Tre palæstinensiske fiskerbåde blev torsdag den 27. november leveret tilbage til ejerne efter godt en uge i de israelske myndigheders varetægt. Bådene blev konfiskeret af den israelske flåde den 18. november samtidig med tilbageholdelsen af 15 fiskere og tre internationale fredsobservatører.
Læs artiklerne: »Fiskere og fredsvagter bortført af israelsk militær« og »Fredsvagter sultestrejker i Israel« på Modkraft.dk
De tre både blev beslaglagt af den israelske flåde, da de fiskede omkring syv sømil ud for Gaza. De tre fiskerbåde blev opbragt i havnebyen Ashdod lidt syd for Tel Aviv og først udleveret, da tre menneskerets-organisationer på vegne af deres ejere havde indbragt krav om udlevering ved Israels Højesteret. Advokaterne for de palæstinensiske ejere ønskede at udfordre de begrænsninger af fiskerettighederne, som den israelske flåde har påført Gazas fiskere i strid med de internationale reguleringer og aftaler.

Fiskerbådenes ejere fortalte efter udleveringen, at fartøjerne var beskadiget. En af trawlerne blev således af den israelske flåde transporteret til Gaza By bundet op til en anden af bådene på grund af maskinskade. Samtidigt manglede fartøjerne udstyr, blandt andet GPS-grej, siger ejerne.
Tre fredsvagter fra International Solidarity Movement, som havde ledsaget fiskerne ud på havet, blev sammen med 15 fiskere tilbageholdt af de israelske myndigheder, da de beslaglagde bådene den 18. november. Mens de 15 fiskere blev sendt tilbage til Gaza, blev fredsvagterne holdt indespærret i Maasiyahu-fængslet i Ramala uden sigtelser.
De tre fredsvagter er siden blevet deporteret helt ud af området. Vittorio Arrigoni blev sendt til Italien søndag den 23., Andrew Muncie til Storbritannien tirsdag den 25. og Darlene Wallach til USA torsdag den 27. november.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96