En gruppe unge socialister blev torsdag aften klokken cirka 21.30 overfaldet af en gruppe nazister i Vejle midtby.
Overfaldet fandt sted på Dæmningen i en viadukt, der støder op til gågaden. To af nazisterne blev anholdt af politiet, men løsladt senere på natten.
Der var ifølge de overfaldne unge socialister fra Socialistisk UngdomsFront, SUF, tale om et planlagt overfald; de ni nazister lå på lur for at overfalde de unge socialister efter et åbent møde i SUF, fortæller en af de overfaldne til Modkraft.dk.
– Det var planlagt vold. De ni nazister lå på lur ved Dæmningen, siger Lea, der var i gruppen af unge SUF’ere.
– Da vi vendte om og forsøgte at komme væk via en viadukt, blev vi overfaldet bagfra. Jeg fik to spark og to slag i ansigtet. En blev, mens nazisterne tævede løs, slået med en øldåse i hovedet – og også to andre blev slået i hovedet.
I alt ni nazister var med i den gruppe, der ventede på SUF’erne, fortæller en anden af de overfaldne, Sune, til Modkraft.
– Fire af nazisterne tilhører den hårde kerne fra Vejle, og det var dem, der var voldelige. De fem øvrige holdt sig i baggrunden, fortæller han.
Fire af SUF’erne måtte efter overfaldet på skadesstuen. Ingen var dog kommet alvorligt til skade, men havde overfladiske skrammer. Årsagen var formodentlig, at politiet hurtigt dukkede op på stedet.

Sydøstjyllands Politi bekræfter over for Modkraft.dk, at to nazister er blevet anholdt og sigtet for vold. De to blev dog senere på natten løsladt, fortæller vagtchef Svend Pedersen.
Kan du bekræfte, at en gruppe unge socialister er blevet overfaldet?
– »Overfaldet og overfaldet«. Hvem, der har overfaldet hvem, er uklart. Men jeg kan bekræfte, at der har været et sammenstød mellem grupper af autonome og nynazister i Vejle i går aftes. Fire af de involverede har på eget initiativ henvendt sig til skadestuen. Og i hvert fald én af sagerne behandles som en voldssag, siger Svend Pedersen.
Gruppen af nazister, der ifølge Modkrafts oplysninger skal være fra Danmarks Nationale Front, en nydannet organisation, der er efterfølger til Dansk Front, optrådte allerede før SUF-mødet truende.
Hvordan havde nazisterne fået viden om mødet i SUF?
– Vi holder åbne møder i SUF – så der var delt flyers ud om mødet, fortæller Sune.
Alligevel var nazisterne tilsyneladende ikke sikre på, hvor mødet skulle afholdes. For før mødet forsøgte de at true en SUF’er til at sige, hvor det skulle foregår.
– De truede med at brække alle hans fingre, siger Lea.
SUF’erne vidste derfor godt, at nazisterne interesserede sig for deres møde.
– Men vi havde ikke regnet med, at de var så mange. Vi forsøgte derfor at løbe væk, men nazisterne fulgte efter og overfaldt os bagfra, siger Lea.
Hvad vil I gøre for ikke at blive overfaldet fremover?
– Vi vil selvfølgelig stramme op på sikkerheden. Hvordan, kan vi endnu ikke fortælle, siger Sune.
De to nazister, der blev anholdt torsdag aften, er ifølge Modkrafts oplysninger to unge, der går på Teknisk Skole i Vejle. Her er et medlem af SUF for nylig blevet truet med vold.
Vejle er i den seneste tid blevet klistret til med mærkater fra Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, DNSB, og Danmarks Nationale Front. Mærkaterne er blandt andet bevidst sat over klistermærker fra SUF Vejle.
Der er indkaldt til demonstration imod nazisme i Vejle den 8. november.
Sune og Lea optræder ikke under deres rigtige navne, men deres identitet er kendt af redaktionen på Modkraft.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96