Når der den 25. oktober afgår en demonstration fra Allerød mod asylcenteret Sandholmlejren i Nordsjælland, vil den være bevæbnet med kreative maskiner og metoder til at nå frem til lejren, fjerne hegnet og sætte lejrens kontrolmekanismer ud af funktion. Talsperson Anna Bågø fortæller:
– Luk Lejrens styrke vil blive, at vi er så mange. Alle kan deltage og i initiativet er vi mange forskellige mennesker. Unge, gamle og borgere med og uden dansk statsborgerskab. Det vi er fælles om, er, at vi synes Sandholmlejren, er racisme.
– Vi vil lukke lejren ved at bruge civil ulydighed. Uden at bruge vold vil vi tage op og fjerne hegnet omkring Sandholmlejren og samtidig lukke den kontrolpost, som kontrollerer lejrens beboere, forklarer Pil Christensen, der ligeledes er talsperson for initiativet.
– Den 25. oktober vil den ulydige borgers våben være bidetangen, som skal bruges til at klippe hegnet i stykker. Vi håber, at tusinder vil deltage og være med til at handle imod den racistiske praksis i Sandholm.

Aktionen lægger sig dermed i samme spor som den spektakulære »Aktion G13«, hvor mange tusinde aktivister for et år siden på samme måde annoncerede at ville indtage en tom ejendom i Københavns Nordvest-kvarter og omdanne den til ungdomshus. Også her var der tale om en storstilet, konfrontativ, men fredelig civil ulydighedsaktion.
På trods af G13-aktivisternes både erklærede og gennemførte ikke-vold, svarede Københavns politi dengang igen med masseanholdelser og massiv brug af tåregas.
– Vi mener, at den forskelsbehandling og diskriminering, som finder sted i Sandholmlejren og i det danske asylsystem er udtryk for racisme. Vi vil vise med den her aktion, at man kan handle mod racisme. Vi inviterer alle til at handle sammen med os, uddyber Pil Christensen.
Initiativet Luk lejren, der allerede nu samler hundredvis af borgere, vil planlægge og mobilisere til aktionen den 25.oktober, og ifølge talspersonerne er der ikke tale om en symbolsk aktion:
– Når vi den 25. oktober tager til Sandholmlejren, er det for at lukke den siger Anna Bågø.
– Vi tager sagen i egne hænder, fordi vi som borgere ikke kan leve med den måde vores medborgere, der er indsat i lejren, bliver behandlet på. I Sandholmlejren sidder vores medborgere uden de mest basale borgerrettigheder. De får frataget alle muligheder for at handle i deres eget liv.
– Forestil dig, at du ikke må arbejde eller uddanne dig, og at andre borgere er ansat til at kontrollere dig. Beboerne i Sandholmlejren lever et liv i uvished og en konstant risiko for at blive fængslet og udvist. Sådan er tilværelsen i Sandholmlejren. Borgerne i lejren lever under eksistensminimum og helt uden kontrol eller medbestemmelse over, hvad der skal ske i deres liv.
Sandholmlejren drives til dagligt at Røde Kors, ligesom Udlændingeservice og rigspolitiet er til stede i lejren. Luk lejren kritiserer Røde Kors for deres rolle i Sandholmlejren:
– Lige nu er Røde Kors med til at legitimere et racistisk asylsystem. Deres rolle i lejren er under al kritik – for eksempel deltager de aktivt i kontrollen af beboerne. Vi tror på, at mange Røde Kors-medarbejdere ikke har lyst til at være med mere. Det her er Røde Kors’ mulighed for at sige stop og gå med den 25.oktober for at lukke lejren.
Ifølge aktivisterne skal aktionen vise, at alle kan gøre noget.
– Det er muligt at lade være med stiltiende at bakke op omkring den racistiske lejr. Vi ser det som en borgerpligt at handle ulydigt, når flertallet krænker en minoritets rettigheder – og det vil vi gøre den 25.oktober, siger Anna Bågø.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96