Det gav genlyd, da Venstres tidligere politiske ordfører, Jens Rohde for nyligt blev citeret for noget, der lignede en politisk indrømmelse af at grundlaget for Danmarks deltagelse i invasionen af Irak var baseret på myten om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
– Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man jo bare vedstå sig, sagde den udskældte politiker til Politiken.
Ifølge Jens Rohde bør regeringen erkende, at den i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben, og »hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri«, lød det fra Venstres spidskandidat til Europa-parlamentsvalget næste år.
Udtalelserne blev tolket som en undergravning af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der stædigt har fastholdt, at krigsgrundlaget udelukkende var baseret på Saddam Husseins manglende samarbejdsvilje med verdenssamfundet.
Og netop denne undergravning af statsministeren fik Venstres udenrigsordfører, Søren Pind til at kræve, at Jens Rohde skulle trække sine citater tilbage, men det afviser Rohde med henvisning til, at hans udtalelser er »fejlfortolket«. Men den køber Søren Pind ikke:

– Citaterne taler for sig selv, og jeg kan ikke se, hvordan de kan fejlfortolkes. Regeringen og statsministeren har flere gange sagt, at masseødelæggelsesvåbnene ikke havde noget med grundlaget for krigen at gøre. Det handlede udelukkende om, at Saddam Hussein ikke overholdt de FN-resolutioner, der var udstedt, og derfor skal citaterne trækkes tilbage, fordi de er skadelige for Venstre, sagde Pind til Politiken.
Men ikke nok med at både USA’s præsident George W. Bush, den tidligere britiske premierminister Tony Blair og Danmarks konservative udenrigsminister Per Stig Møller alle har udtalt, at de påståede masseødelæggelsesvåben var en del af baggrunden for invasionen – Søren Pind selv var i 2003 en af de fremmeste fortalere for denne version af virkeligheden.
»Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det«.
Anders Fogh Rasmussen, statsminister, 26. marts 2003
»Det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben«.
Per Stig Møller, udenrigsminister, 26. marts 2003
»Fredsbevægelsen har overhovedet ikke forholdt sig til (…) udviklingen af masseødelæggelsesvåben til fare for Iraks befolkning og de omkringliggende naboer«.
Søren Pind, Bygge- og Teknikborgmester, 1. marts 2003
»Netop nu udvider og forbedrer Irak sine anlæg, der bruges til produktion af biologiske våben«.
George W. Bush, amerikansk præsident, 12. september 2002
»Vi ved, at Saddam Hussein er fast besluttet på at beholde sine masseødelæggelsesvåben, besluttet på at lave flere«.
Colin Powell, amerikansk udenrigsminister, 5. februar 2003
»Vi ved, hvor de (masseødelæggelsesvåben, red.) er. De er i området omkring Tikrit og Bagdad«.
Donald Rumsfeld, amerikansk forsvarsminister, 3. marts 2003
»Det er nødvendigt at fjerne Saddam Hussein for at udrydde truslen fra hans masseødelæggelsesvåben«.
Jack Straw, britisk udenrigsminister, 2. april 2003
»Før folk hoverer over fraværet af masseødelæggelsesvåben, foreslår jeg, at de venter lidt«.
Tony Blair, britisk premierminister, 28. april 2003
Under overskriften »Afvæbn Saddam – For frihed og demokrati!«, indkaldte Søren Pind, der dengang var Bygge- og Teknikborgmester i København, til den »første danske demonstration mod Saddam Hussein« den 1. marts 2003, bare et par uger før invasionen fandt sted.
Til demonstrationen, der fandt sted på Axeltorv i København, talte blandt andre Troels Lund Poulsen, Venstres daværende udenrigspolitiske ordfører, og Martin Geertsen, tidligere Kultur- og Fritidsborgmester i København.
I en pressemeddelelse om demonstrationen udtalte Martin Geertsen:
– Vi vil med denne demonstration signalere, at der faktisk findes mennesker i Danmark, som vil have afvæbnet Saddam Husseins umenneskelige styre i Irak.
Og Søren Pind fulgte op med et udfald mod krigsmodstanderne:
– Fredsbevægelsen har overhovedet ikke forholdt sig til Saddam Husseins myrderier på sin egen befolkning og udviklingen af masseødelæggelses-
våben til fare for Iraks befolkning og de omkringliggende naboer. Det savner vi svar på.
Svaret fulgte som bekendt flere år senere, da det endelig stod klart, at Iraks nu afdøde diktator ikke var i besiddelse af de påståede masseødelæggelsesvåben.
Og selvom Søren Pind ifølge Politiken ikke har fantasi til at forestille sig, at Rohde fastholder citaterne, nægter den uregerlige Venstre-politiker blankt:
– Hvis der er brug for at sige mere, drøfter jeg det med statsministeren og forsvarsministeren, udtaler Jens Rohde således til Ritzau.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96