imidlertid er det libidianistiske og nypuritanske vinkler, der dominerer, og disse strømninger har en del til fælles. Når det kommer til feminismen indebærer begge positioner, at den afkobles fra økonomi og fordeling. I stedet isoleres bestemte handlinger til i sig selv at være enten særligt frigørende eller særligt undertrykkende.

Og de frigørelsesteknologier, der kommer ud af det, er helt inde på kroppen, oppe og inde i »de andres« kroppe. Der reguleres lystigt, og »vi« er kun uenige om hvordan. Ikke om hvad eller hvem. Det er her købesexkampen begynder at ligne de andre skillelinjer, de andre kroppe – »de andres« kroppe, som der kæmpes om og på.

Mette Buchardt er pædagogikforsker og feminist. Artiklen har tidligere været bragt i dagbladet Information og bringes her med forfatterens tilladelse.

Redaktion: 
QueerKraft

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96