Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Hvordan man bliver en etisk tøjte

12. oktober 2008 - 15:22

Hvordan man bliver en etisk tøjte

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Christine Andreasen

Når man, som jeg, har famlet rundt på de åbne forholds jagtmarker, og været lige dele forvirret, inspirereret, angst og liderlig, føles det trygt og godt at vide, at der sidder to middelaldrende damer i San Francisco, der i mere end 25 år har dyrket åbne forhold, og tilmed har haft held med det. Der er på baggrund af deres erfaringer, at de har skrevet The Ethical Slut fra 1997.


Bogens forfattere, Dossie Easton og Catherine A. Liszt, giver eksempler fra deres eget liv på, hvordan åbne forhold kan lade sig gøre, og hvordan man med sikkerhed fucker et åbent forhold op.

Til gavn for famlende åbne-forholds-novicer som mig selv er der praktiske afsnit om, hvordan man kommer i gang med et åbent forhold, hvordan man opfører sig over for henholdsvis primære og sekundære partnere, hvordan man håndterer konflikter og jalousi, hvordan man opfører sig til sexfester, hvordan sikrer sig mod seksuelt overførte sygdomme i et åbent forhold osv.

Samtidig fungerer bogen som en øjenåbner til alternative måder at se på kærlighed, forhold, og sex, og henvender sig til alle uanset køn eller seksuel præference. Pointen med bogen er ikke, at alle burde være ikke-monogame, men at hvad enten man er i monogamt eller åbent forhold, så bør det være ud fra et aktivt valg og ikke vanetænkning.

Jalousi kan overvindes

En af bogens vigtige pointer er at forsøge at af-lære sig nogen af de selvfølgeligheder og sandheder, som vi i vores hverdag handler og lever efter. F.eks. forestillingen om, at jalousi er en helt umulig følelse at håndtere og man derfor skal gøre alt for at undgå den.

Eller forestillingen om, at hvis man bare elsker nogen højt nok, så vil man aldrig få lyst til andre. Eller at lange monogame forhold er bedre end kortvarige seksuelle forhold, og at forhold i det hele taget kan hierarkiseres på den måde. Alt sammen sandheder, der ifølge bogen bevirker, at vi afholder os fra at udforske vores seksuelle lyster og præferencer.

Og for at blive lidt kling-klang (bogen er til tider lige lovlig amerikansk selvhjælps-kling klang til mig), afholder os fra at undersøge og udforske, hvordan det føles f.eks. at håndtere jalousi på samme måder, som vi håndterer andre besværlige følelser.

For denne skribent har opfattelsen og udlevelsen af åbne forhold indtil nu betydet noget i retning af, at hvis jeg eller min kæreste en sen nat faldt over en lækker dame og havde sex med hende, var der ingen skam i det. Så længe vi var åbne og ærlige omkring det, og måske nok ikke havde for meget eller for god sex med andre, var alt i orden.

Men i bogen beskrives der forhold, hvor det er okay at gå på dates med andre, have sex med hinandens venner, tilmed forelske sig i andre. Og her tror jeg nok, at min angst sætter ind.

For hvordan sikrer man sig, at ens kæreste ikke bliver for følelsesmæssigt involveret i en anden? Hvordan sikrer man sig imod, at hun ikke finder én, der er meget lækrere, klogere, tyndere, mere sexet etc. end en selv? Og det enkle svar er selvfølgelig, at det gør man ikke. Ligesom man heller ikke kan sikre sig mod dette i monogame forhold.

We believe it´s okay to have sex with everybody you love...and we belive in loving everybody

Ifølge bogen deler sluts deres seksualitet på samme måde som en filantrop deler sine penge – fordi hun har mange af dem, fordi hun godt kan lide at dele, fordi det gør hende glad. Men kærlighed, liderlighed og glæde fungerer ikke på samme måde som med penge. Hvis man deler ud i store mængder, kommer der kun mere tilbage.

Bogens påstand er, at mange ser på kærlighed og sex på samme måde som penge, og tror, at hvis de deler for meget ud, eller deres partner deler for meget ud, er der ikke noget til dem selv. Derfor: Jo gladere din kæreste er, f.eks. fordi hun har god sex med andre, jo mere glæde har hun at give til dig. Siges der altså i The Ethical Slut.

How to f*** up

I bogen skelnes der skarpt mellem utroskab/at bolle udenom og det at være en slut. En slut lyver ikke om sex med andre. Derfor er første regel i bogens How to fuck up-guide at lyve. At være en etisk slut er først og fremmest at være ærlig og behandle alle med respekt. Og bogens forfattere er på samme måde ærlige om, at åbne forhold ikke er problemfrie eller nemme at håndtere.

Fordi samfundet overvejende er bygget op omkring et tosomhedsideal, der indebærer monogami, rækkehus og 1,2 barn, har de færreste af os fået præsenteret andre tankesæt. Derfor udfordrer åbne forhold de flestes forestilling om det gode forhold.

På samme måde som vi bliver opdraget til heteroseksualitet, bliver vi også opdraget til monogami og tosomhed, og forestillingen om at vi gøres »hele« gennem mødet med et andet menneske (helst af det modsatte køn). Så der er ikke mange steder at kigge efter forbilleder eller alternativer.

Let’s slut it up

Efter at have læst bogen føler jeg mig udfordret i mit syn på forhold. Og imponeret. Der findes mennesker der, relativt ubekymret, formår at opfostre deres børn sammen med deres partnere og elskere og deres elskeres elskere, have sex med deres venner, have livslange primære partnere og samtidig gå på dates med andre.

Godt nok bor de tilsyneladende allesammen i San Francisco, men derfor kan der vel godt være håb for os andre i mindre eksotiske byer. Og efter at have læst bogen er det helt åbenlyst, at jeg (og min dame) har meget at lære, meget sex at dyrke og mange følelser at lære at leve med. Sikke en fest det bliver.

The Ethical Slut: A guide to infinite sexual possibilities, Dossie Easton and Catherine A. Liszt, Greenery Press, 1997

Redaktion: 
QueerKraft

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96