Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Colombiansk udenrigsminister: Det var os, der appellerede

9. september 2008 - 17:49

Colombiansk udenrigsminister: Det var os, der appellerede

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Sebastian Gjerding

Colombias regering har direkte indflydelse på det danske retssystem. Det siger den colombianske udenrigsminister Jaime Bermudez i et interview i et populært talk-showprogram »La Noche« på den colombianske tv-station RCN.

Udtalelserne faldt i en udsendelse fredag den 6. september med henvisning til den retssag i Østre Landsret, der for øjeblikket føres mod t-shirt sælgerne i Fighters+Lovers.

Se programmet på Canal RCN (spansk-sproget)

– Det var os, der appellerede. Og nu er denne proces netop ved at blive behandlet ved den anden instans, og her deltager Colombia aktivt, sagde Jaime Bermudez i La Noche.

Den colombianske stat påstår altså, at den havde en finger med i spillet, da det blev besluttet at anke frifindelsen over t-shirt-sælgerne i Fighters+Lovers ved Københavns Byret.

Men den forsøger også at opretholde sit pres på det danske retssystem: Bermudez siger, at den colombianske regering vil iværksætte »en diplomatisk offensiv« for at få t-shirt sælgerne dømt.

Oplysningerne om udenrigsministerens udtalelser kom frem på den næstsidste dag i sagsbehandlingen af striden om Fighters+Lovers støtte til befrielsesbevægelserne FARC og PFLP i Østre Landsret.

Forsvarer undrer sig

– Det er uhørt, at en fremmed regering forsøger at påvirke udfaldet af en dansk retssag, siger Thorkild Høyer, der er forsvarer for Fighters+Lovers.

JPEG - 92.5 kb
Den colombianske regering forsøger at påvirke det danske retssystem, fremgår det af udtalelser fra Colombias udenrigsminister Jaqime Bermudez i et tv-program fredag den 6. september. Foto: ©OECD Photo/Hervé Cortinat

– Det påfaldende er, at det af udenrigsministerens udtalelser fremgår, at Colombias regering har været i direkte samarbejde med den danske anklagemyndighed i forbindelse med anken af sagen. Det undrer mig, hvis det er sandt, siger Thorkild Høyer.

– Anklagemyndigheden bestrider den colombianske ministers påstande. Men hvis han ikke har ret, er det mærkeligt, at han som udenrigsminister fremlægger sådanne løgne i de colombianske medier, siger Thorkild Høyer.

Han opfordrer nu det danske udenrigsministerium til at forholde sig til påstandene fra Colombias udenrigsminister.

Beviser fra Colombia kan ikke bruges

Det er ikke første gang, at Colombias myndigheders optræden skaber problemer for anklagemyndigheden i ankesagen mod Fighters+Lovers.

I sidste uge blev alle domme fra Colombia underkendt af Landsretten som bevismateriale, da anklagemyndigheden ikke kunne modbevise forsvarets påstande om, at tortur systematisk bliver brugt i Colombia.

Anklagemyndigheden kom yderligere i problemer, da den havde brug for at bevise, at Colombia er en retsstat, så oprørsgruppen FARC kan betegnes som værende illegitim.

Hvad det vil betyde at Colombias udenrigsminister nu siger, at han stod bag beslutningen om ankesagen og deltager aktivt for at få t-shirt aktivisterne dømt, er endnu uvist.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96