Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Bosnisk Queerfestival truet til at lukke

29. september 2008 - 16:08

Bosnisk Queerfestival truet til at lukke

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Hvad der skulle have været en festlig debut for homoer og queers i den bosniske hovedstad Sarajevo, endte i gentagne voldelige overfald fra homofobiske hooligans og religiøse fanatikere.

Festivalen, der skulle have varet i fire dage, sluttede derfor efter godt et døgn, da arrangørerne ikke kunne garantere for deltagernes sikkerhed. Adskillige deltagere var da blevet hårdt kvæstet, heriblandt en dansk statsborger, der senere er flygtet ud af landet.

Allerede inden festivalen var åbnet, havde arrangørerne modtaget dødstrusler og fået offentliggjort deres navne og adresser på internettet. Bosniske politikere og medier har offentligt fordømt festivalen som »syg« og »unaturlig«.

Den bosniske politiker Amir Zurkic udtalte således til landet største avis, at »disse mennesker (homoer, red.) har brug for hjælp, for uheldigvis omfatter Guds fantasi alt«.

Den serbiske politiker Rajko Vasic udtalte, at han er modstander af juridisk beskyttelse for bøsser og lesbiske på grund af deres »unaturlige, syge og afvigende opførsel«.

– For mig er alt, hvad der ikke er naturligt, unormalt, erklærede politikeren ifølge queer-hjemmesiden xtra.ca.

Og lægen Amila Alikadic-Husovic, der er medlem af det bosniske parlament udtalte om homoseksuelle:

– Jeg tror, at denne sygdom kan kureres, og jeg er ikke tilhænger af, at den spredes. Psykologiske afvigelser af homoseksualitet bør være en sag for psykiatere, og det er bestemt ikke typisk for vores mentalitet.

JPEG - 48.6 kb
Medlemmer af The Islamic Community i diskussion med politiet uden for indgangen til Queerfestivalen i Sarajevo. Foto: Podrška Queer Sarajevo Festivalu

Da Sarajevos midtby samtidig var domineret af plakater med teksten »Død over homoerne«, og religiøse ledere i byen havde opfordret til at festivalens arrangører blev »lynchet, stenet, overhældt med benzin og udvist af landet« slog både Amnesty International og den bosniske afdeling af den europæiske samarbejdsorganisation for sikkerhed og samarbejde (OECD) alarm.

»Udtalelserne vendt mod denne gruppe viser et stort behov for respektfuld dialog og ansvarlig rapportering i medierne«, skrev OECD således i en pressemeddelelse.

Hooligans og religiøse til angreb

Det politiske klima var altså temmelig ophedet før festivalens start – og da den åbnede med en ceremoni og en udstilling om queer-liv og kultur, mødte 50 fodboldhooligans op, skreg trusler mod deltagerne og kastede sten mod udstillingsbygningen.

Læs mere på xtra.ca (engelsk)

Se Sarajevo Queerfestivals hjemmeside

Samtidig samledes religiøse fanatikere fra The Islamic Community tæt ved udstillingens indgang, hvor de svinede deltagerne til med råb som »Dræb bøsserne« og »Alhau Akbar« (Gud er stor, red.). Ifølge nyhedssitet B92.net havde den islamiske organisation på forhånd fordømt Queerfestivalen, som den mener promoverer »amoral og unaturlig kærlighed midt under Ramadanen«.

Da festivaldeltagerne senere på aftenen forlod udstillingen, begyndte de fysiske angreb. En kvinde blev slået i ansigtet lige uden for indgangen, mens syv andre blev pryglet voldsomt i gaderne eller modtaget af tæskehold foran deres lejligheder.

Ifølge arrangørerne var politiet kun moderat tilstede, og ikke voldsomt interesserede i at beskytte festivaldeltagerne, men otte homofober endte med at blive anholdt.

Katolske fascister

Angrebene i Sarajevo følger efter lignende overfald på deltagere i Queerfestivalen i Serbiens hovedstad Beograd ugen før. Festivalens tema var »Direkte aktion og Antifascisme«, og det skulle vise sig at være et helt aktuelt emne.

Medlemmer af den katolsk-fascistiske organisation Obraz angreb deltagere på vej hjem fra festivalen, hvoraf enkelte blev hårdt kvæstet. Politiet nåede at anholde et enkelt medlem af fascistgruppen, der også stod bag overfaldet på Prideparaden i Beograd i 2001.

Anders Fogh ignorerer homoer

Den såkaldte Intergruppe i Europaparlamentet har fordømt angrebene i Sarajevo som »kujonagtigt opførsel«. Ifølge gruppens formand, Michael Cashman, skal Bosnien-Hercegovina bevise at landet vil respektere LGBT-personers rettigheder, hvis det skal optages i EU.

Også Amnesty International og andre menneskerettighedsgrupper har udtrykt bekymring over overfaldene og krævet, at myndighederne i Bosnien-Hercegovina garanterer for LBGT-folks sikkerhed (LBGT: Lesbian, Bisexual, Gay, Transgender, red.)

I et åbent samråd har socialdemokraternes kultur- og medieordfører Mogens Jensen forgæves bedt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om at påpege det uacceptable i overgreb mod homoseksuelle i lande som Rusland, Polen, Letland og Litauen, når statsministeren mødes med andre statsledere.

Men statsministeren har indtil videre nægtet at møde op og svare på spørgsmål om homoseksuelles rettigheder. Fogh Rasmussens vrangvillighed har nu fået formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), til at klage til Folketingets præsidium over statsministeren og bedt præsidiet tage sagen op, skriver prideradio.dk.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96