Den blodige konflikt i Bolivia er især gået hårdt ud over den indianske del af befolkningen, som de seneste uger, har været udsat for massakre og racistiske overgreb.
I de østlige lavlandsregioner, Santa Cruz og Beni, har en række sociale organisationer fået deres kontorer raseret, og flere indianske ledere lever fortsat i landflygtighed.
De voldsomme uroligheder, der siden den 9. september har lammet og chokeret landet, kulminerede i en menneskelig tragedie, da paramilitære grupper, med tilknytning til de lokale myndigheder, åbnede ild mod et større optog af indianske bønder i det nordlige Bolivia.
Delegationen var på vej mod hovedstaden Cobija i Pando-provinsen for at demonstrere imod de lokale myndigheders krav om regional løsrivelse. De var ved at krydse floden Tahuamanu, da de faldt i baghold.
Øjenvidner beretter om, hvordan den ene maskingeværsalve efter den anden lød fra den anden side af bredden. Optoget spredtes for alle vinde – nogen flygtede ind i skoven, andre prøvede forgæves at svømme tilbage til bredden. Femten indianske bønder blevet dræbt, heriblandt kvinder og børn, mens 37 lå sårede tilbage:
– Ved Tahuamanu lå de i baghold, bevæbnet. Mange af mine kammerater faldt omkring mig. Jeg så hæderlige mænd blive dræbt. Vi slæbte de døde med os ind i skoven, mens de forfulgte os som hunde, som dyr. Mange blev skudt mens de flygtede, fortæller en tydelig berørt Cristián Domínquez, der selv blev såret ved Tahuamanu.
Rodrigo Medina Alipaz, var også til stede ved massakren. Han fortæller, at der var kvinder og børn blandt ofrene:
– De hev fat i håret på en kvinde, som havde sit fem-årige barn med, og da hun tryglede dem om ikke at slå dem ihjel, skød de hende i hovedet. Barnet græd og de tog fat i ham og skød ham. Sådan oplevede jeg folkedrabet, og derfor er vi kommet her i dag, for at kræve at de ansvarlige bliver stillet til ansvar.
Således fortæller øjenvidner, der overlevede Pando-massakren i Bolivias nordlige regnskovsområde. De var heldige, men mange overlevede ikke, som det fremgår af deres øjnevidneberetninger.
En uge efter sammenstødet mellem indianske bønder og bevæbnede oppositionsgrupper taler menneskerettighedsorganisationer og statsadvokaten åbent om en massakre.
Statsadvokaten er gået så langt som, at kalde Pando-massakren på indianske børn, kvinde og mænd, for decideret folkemord.
Landets præsident, Evo Morales, kalder massakren for »den værste i Bolivias demokratiske historie«, og sammenligner nedskydningen med hændelser under Hugo Banzer Suárez’ diktaturtid.
Guvernøren i Pando, Leopoldo Fernández, sidder midlertidig varetægtsfængslet i hovedstaden La Paz, anklaget for folkedrab.
– Vi har besluttet at anlægge sag mod Leopoldo Fernández Ferreira for den blodige massakre, der har fundet sted i Pando, bekendtgjorde Bolivias statsadvokat, Mario Uribe, på en pressekonference.
Guvernøren står til 30 års fængsel, og chancerne for at han atter kommer på fri fod er små. Men i et land som Bolivia kan en håbløs retssag hurtig vendes til ens fordel, hvis man har likviderne i orden, og det må man sige, at Leopoldo Fernández har.
Udover at sidde som folkevalgt leder i landets nordlige regnskovsregion, har han skabt sig en formue på blandt andet kastanjeproduktion, som er regionens primære industri.
Pando er den mest ufremkommelige og øde region i det fattige sydamerikanske land, med en minimal infrastruktur.
De fleste bønder bor i små landsbyer ude i junglen. Mange steder er der ingen elektricitet, og for de flestes vedkommende er radioen deres eneste forbindelse til omverdenen.
Ingen ved derfor præcist, hvor mange der er døde og sårede, og det er svært at organisere en evakuering af de udsatte befolkninger, der lever spredt i junglen, da man bogstavelig talt skal banke på hver eneste dør, hos hver eneste familie i det enorme regnskovsområde.
I øjeblikket meldes der om 106 forsvundne, oplyser landets forsvarsminister Walker San Miguel, og ledere fra bondefagforeningen CSUTCB i Pando frygter, at tallet af døde vil stige i løbet af de næste uger:
– I næste uge har vi et bedre overblik over, hvor mange som er kommet hjem til deres landsbyer. I øjeblikket gemmer mange sig i junglen, eller er blevet dræbt af paramilitære grupper, fortæller Cristian Dominguez fagforeningsleder i CSUTCB.
FN og flere nationale menneskerettighedsorganisationer har indtil videre sendt observatører ud for at undersøge omfanget af massakren i regionen, hvor der går rygter om massegrave.
Cristian Dominguez var med i optoget, som faldt i baghold ved Tahuamanu-floden. Han overlevede massakren og er nu rejst til La Paz, sammen med andre øjnevidner, for at kræve retfærdighed:
– Vi er her for at fortælle omverden om overgrebene i Pando – for at kræve retfærdighed. Vi beder det internationale samfund om at assistere ved et kommende retsopgør, men lige nu beder vi om nødhjælp og beskyttelse til familierne i Pando, fortalte en tydelig rystet Cristian Dominguez på et møde arrangeret af den danske ulandsorganisation IBIS i hovedstaden La Paz i sidste uge.
Det var det første i en række af møder mellem repræsentanter fra internationale og nationale NGO’er, EU og FN.
IBIS karakteriserer situationen i Pando som en humanitær krise og plæderer for en international nødhjælpsindsats, hvor der er behov for læger og psykologhjælp:
– Det er afgørende, at internationale instanser som EU og FN kommer på banen, både med hensyn til nødhjælp og i det retslige efterspil, forklarer IBIS’ nationale koordinator David Choqueticlla.
Konfliktens stridende parter har officielt nedlagt våbnene og sat sig til forhandlingsbordet, men i Pando-regionen langs grænsen til Brasilien, jages indianske bønder stadig vildt, ifølge flere internationale NGO’er der er til stede i regionen.
Regeringen har sendt militært personel til området og erklæret regionen i undtagelsestilstand, indtil der er oprettet lov og orden, men indsatsen er langt fra tilstrækkelig, som Milton Soto, fra den svenske NGO Dikonia, fortæller:
– Soldaterne er koncentreret i de større byer, mens menneskejagten på bønderne foregår i landområderne.
I tæt samarbejde med andre internationale NGO’er, forsøger IBIS at lægge pres på regeringen. NGO’erne forlanger, at der sendes mere militær til området, at der oprettes en flygtningelejr – hvor de jagede indianske bønder kan søge tilflugt – og at de mest udsatte familier flyves i sikkerhed i hovedstaden.
Området er rigt på naturressourcer og der er en udbytterig tømmerhugst, kvægavl og kastanjeproduktion i regionen. Jorden er delt mellem få personer, og de statslige udviklingspenge, som når guvernørens hovedsæde ude i junglen, når ikke den ekstremt fattige landbefolkning.
– Guvernøren ejer stort set Pando – politi og dommer er i lommen på den lokale patron og med vold og trusler kontrollerer han sit territorium, forklarer Christian Rodrigues.
Indianske organisationer og bondeforeninger har siden 80’erne krævet en retfærdig fordeling af jorden, del i landets enorme ressourcer og krævet deres ret som arbejdere, borger og som mennesker.
Og det var også derfor bondeoptoget sidste torsdag marchere mod Cobija – »for at kræve er værdigt liv«, som Rodrigues udtrykker det. Men regionens virksomhedsledere, kvægavlere og godsejere er ikke interesserede i at give afkald på deres økonomiske og politiske privilegier.
Leopoldo Fernández lever selv godt af udvinding af områdets naturressourcer, og er en af spydspidserne i selvstyrebevægelsen, der består af lokale godsejere og virksomhedsledere.
Anført af guvernørerne fra de fem østlige regioner forsøger selvstyrebevægelsen at løsrive de olie- og gasrige lavlandsregioner, med henblik på at beholde indtægterne fra landets energiressourcer.
Regeringen og menneskerettighedsorganisationer beskylder bevægelsen for at finansiere de paramilitære grupper, der siden den 9. september har trukket et spor af blod gennem Bolivia.
Situationen i det sydamerikanske land har været anspændt siden landets præsident, Evo Morales, vandt folkeafstemningen om hans fortsatte lederskab den 10. august i år. Med opbakning fra knap 70 procent af stemmerne var det en historisk valgsejr for Morales og hans reformistiske linje.
Oppositionen kræver selvstyre med henblik på at beholde indtægterne fra landets energiressourcer. Udsigterne til en folkeafstemning om en ny grundlov fik sidste tirsdag de flere måneder lange politiske spændinger til at eksploderede i et voldsorgie.
Vedtages grundloven, vil det skabe de politiske og juridiske rammer for et brud med oligarkiets magt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96