Når aktivister fra Luk Lejren Initiativet deltager i Røde Kors’ landsindsamling og samtidig benytter lejligheden til at dele løbesedler ud, der kritiserer Røde Kors’ engagement i de danske asylcentre, er det »både hensynsløst og uhyggeligt egoistisk«.
Det mener Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, der til Ritzau udtrykker stor skuffelse over, at »en lille gruppe københavnske autonome vil sabotere vores indsamling. (…) I værste fald kan det koste udsultede børn i Etiopien livet«.
Røde Kors vil derfor prøve at forhindre, at aktivisterne fra Luk Lejren kan blive indsamlere ved at tjekke indsamlernes identitet ekstra grundigt.
– Vi opfordrer vores indsamlingsansvarlige til at være ekstra opmærksomme og foretage flere stikprøver. Indsamlerne skal vise id, så vi er sikre på, at de er dem, de udgiver sig for at være, siger pressechef i Røde Kors, Hans Beck Gregersen, til Modkraft.dk.
Hvordan kan I vide, at aktivisterne ikke bare møder op som almindelige mennesker, viser deres id, og så går ud og deler løbesedler ud?
– Jamen, det kan vi heller ikke. Vi ved intet om dem, og vi ved ikke, hvad der skal ske. Jeg ved jo ikke, om de kommer i grønne eller sorte uniformer eller som pæne unge mennesker. Det er derfor vi opfordrer til ekstra opmærksomhed, siger Hans Beck Gregersen.

I kalder aktivisterne for »københavnske autonome«. I deres egen forståelse er initiativet meget bredt funderet. Hvorfor kalder i dem autonome?
– Det vil jeg slet ikke ind på det der. I vores optik er det her en autonom aktion. Det er noget, vi har fået at vide af folk, der kender det miljø.
En af dem, der både vil samle ind for Røde Kors den 5. oktober og samtidig dele løbesedler ud for Luk Lejren, er Karina Vestergård Madsen.
Hun er 45 år, mor til en pige på 17, og arbejder til dagligt som kommunikationskonsulent på VUC – og er ikke specielt »autonom«.
– Jeg har tidligere samlet ind for Røde Kors, og har nu meldt mig igen. Samtidig er jeg aktiv i Luk Lejren, fordi jeg mener, Røde Kors har et problem, når de på den ene side optræder som neutral nødhjælpsorganisation og samtidig driver asylcentre i Danmark på regeringens betingelser, siger hun til Modkraft.dk.
Ifølge Karina Vestergård Madsen fratager Røde Kors derved folk muligheden for at kritisere asylcentrene, fordi organisationen med sit gode omdømme blåstempler asylsystemet.
– Mange folk læser de forskellige forfærdelige historier om forholdene, men tænker samtidig, at »hvis det var så slemt, ville Røde Kors jo trække sig«.
Karina Vestergård Madsen understreger, at aktivisterne fra Luk Lejren deltager helt reelt i indsamlingen til Røde Kors.
– Vi gør jo det her for at hjælpe Røde Kors, fordi de gør meget godt andre steder i verden. Det er først, når folk har givet deres bidrag, at vi vil give dem en løbeseddel med vores kritik af asylcentrene, siger hun.
Ifølge Hans Beck Gregersen har Luk Lejren-aktivisterne imidlertid endnu ikke haft en dialog med Røde Kors for at forklare, hvad det er de vil.
– Vi har ikke haft nogen decideret dialog med dem, og deres pressemeddelelse er heller ikke sendt til os. Men vi er meget interesserede i en dialog, og Jørgen Chemnitz (leder af Røde Kors’ Asylafdeling, red.) har i flere uger tilbudt et møde med dem.
Luk Lejren-aktivisterne oplyser dog, at de flere gange har henvendt sig til Røde Kors:
– Vi har skam været i kontakt og dialog med Røde Kors. Og vi har et møde i næste uge med Jørgen Chemnitz, hvor vi håber at kunne snakke om, hvordan Røde Kors bedst muligt kan være med til at trække sig fra asylcentrene og arbejde for en bedre asylpolitik, siger Emil Nielsen fra Luk Lejren til Modkraft.dk.
Derudover forstår Luk Lejren ikke den voldsomme reaktion fra Røde Kors.
– Vi er på ingen måde interesseret i at ødelægge indsamlingen for Røde Kors. Tværtimod støtter vi jo faktisk op og deltager med mange indsamlere, siger Emil Nielsen.
Han kalder det »en total overreaktion fra Røde Kors’ side«, og opfordrer i stedet organisationen til at forholde sig til den kritik, aktivisterne har fremført af forholdende i asylcentrene.
– Vi jo ikke sindssyge voldspsykopater, men borgere som reagere på den uretfærdighed, vi oplever i vores hverdag, forklarer Emil Nielsen.
– Desuden har de jo ingen mulighed for at forhindre os i at deltage i indsamlingen. Vi er helt normale borgere – unge, gamle, danskere med og uden statsborgerskab. Og mange af os har tidligere deltaget i Røde Kors’ indsamlinger.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96