En dag i september 1986, forsøgte den unge fotograf Jacob Ehrbahn at dække begivenhederne omkring rydningen af et hus i Ryesgade på Østerbro i København. Fra 100 meters afstand forsøgte han at tage billeder af begivenheden med en telelinse, men det virkede ikke rigtig.
Den unge og uerfarne Jacob Ehrbahn var for bange til at kunne dække begivenheden ordentligt. I årene efter BZ-tiden har Jacob Ehrbahn imidlertid udviklet sig som pressefotograf, og i dag arbejder han for Politiken. Han har dækket begivenheder fra nær og fjern, og han har vundet priser i Danmark og i udlandet.
Da det stod klart, at Faderhuset havde juridisk ret til Ungdomshuset, og at de unge skulle forlade det, var Jacob Ehrbahn klar. Han skulle ikke dække begivenhederne på afstand. Ehrbahn skulle helt tæt på, og han skulle følge det hele – fra start til slut.
Telelinsen blev skiftet ud med objektiver, hvor han skulle helt tæt på og ind til selve begivenhedens centrum, hvor frustrationerne, glædesudbruddene og vreden bliver synlig.
Jacob Ehrbahn var klar til at dække kampene som en pressefotograf i verdensklasse. Han havde fået overblik og var allerede fra begyndelsen klar over, hvorledes historien rent visuelt skulle vinkles.
Den 16. december 2006 lød startskuddet så endelig, og Jacob Ehrbahn fotograferede nogle af de mest voldelige sammenstød i Københavns gader. Her begynder Jacob Ehrbahns dækning af ungdomshusbevægelsen og dennes kamp for et nyt Ungdomshus.
I indledningen til bogen beskriver Jacob Ehrbahn grundlaget for sit projekt. Hans klausul har fra starten af været at dække begivenhederne uden at at tage stilling til, om de unges kamp var acceptabel eller ej, og han har hverken haft særaftaler med politiet eller de unge. Ehrbahn understreger, at hans bog ikke afdækker ungdomshusbevægelsen og alle dens aktiviteter. Det har andre gjort langt mere grundigt. Derfor kan Jacob Ehrbahns bog heller ikke sammenlignes med Helle Hansens nys udgivne bog »69«.
Helle Hansens bog handler om selve bevægelsen, og mange af dem, som har været toneangivende og innovative i Ungdomshuset, får heri stemme og plads til at videreformidle selve idéerne og grundholdningerne. Jacob Ehrbahns bog handler imidlertid om selve kampene før, under og efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, og hans bog slutter med et par skud fra det nye Ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.
Alligevel må man konstatere, at Jacob Ehrbahn har haft øje for, at kampen for et nyt ungdomshus ikke udelukkende har været præget af uhæmmet vold og blindt hærværk, og det er præcis det, der gør hans bog så nuanceret og uvurderlig. Ehrbahn har om nogen været der – også da medierne var blevet trætte af at dække de mange initiativer, som de unge har forsøgt sig med for at få politikerne til at skride til handling, og løse den problematik, som salget af Ungdomshuset medførte.
Igennem de mange demonstrationer og begivenheden, hvor de unge aktivister har kæmpet deres kampe, har flere journalister oplevet chikane i form af tilråb og fysiske overgreb. I forbindelse med hårde gadekampe på Christianshavn blev en fotojournalist fra Politiken overhældt med tændvæske. Ved en anden begivenhed, hvor politi og aktivister kæmpede på Nørrebro, blev en fotojournalist fra Jyllands-Posten slået ned af demonstranter, der følte sig provokerede af hans dækning af begivenhederne.
Pressen har dækket begivenhederne fra mange synsvinkler. Politikerne og de mest radikale talsmænd fra ungdomshusbevægelsen var blot nogle af dem, som fik ørenlyd i denne forbindelse. Den proklamerede »for og imod retorik« blev nuanceret igennem pressen, men da chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi udtalte, at fotos taget i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset kan og vil blive
brugt i politiets efterforskning, så blev det fotojournalistiske arbejde for en nuanceret dækning kompromitteret (Per Larsen beklagede senere udtalelsen, men da var skaden allerede sket).
En stærkt udtalt paranoia bredte sig iblandt dem, der valgte at begå civil ulydighed for deres sag. De anså fotografernes og journalisternes arbejde som partiske i sagen. Det har avlet had og aggression over for journalisterne, og det har vanskeliggjort deres arbejde for et nuanceret billede af begivenhederne.
Pressens tilstedeværelse ved rydningen af Ungdomshuset har været af væsentlig betydning for både politi og aktivister. På Ungdomshusets hjemmeside kaldes journalisterne for idioter. Man får det indtryk, at journalisterne er deres fjender. Dog er det uomtvisteligt, at ønsket om at komme i medierne har været en del af selve argumentationen for aktivisternes handlinger. Et eksempel:
Dele af Ungdomshusets brugere og tilhængere begyndte at gøre opmærksom på deres indignation over den forestående rydning igennem en lang række initiativer, der alle blev afholdt inde for lovens rammer. Argumentet for at ændre denne taktik har været, at de ikke blev hørt nok. De voldelige optøjer har forårsaget, at de i langt højere grad er blevet hørt. Men for og imod hvem var denne vold rettet? Var det et udtalt ønske om at skade den enkelte betjent og beskadige folks ejendom? Eller mente initiativtagerne derimod, at disse aktioner handlede om at blive synlige for andre end de direkte involverede? Hvis det sidste er tilfældet, så er pressens tilstedeværelse af vital betydning for demonstranterne selv. Hvis pressen skal holde sig væk, så er der ikke længere det bindeled, som skal etablere den ørenlyd, der har været intentionen og begrundelsen for selve konfrontationen.
Politiet har også forsøgt at presse fotojournalisterne til at deltage i domsfældelse af demonstranter. At kompromittere fotojournalisternes ret til at dække begivenheder, f.eks. ved at søge begæring om at få udleveret råmateriale, er yderst farligt. De aftaler, som journalister indimellem indgår med grupperinger for at kunne dække deres aktiviteter på tæt hold, grunder ofte på gensidig tillid. Hvis den form for overenskomst kan omstødes via retten, bliver journalistens mulighed for at formidle nuancerne i den slags konflikter forvansket. Kravet om at få udlevet materiale kan i værste fald afstedkomme en frygt for at deltage i lovlige demonstrationer, hvor sandsynligheden for uroligheder er til stede. Ligeledes kan truslen imod fotograferne på stedet afstedkomme et behov for at dække begivenhederne på afstand. Denne afstand kan i værste fald indskrænke den nuancerede dækning.
Jacob Ehrbahn har, ligesom så mange andre af hans kolleger, oplevet vanskeligheder i forbindelse med dækningen af begivenhederne. Alligevel har han vedblevet med at dække stort og småt, selvom det ind imellem har været vanskeligt.
Det er det, som gør hans bog så forbandet god og spændende. Ehrbahn har kompromisløst fotograferet situationer, hvor politi og demonstranter har været i affekt. Der er fotos af stemninger, hvor ingen af os ønsker at blive afbildet. I hvert falt ikke umiddelbart.
Selvom Jacob Ehrbahns fotos afbilleder mennesker i affekt, så får man ikke det indtryk, at han ikke har taget stilling til de konsekvenser, som dokumentationen i værste fald kunne afstedkomme. Bogen indeholder ikke fotos, hvor de portrætterede senere hen vil kunne retsforfølges. Ehrbahn har derimod afbilledet allerede anholdte demonstanter, og selvom disse fotos klart udtrykker, at det ikke er sjovt for dem, som bliver fotograferede, så er det vigtige, dokumentariske elementer til forståelse af, hvad kampene gik ud på.
En sympatisør, der fra starten af har taget stilling til, om kampene var legitime, ville ikke kunne nå frem til samme resultat. Derfor er Jacob Ehrbahns bog også så vigtig, for uden den ville vi ikke have et vidnedsbyrd om de begivenheder, der har skabt et nyt byrum i København, hvor nogle mennesker er blevet så trætte og indignerede over deres samtid, at de er parate til at kæmpe med alle midler.
I forbindelse med udgivelsen af bogen har Jacob Ehrbahn på Politikens netavis publiceret fotos fra bogen i et multimedieshow. Heri beretter en betjent, som var med til kampene den 16. december 2006, om, hvor skræmmende og brutalt han oplevede hændelsen. To ungdomshusaktivister udtaler sig om deres frustrationer og følelser omkring deltagelsen i kampen for et nyt Ungdomshus. Det er et godt og stilsikkert stykke arbejde og klart seværdigt. Du kan se det her
Bogen er imidlertid ikke overflødig, blot fordi de mange fotos kan ses på nettet. Den er trykt i en overordentlig god kvalitet, og formatet er bare for lækkert. Det er klart årets julegave: En coffee-table bog med kant til de mange og kolde vinteraftener.
Jacob Ehrbahn: 69 – kampen for et nyt ungdomshus. Dagbladet Politiken, København 2008. Redigeret af Jacob Ehrbahn, Stig Ørskov og Per Folkver. Tekst af Jacob Ehrbahn og Bo Søndergaard.
Vejl. pris: 229 kroner.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96