»Ingen kvinde skal høre et ondt ord fra os, hvis hun slår en voldtægtsmand ihjel« lød det fra Vagina Dentata – den bidske kusse – i 1996. Strategien Bash Back – at undertrykte grupper griber til vold eller trusler om vold som svar på chikane og overfald – ramte i årene 96-97 den danske offentlighed gennem forargede og fascinerede journalisters skriverier om den københavnske kvindebande, der opfordrede kvinder til, bogstaveligt talt, at slå tilbage mod sexisme.

»Vagina Dentata går ind for blodig krig mod de mænd, der gør kvinder fortræd. Medlemmerne er kamptrænede, bærer som regel våben og synes, det er i orden at tæve sine overfaldsmænd sønder og sammen, heraf navnet Vagina Dentata,« skrev Politiken 8. marts 1997 i en notits om Vagina Dentata, der i dagens anledning var på tryg afstand i Hamborg for at deltage »i en tysk demonstration, der skal skabe opmærksomhed omkring kvindelige fangers vilkår i tyske fængsler«.

Kvindebanden, hvis navn på latin betyder ’skede med tænder’, »foretrækker oversættelsen den bidske kusse,« oplyste dagbladet, der fem måneder tidligere havde bragt et interview med »Emma« og »Louise« fra Vagina Dentata:

»Så kan I godt passe på derude – I mænd, der har lyster i retning af vold, voldtægt eller sexchikane over for kvinder. En ny bevægelse af unge, militante feminister er løs, og måske har dit offer både en skarpslebet kniv, strikkepinde og tåregas med i dametasken – og hun er parat til at bruge sine våben,« indledte Politikens journalist Inge Methling artiklen »Militante feminister går med kniv« den 25. oktober 1996.

Bidt eftertrykkeligt i penis

Anledningen til interviewet med Vagina Dentata var dels, at banden ugen før havde besat Politiken, »for at skabe opmærksomhed om deres budskab, der opfordrer kvinder til ’militant konfrontation’ – læs selvtægt,« og dels at en kvinde lørdag morgen i Odense havde bidt en voldtægtsmand »så eftertrykkeligt i penis, at han måtte på skadestuen til behandling.«

Ud over besættelse af Politikens redaktion og opfordringer til kvinders selvforsvar stod Vagina Dentata også bag seperatistiske fester og seminarer i Kvindehuset. Foto: Privat

»Måske er hun medlem af en af de nye kvindebander, der er opstået som svar på de mange, voldelige overfald på kvinder,« funderer Inge Methling og fortsætter:

»For kvinderne i Vagina Dentata er det indlysende, at alle kvinder skal lære kampteknik og selvforsvar – og så er det i øvrigt i orden, hvis en kvinde tæver sin overfaldsmand sønder og sammen og – om nødvendigt – slår ham i ihjel.«

»Vi ved ikke, om kvinden fra Odense er en af os, men hun skal i hvert fald være velkommen,« siger »Louise« fra Vagina Dentata, der sammen med »Emma« optræder som talskvinder for gruppen over for Politiken.

En voldtægt er en for meget

Kvindebanden opstod ifølge Inge Methlings interview som reaktion på en række voldtægter og voldtægtsforsøg i Silkeborg. Men det, der for alvor »slog hovedet på sømmet for Vagina Dentata« var »det lokale politis opfordring i den forbindelse til, at alle kvinder skal holde sig hjemme om aftenen eller i det mindste færdes flere sammen – helst med mandlig beskyttelse.«

At den formodede voldtægtsmand på daværende tidspunkt var blevet anholdt, mildnede ikke Vagina Dentata, skriver Inge Methling, og citerer »Emma« og »Louise« fra kvindebanden:

»Vold og voldtægt mod kvinder findes overalt, ikke kun i Silkeborg. Og bare én voldtægt er én for meget. Ingen kvinde skal høre et ondt ord fra os, hvis hun slår en voldtægtsmand ihjel. Retssystemet giver os overhovedet ingen beskyttelse – det er latterligt små straffe, som gives til voldtægtsforbrydere, og kvinden skal tilmed gennem en ydmygende proces undervejs. Vold, voldtægt og sexistisk chikane mod kvinder er ikke enkelte mænds overgreb, men et udtryk for, at hele samfundet er gennemsyret af en sexistisk ånd. Derfor tror vi heller ikke på retfærdighed fra samfundets side. Det eneste, der kan stoppe det, er at kvinderne begynder at slå igen.«

Psykopater a la Kabul

At Politiken valgte at bringe et stort interview med de bidske kusser, var det åbenbart ikke alle på avisen, der fandt indlysende.

»Organet for den højeste oplysning kunne i denne uge bringe ildevarslende rapporter om såvel tudser som kusser. Med hensyn til sidstnævnte er der tale om en »kvindebande« med det latinske navn Vagina Dentata – af medlemmerne selv oversat til Den Bidske Kusse.«

»De øvre dele af damernes fysiognomi forblev ubeskrevet, idet gruppens talskvinder havde tildækket deres ansigter efter de gældende retningslinier i Kabul, inden de stillede op for Politikens fotograf,« skrev Politikens »Sket i ugen«-skribent to dage efter artiklen »Militante feminister går med kniv.«

Bemærkelsesværdigt nok blev tørklæder/tildækning allerede i 1996 brugt af danske journalister som mistænkeliggørende symbol. Men Vagina Dentatas tildækning af ansigtet var alligevel ikke det, der hidsede »Sket i ugen«-skribenten mest op:

»Til gengæld gav artiklen et glimrende indtryk af, hvad der foregik inden i deres hoveder: Talskvinderne Emma og Louise gik varmt ind for at skære gerningsvåbnet af mænd, som begår voldtægt. Endvidere reklamerede de for øjeblikkelig fysisk afstraffelse af mænd, som går rundt og klapper kvinderne bagi eller kommer med sex-fikserede udtalelser.«

»Hvis kvinder tager sagen i egen hånd og selv straffer de mænd, som overfalder eller generer dem, vil det meget hurtigt have en præventiv virkning, mente Emma og Louise. De to kamptrænede kusser tilføjede, at de selv havde været ude på den anden side af lovens grænse: »Vi tager det rimeligt afslappet, det dér med straffeloven«, udtalte Louise, »men sådan er der jo efterhånden så mange, der har det, uden at man må kalde dem psykopater af den grund.«

International tradition

I april 1997 bragte Faklen et længere interview med Vagina Dentata, og skrev:

»Selv om kvindebandefænomenet er forholdsvis nyt i Danmark, kan Vagina Dentata berette om lande som Italien og Tyskland, hvor der i længere tid har eksisteret organiserede kvindepatruljer. Herhjemme kender de til en del lignende kvindegrupper spredt over hele landet, men det er ikke alle disse, der vil bruge betegnelsen »kvindebande« om sig selv.«

»Interessen og bevidstgørelsen omkring den problematik, de arbejder med, er stigende. Og selvom det er et nyt fænomen, at nogen tager sig retten til at slå igen, så har der dog ifølge Vagina Dentata altid eksisteret stærke feministiske kræfter såvel i kvindegrupper som hos enkeltpersoner. Men kvindebanden betegner det som deres formål at oprette en ny, stærkere og mere radikal kvindebevægelse, som kan skabe forandringer, både holdningsmæssigt og i praksis.«

Blandt sine forbilleder nævner Vagina Dentata den indiske kvinde Phoolan Devi:

»Som kasteløs måtte hun tåle at blive voldtaget af sin ægtemand og andre af mændene i sin landsby. Efter at være blevet bortført af en røverbande, som hun dog senere blev optaget i, vendte hun tilbage og dræbte 11 af sine voldtægtsmænd. De mange års mishandling, først i sin landsby og dernæst i fængslet, knækkede imidlertid ikke Phoolan Devis kampmod. I dag er hun valgt ind i det indiske parlament, men har igen måttet flygte pga. retssystemets genoptagelse af hendes sag,« skrev Faklen, og Vagina Dentata understregede, at konkret handling, er det, der lægges mest vægt på: »Man kan lære meget, men det er altid praksis, der er afgørende.«

Retten til at slå igen

I interviewet til Politiken et halvt år tidligere, understregede kvindebanden, at »det er enhver kvindes ret selv at definere, hvornår hendes grænser er overskredet. Hvis kvinder tager sagen i egne hænder og selv straffer de mænd, som overfalder eller generer dem, vil det meget hurtigt have en præventiv virkning, siger Emma og Louise,« hvad der fik Politikens journalist til at spørge:

»I vil bekæmpe vold med vold – er det ikke at spille fallit?«, og Emma og Louise svarer:

»Kvinder er i dag udsat for en vold, der er sat i system, og det skaber en generel angst. Der er næppe en kvinde, som ikke har prøvet at blive forulempet på grund af sit køn, og når du oplever det, har du kun to muligheder: At finde dig i det og dermed blive ydmyget over at blive gramset på – eller måske endda voldtaget. Eller at slå igen. Først da jeg begyndte på det, oplevede jeg at få respekt, siger Emma.«

Louise: »Det, vi opfordrer til, er i virkeligheden ingenting i forhold til det, kvinder udsættes for i dag. Hvis vi ikke svarer igen, fører det til en massiv selvundertrykkelse. Jeg har selv oplevet det som en enorm lettelse at banke en overfaldsmand, og for mig er det helt i orden, at kvinder selv vælger, hvordan de vil svare igen – herunder også at amputere ’de nødvendige lemmer’.«

»Man kan ikke snakke sig ud af en voldtægt. Derfor er det nødvendigt, at alle kvinder lærer kampteknik og i øvrigt udstyrer sig med tåregas, strikkepinde, knive – eller hvad de nu har lyst til.«

I interviewet til Faklen forklarer Vagina Dentata videre om kvinders ret til selv at sætte grænsen:

»Det er bedst, at jeg selv formulerer, hvad der er godt for mig. Det kan samfundet ikke fortælle mig. Kvinder har jo forskellige grænser. Det er ikke sådan, at man kan lave en fast regel, der siger, at et klask i røven koster to udslåede tænder eller lignende. På den måde fungerer det ikke. Det må være den enkelte kvinde, der selv vurderer, hvornår hendes grænse er overskredet, og om hun vil svare igen og i så fald med hvad. Den eneste faste regel er, at hun har retten til det.«

»På spørgsmålet om, hvilke sanktioner det er rimeligt at tage i anvendelse over for voldtægtsforbryderen, er svaret: »Any means necessary.« Vi må tage ansvaret i vore egne hænder. De problemer, vi oplever, må vi selv finde løsninger på, for der er ikke andre, der gør det for os. Hvis kvinden har magten og kræfterne til det i situationen, skal hun naturligvis bruge alle midler. Alle tricks gælder.«

Vagina Dentata mener heller ikke, at der kan opstilles en entydig grænse for, hvornår det er rimeligt at slå ihjel: »Det er i hvert fald ikke en grænse, vi skal sætte. Det må være op til den enkelte. Vi vil ikke en norm, der siger, at alle kvinder, der bliver udsat for voldtægt, skal slå deres gerningsmand ihjel. Men vi synes, det er helt fint, hvis de gør det. Hvis en kvinde vælger at hævne sig eller tage den frihed, der blev taget fra hende, tilbage, så støtter vi det 100%, og vi har ingen moralske skrupler, hvad det angår.«

Modangreb er »ynkeligt«

Vagina Dentatas offensiv fik også biologisterne på banen, blandt andet Berlingskes kunst- og litteraturanmelder, der mente, at »kønskamp kan kvæle kreative kræfter. Vi vil være bedre tjent med fokus på den såvel skabende som selvskabende kvinde.«

I kommentaren »Kvindeligt tæskehold«, der til dels var en reaktion på Faklens interview med Vagina Dentata, som hun kaldte »tænderklaprende læsning«, skriver Eva Pohl:

»Moderne kvinder vil have plads – nogle også spalteplads. Kønsrolledebatten blomstrer kraftigere, end den har gjort længe. Og en del af de kvinder, der i den seneste tid har fået omtale, bider bogstaveligt fra sig. Selv de mere nuancerede i debatten – kvinder, som ved, at det trækker fra at klippe håret kort – klipper af og til en hæl eller en tå for at få budskabet igennem (...)«

»Disse kvinder, (Vagina Dentata, red.) der optræder anonymt i pressen, slår igen, når de oplever mænds kønsdiskriminerende adfærd. De vender ikke den anden balle til, som de formulerer det. Men opfordrer andre kvinder til at danne grupper, der gør op med offerrollen. Udgangspunktet er ønsket om at give kontant modspil til overgreb. Vagina Dentata opfordrer til selvtægt som passende modtræk til voldtægt, og der er, ifølge kvindebanden, ingen forældelsesfrist. Reaktionen behøver ikke at falde prompte. Mænd må lære, at voldtægt ikke kan betale sig. Og denne radikale og militante feminisme (der er tilsvarende grupper i andre lande) står ikke upåagtet.«

Eva Pohl medgiver Vagina Dentata, at »naturligvis hører voldtægt ikke til i de mandlige forbrydelsers småtingsafdeling,« men hun mener, at »Vagina Dentatas angrebslystne holdning både er forældet og udtryk for ressourcespild.«

Kunst- og litteraturanmelderen bruger en nyudkommen dansk oversættelse af svenske Nina Björks bog, »Kvindelighedens maskerade«, til at understrege det »ynkelige« ved Vagina Dentatas Bash Back-strategi:

»[D]et væsentlige budskab (er) at vi må nyskabe kvindeligheden. Vi må i en stadig proces arbejde os frem mod en ekspansiv kvindelighed. Og Nina Björk – som beklageligvis undervurderer biologiens rolle og overser moderskabets særlige givende og modtagende gren af kvindeligheden – tager, som flere andre, og på inspirerende vis, afsæt i Simone de Beauvoirs liv og tanker.«

»Nina Björk ser på de kvindelige vækstmuligheder. Og i det perspektiv er den kyniske feminisme ynkelig. Mistro er ganske enkelt spild af tid. Desuden bekræfter Vagina Dentatas kampberedthed de traditionelle mandlige opfattelser af kvinden som det uregerlige dyr. Det er ikke vanskeligt at få associationer i retning af et ulvekobbel,« skrev Eva Pohl den 11. maj 1997, og sluttede af med denne fanfare:

»[M]andens ældgamle angst og mistro overfor kvinden ligger i opfattelsen af, at der i kvinden lever et fremmed og farligt naturvæsen. Et uforståeligt og magtfuldt væsen, som han drages imod og som truer med at opsluge hans mandlige jeg. Skulle der ligge en enkelt uforudsigelighedens pote gemt, bør den bruges mere kreativt, end Vagina Dentata og beslægtede synspunkter lægger op til.«

Vend vreden udad

Vagina Dentata påpegede over for Faklen, at det netop er samfundets opdragelse af kvinder som nogen, der ikke kan eller bør slå fra sig, der legitimerer sexistiske overgreb:

»Det ligger i vores samfund, i vores opdragelse, hvilket vil sige i hele det system, vi lever i. Kvinder er modsat mænd opdraget til ikke at være aggressive, men at vende tingene ind mod sig selv og dér finde årsagen: ’Jeg har nok gjort …’ og ’Jeg skulle ikke have sagt …’ Men når man får følelsen af hævn eller lyst til at hævne sig, er det jo for at få det ud af kroppen igen og rette det mod den, der er årsag til det.«

»Hvis en kvinde bliver udsat for et overgreb, er der altid en tendens til, at man søger grunden til overgrebet i hendes adfærd, hendes manglende evne til at sige fra eller hendes tøj. Men vi vil gerne slå fast, at ingen har lov til at begå overgreb!«

Kvindebanden understreger samtidig, at de ikke agerer »udrykningspatrulje«, men opfordrer alle kvinder til at lave selvorganiserede bander, der hvor de er:

»Vi er ikke en central, man kan ringe til, og så rykker vi ud med baseball-bats.« Derimod prøver de at skabe et netværk af samarbejdende kvindebander, der således vil stå stærkere, end hvis kvinderne forbliver opsplittet i smågrupper.

»Vi prøver at mobilisere andre kvinder til at slutte sig sammen med os i en bevægelse,« siger gruppen. »Vi må sende nogle signaler, der siger: Vi kan og vi vil slå fra os. Og vi har ret til at gøre det! Det handler om at gøre op med offerrollen – ikke at acceptere at være offer. Dette provokerer mange, men det er vigtigt at turde slå fra sig og gå imod de myter og fordomme, der får de fleste til at tro, at kvinder ikke kan slås. For det kan vi!«