Spark, knytnæveslag og racistiske trusler som »fucking muslim« sendte i tirsdag den 7. oktober en 18-årig kvinde og hendes 19-årige kammerat i fængsel.
Dommen – der blev afsagt af byretten i Århus – er principiel. Det er nemlig første gang, at en dansk domstol skærper dommen, fordi volden og truslerne har baggrund i racisme. Volden blev udført mod en 46-årig somalisk kvinde i en bybus i Århus i august.
Dommen hilses velkommen af Århus’ lokale Antiracistiske Netværk (ARN):
– Dommen er et positivt rygstød i kampen mod racisme i Danmark, hvor vi stadig halter bagud i forhold til andre, når det handler om indsatsen mod racisme og hate crimes, siger Peter Bonfils.
Det er Straffelovens paragraf 81 stykke 6, der giver mulighed for at skærpe en dom, hvis »gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende«. Paragraffen blev indført i straffeloven i år 2004. Alligevel er den aldrig blevet brugt før.
Kvinden fik fire måneders ubetinget fængsel. Hun er kendt af politiet for at heile. Manden – med tilknytning til White Pride – fik 80 dages ubetinget fængsel.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96