Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Dødstrusler mod bosniske queer-folk

6. oktober 2008 - 16:08

Dødstrusler mod bosniske queer-folk

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Offentliggørelsen af navne på ofrene for voldelige overfald ved åbningen af den første queerfestival i Bosnien, Queer Sarajevo Festival, betyder, at de fortsat chikaneres og modtager dødstrusler.

Den 25. september skrev den landsdækkende bosniske avis, Dnevni Avaz, en artikel, hvor alle navne på overfaldne deltagere og arrangører blev gengivet. Navnene på de overfaldne er siden dukket op i yderligere to aviser, Oslobodjenje og Nazavisne Novine.

En af dødstruslerne består i en video, der er dukket op på internettet. På YouTube er en video blevet upploadet med digitalt manipulerede billeder, der forestiller halshugningen af en af arrangørerne. Videoen truer desuden de øvrige arrangører.

Læs artiklen »Bosnisk Queerfestival truet til at lukke« på Modkraft.dk

Læs artiklen »Sarajevo Queer Festival organizers still under threat« på Amnesty Internationals hjemmeside (engelsk-sproget)

Arrangørerne af festivalen, Udruženje Q, blev den 26. september af sikkerhedshensyn tvunget til at stoppe festivalen. Efter voldelige overfald på festivalens første aften, havde de i første omgang besluttet at lukke arrangementerne for offentligheden. De ændrede derfor tider og steder for nogle planlagte aktiviteter og aflyste andre. Men chikanerier, dødstrusler og overfald på festivalens deltagere fortsatte, og tvang arrangørerne til helt at opgive festivalen den 26. september.

Udruženje Q indgav den 27. september anmeldelser om voldelige overfald på deltagerne i festivalen til politiet. Flere af de overfaldne var bange for at indgive anmeldelser, fordi de frygtede for deres sikkerhed.

Indtil videre har ingen statslige eller kommunale myndigheder i Bosnien og Herzegovina fordømt overfaldene. Amnesty International har forsøgt at få myndighederne i Bosnien og Herzegovina til at garantere arrangører og deltagere en effektiv beskyttelse mod dødstruslerne og andre former for chikanerier.

Menneskeretsorganisationen har imidlertid endnu ikke fået svar på dens anmodning om øjeblikkelige undersøgelser af hændelserne og retforfølgelse af de ansvarlige.

JPEG - 27.1 kb
Queer Sarajevo Festival blev aflyst efter to dage på grund af vold og intimidering. Trusler mod deltagere og arrangører fortsætter, fordi aviser har offentliggjort navne på voldsofre. Logo for Festivalen.
Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96