Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Enhedslisten: Nej til dansk Guantanamo

10. november 2008 - 15:29

Enhedslisten: Nej til dansk Guantanamo

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

– Jeg vil ikke være med til at lave et dansk Guantanamo, hvor mennesker kan holdes fængslet uden dom på ubestemt tid. Det står klart og tydeligt i den europæiske menneskerettighedserklæring, at ingen kan frihedsberøves uden at få prøvet beviserne ved en domstol. Regeringen styrer lige mod en retssag ved menneskerettighedsdomstolen.

Sådan lyder kritikken fra Enhedslistens folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen af det forslag, regeringen og Dansk Folkeparti har stillet til en lynlov, der skal spærre flygtninge på tålt ophold inde i Sandholmlejren.

Tålt ophold skal være utåleligt

Ifølge lovforslaget, der fremsættes tirsdag, skal udviste udlændinge på tålt ophold opholde sig i Sandholmlejren og ikke i for eksempel deres egen lejlighed. Vicestatsminister Lene Espersen (K) vil desuden igen undersøge om det er muligt at udvise den terrormistænkte tuneser, og hvis det ikke er tilfældet, skal hans ophold i Danmark gøres så ubehageligt som muligt:

JPEG - 29.3 kb
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen »vil ikke være med til at lave et dansk Guantanamo, hvor mennesker kan holdes fængslet uden dom på ubestemt tid«. Partiet stiller derfor ændringsforslag til regeringens og DF’s lynlov om flygtninge på tålt ophold. Pressefoto.

– Hvis det viser sig, at den pågældende ikke kan sendes tilbage på grund af internationale konventioner – at man så indføre et endnu strengere regime, hvor man for eksempel overvejer brugen af elektronisk fodlænke, siger Lene Espersen til Radioavisen.

Derudover skal udlændingemyndighederne løbende kontrollere, at de pågældende bor og overnatter i lejren, hvor der vil være daglig meldepligt til politiet, og sanktioner, hvis det ikke bliver efterlevet, ligesom der har været snak om at forbyde flygtningene at have internetadgang.

Ifølge lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, handler stramningerne alene om at gøre tilværelsen så ulidelig for den mistænkte tuneser, at han vælger at forlade Danmark.

– Jeg ser med meget stor tilfredshed på, at han skal opholde sig i Sandholmlejren i stedet for i sin lejlighed hos sin formørkede burkaklædte kone, udtaler Pia Kjærsgaard således til TV Avisen.

Kræver beviser fremlagt

Men ifølge Enhedslisten løser regeringens indgreb overhovedet ikke problemet.

– Hvad med de to andre mistænkte i sagen? De har aldrig måttet stå til ansvar overfor en dommer. Den ene går frit omkring og den anden er rejst ud af landet. Det er helt uholdbart. PET må droppe deres hemmelighedskræmmeri og fremlægge de nødvendige beviser. Sådan er det i en retsstat, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten

Hun erklærer sig fuldstændig enig i, at det er uacceptabelt, hvis personer, der har planlagt et mord mod Kurt Westergaard, går frit omkring eller får lov at rejse frit ud af Danmark, men at det overhovedet kan lade sig gøre, skyldes ifølge Enhedsliste-politikeren »den absurde lovgivning om administrative udvisninger«.

– Hvis der er tilstrækkeligt bevismateriale til at PET mener, at de to er en fare for Danmark, så skulle de have været fremstillet for en dommer og dømt for længe siden, siger Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.

De mistænkte tunesere sad ti måneder i varetægtsfængsel på baggrund af PET’s hemmeligholdte anklager mod dem. Højesteret tager nu stilling til, hvorvidt de fremlagte beviser var tilstrækkelige til at godtgøre denne varetægtsfængsling.

Efter deres løsladelse, valgte den ene mand at rejse frivilligt ud af Danmark, mens den anden altså stadig befinder sig i landet.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96