Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Palæstina: Dansk fredsvagt skudt i armen

7. november 2008 - 23:18

Palæstina: Dansk fredsvagt skudt i armen

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Hændelsen skete i forbindelse med en ikke-voldelig demonstration ved den palæstinensiske by Ni’lin, der er ved at blive omringet af Israels såkaldte »sikkerhedsmur«. Her afholdes der hver fredag i forbindelse med fredagsbønnen en demonstration ved byens olivenlunde.

– Jeg kom lidt sent til demonstrationen, men sluttede mig til en gruppe på omkring 15 personer, der gik hen ad en jordvej med det palæstinensiske flag, fortæller Anna Jensen til Modkraft.dk.

– Da vi var cirka 100 meter fra en gruppe israelske soldater, skød de direkte på os med tåregas, siger hun.

Hvorfor?

– Det skete uden anledning. Vi gik og råbte »nej til muren« på palæstinensisk. Da soldaterne skød, blev demonstrationen spredt. Jeg fulgte med to palæstinensere, der bevægede sig frem mod soldaterne. På cirka 20 meters afstand, skød soldaterne direkte på os, siger Anna Jensen.

Anna Jensen blev her ramt i armen, der efterfølgende er blevet syet med 15 sting.

JPEG - 56.1 kb
Der er flere demonstrationer hver uge imod opførelsen af den såkaldte »sikkerhedsmur« i Ni’lin.

– Jeg havde et hul på størrelse med granathylsteret, og kødet var flået af ind til benet, siger hun.

Behandlingen kunne dog klares uden indlæggelse.

– Men jeg er stadig godt bedøvet, siger hun.

Ni’lin spærres inde

Anna Jensen er international fredsvagt i den pro-palæstinensiske organisation International Solidarity Movement, ISM.

Aktivister fra ISM deltager sammen med indbyggere i flere ugentlige demonstrationer imod bygningen af en mur rundt om Ni’lin på den palæstinensiske Vestbred. Demonstrationen var fredag den 7. november på omkring 300 personer, heraf cirka 15 aktivister fra ISM.

Når konstruktionen af muren er færdig, vil Ni’lins beboere have under ti procent af deres land tilbage, og muren vil omslutte byen på tre sider.

– Muren vil lukke byen helt inde, og der vil blive et checkpoint, der kun har åbent om dagen. Det vil ikke kun ramme indbyggerne på deres økonomi, men også deres bevægelsesfrihed, siger Anna Jensen.

To drenge dræbt

Det er ikke usædvanligt, at demonstranterne omkring Ni’lin udsættes for beskydning af det israelske militær.

– Det sker næsten hver gang, der bliver demonstreret. Enten med gummikugler, dvs. stålkugler beklædt med et tyndt lag gummi, eller med tåregas, siger Anna Jensen.

Læs artikel på Modkraft.dk: »Palæstinensisk vrede over drab på børn«

For tre måneder siden resulterede det i to børns død. En 10-årig dreng legede i nærheden af pigtråden ind til murbyggeriet, da han blev skudt i baghovedet på under ti meters afstand. Ved drengens begravelse blev en 17-årig dreng skudt i hovedet med tre gummibelagte stålkugler. Han døde få dage efter på hospitalet.

Aktivister fra ISM siger, at volden fra det israelske militær har været ekstremt voldsom omkring Ni’lin. Over 500 mennesker er blevet såret i de ikke-voldelige demonstrationer omkring byen, fortæller de.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96