Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Pentagon: Intet forandret i Irak

1. oktober 2008 - 19:43

Pentagon: Intet forandret i Irak

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

I en kvartalsrapport til USAs Kongres skriver det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at den politiske situation i Irak fortsat er låst fast i en intern kamp om magt og resurser, der grundlæggende ikke har forandret sig.

Pentagon er bekymret over den langsommelighed, hvormed medlemmer af de sunnimuslimske militser bliver en del af Iraks væbnede regeringsstyrker eller andre statslige myndigheder.

Det amerikanske militær arbejder bevidst på, at få irakiske regeringstropper og allierede i sunnimuslimske militser til at tage et øget ansvar for det, man betegner som sikkerhedsoperationer i landet.

At det er lykkedes i et vist omfang, giver sig blandt andet udslag i tabsstatistikken i landet.

Antallet af dræbte soldater fra de irakiske sikkerhedsstyrker steg i september 2008 med næsten en tredjedel sammenlignet med sidste år, nemlig til 159 døde. Til sammenligning faldt de amerikanske dødstal med næsten 40 procent til 25 soldater for samme tidsrum, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

JPEG - 49.6 kb
Pentagon er bekymret over, at det går langsomt med at integerer sunnimuslimske tropper i regeringsstyrkerne i Irak.

Langsommelig integration af sunnimilitser

Pentagons rapport udkommer samtidig med, at USA er begyndt at overføre kontrol med omkring halvdelen af 100.000 lokale sunnimuslimske militssoldater fra at være selvstændige støttetropper (»Awakening Councils«) til egentlige statslige styrker under den shiamuslimske regering.

Beslutningen om overførslen blev offentliggjort i begyndelsen af september, og i sidste uge udtalte en amerikansk officer, at den irakiske regering begynder at betale militssoldaternes lønninger i Bagdad fra den 10. november. Uden for hovedstaden kommer støttetropperne først på lønningslisterne senere.

»Den langsomme overførsel er en bekymring«, hedder det i Pentagons rapport.

BBC skriver, at Pentagon er bange for, at de sunnimuslimske militssoldater vil slutte sig til landet oprørsstyrker, hvis de ikke bliver en integreret del af regeringsstyrkerne – og betalt for arbejdet.

Det amerikanske militær har indtil videre sat tusindvis af militsfolk på deres egne lønningslister og forsynet dem med træning og udstyr for at bryde den tidligere alliance mellem de sunnimuslimske styrker og al-quaeda.

Iransk sikkerhedstrussel

Rapporten udpeger desuden Irans indflydelse i landet, som en langsigtet sikkerhedsstrussel.

»På trods af de forsatte iranske løfter om det modsatte, er det åbenlyst at Iran forsætter med at finansiere, træne, bevæbne og instruere SG [specialgrupper, red.] med det formål at destabilisere situation i Irak,« står der i rapporten.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96