Bush-administrationen har i løbet af foråret og sommeren 2008 tilskrevet sig selv æren for en nedgang i volden i Irak, ikke mindst i Bagdad. Den amerikanske centraladministration mener, at tilbagegangen i voldshandlinger er et resultat af indsættelsen af flere amerikanske styrker inden for det sidste år, sidst i februar måned 2008.
Kritiske amerikanske kommentatorer advarer dog mod denne opfattelse som for ensidig og naiv. Den amerikanske journalist og kommentator, Patrick Cockburn, skriver i en artikel på CounterPunch, at tilbagegangen også har en række andre årsager.
Patrick Cockburn, der opholder sig i Bagdad, mener at de amerikanske politikere og journalister fejlfortolker situationen i Irak ved at tro, at USA nærmest er eneaktør og har fuld kontrol over landet. Men USA er ikke den eneste magtfulde kraft, der afgør hvordan situationen i Irak er.
Det viste sig blandt andet, da Det Hvide Hus til sin skræk hørte, at den irakiske premiereminister Nouri al Malaki støttede den demokratisk præsidentkandidat Barack Obamas plan om at trække de amerikanske kampstyrker ud i løbet af 16 måneder.
Det slog benene væk under republikaneren John McCain, der ellers igen og igen har erklæret at en »sejr« er inden for rækkevidde på grund af de troppeforstærkninger, der er blevet sendt til Irak i løbet af 2007 og 2008.
Cockburn pointerer, at det er mærkeligt at både amerikanske medier og ledende amerikanske politikere opfatter den øgede militære indsats som en succes, når de amerikanske generaler fortsat efterlyser flere soldater til at løse opgaverne i landet – selv om der allerede befinder sig 147.000 soldater i øjeblikket.
Den grundlæggende fejltagelse i succesoplevelsen skyldes ifølge Cockburn, at der en er amerikansk tradition for at opfatte alt det, der foregår i landet som ene og alene et resultat af den amerikanske tilstedeværelse i landet, mens de indenrigspolitiske og andre faktorer elementer ignoreres.
»Det komplekse politiske landskab i Irak bliver overset«, skriver Cockburn.
Cockburn mener, at krigen i Irak, sådan som den er blevet udkæmpet siden 2003, er foregået som tre forskellige slags krige. Den første har bestået af en væbnet modstand mod den amerikanske besættelse af oprørere fra sunnimuslimske og arabiske samfundsgrupper. Den anden krig har været en kamp mellem irakiske sunnier og shiaer om hvem, der skulle overtage kontrollen med den irakiske stat efter Saddam Husseins fald. Og den tredje krig, der er blevet udspillet per stedfortrædder, har stået mellem USA og Iran om hvilket af de to lande, der skal være den dominerende udenlandske magt i Irak.
Selv om antallet af terror- og voldshandlinger er faldet i Irak og Bagdad, overvurderer de amerikansk medier og ledende republikanske politikere dog samtidigt, hvor stort faldet har været, mener Cockburn.
Reduktionen af vold bliver vurderet i forhold til det blodbad, der fandt sted i årene 2005-2007, da Bagdad og det centrale Irak blev hærget af den såkaldte »sekteriske«, dvs. religiøst betingede vold.
Men i juni 2008 blev der stadig dræbt over 550 irakere Bagdad – det er kun en tredjedel af antallet for samme måned året før, men Bagdad er med det antal voldsdræbte stadig er den farligste by i verden.
Når fjernsynskorrespondenterne derfor sender klip om forbedringen af sikkerhedssituationen i Bagdad, sker det stadig med væbnede sikkerhedsvagter bag kameraerne, selv om det måske ikke ses på de levende billeder. Journalisterne tør stadig overhovedet ikke bevæge sig ud i hovedstaden uden massiv væbnet beskyttelse.
Alle bydele i Bagdad er stadig indhegnet af tykke betonmure. Der er stadig væbnede kontrolpunkter for hver halve kilometer i hele byen. Og sunni- og shiamuslimer bevæger sig ikke ind i hinandens kvarterer med mindre det er strengt nødvendigt, skriver den amerikanske journalist.
Cockburn mener, at det bedste måde at vurdere sikkerhedssituationen i Bagdad på er ved at se på situationen for de 2,4 millioner mennesker, der er flygtet til nabolandene Jordan og Syrien. Selv om de ofte lever under misserable forhold og uden nye indtægter, vender de almindeligvis ikke hjem til Irak – og hvis de gør, sker det kun sjældent til de boliger og kvarterer, som de blev tvunget til at flygte fra.
Bagdad er i dag en religiøst opdelt by, der har undergået en etnisk renselse. Der er kun få bydele tilbage med en blandet befolkning af shia- og sunnimuslimer. Byen består nu af mellem 75-80 procent shiamuslimer – sunnimuslimerne er simpelthen blevet fortrængt fra byen af den sekteriske vold.
Den etniske udrensning af Bagdad er en af årsagerne til at volden er blevet mindre. Og det »slag« om byen var udkæmpet og vundet af shiamuslimerne før forøgelsen af flere amerikanske soldater i løbet af det sidste år.
Broget politisk spil om magt
Cockburn understreger, at den »sekteriske« kamp om hovedstaden spillede en stor rolle i forhold til krigshandlingerne mod den amerikanske hær. Flere af de politiske aktører i kampen om byen skiftede side og holdninger i forhold til USA undervejs.
Al Quedas forsøg på at overtage kontrollen med hele modstandsbevægelsen mod besættelsen i slutningen af 2006, fik andre vigtige oprørsgrupper til at gå fra væbnet modstand til en alliance med amerikanerne, f.eks. al Sahwa og den såkaldte Opvågningsbevægelse (»Awakening movement«).
Men det måske mest afgørende for det politiske sporskiftet for al Sahwa, bestod nok i, at der ikke var noget formål for sunni-oprørerne i at angribe de amerikanske styrker, hvis de alligevel blev fordrevet fra byen af shiamuslimer.
Der er nu mere end 90.000 tidligere sunnimuslimske oprørskæmpere, der økonomiske støttes af amerikanerne. Men sunnimuslimerne udtrykker samtidig åbent had og foragt for den irakiske regering, skriver Cockburn.
Den religiøse splittelse i Irak er derfor stadig meget dyb og sprængfarlig. Hverken den sunnimuslimske politichef og lederen af al Sahwa i Fallujan (som i øvrigt er brødre) kan eksempelvis komme ind i Bagdad. Det skyldes, at indgangen til byen ved Abu Graib er kontrolleret af den shiamuslimske brigade, al Muthana, der formentlig vil forsøge at dræbe dem, hvis de viser sig.
En anden årsag til faldet i volden i Irak, der heller ikke har noget med troppeforøgelsen at gøre, er afståelsen fra væbnede konfrontationer fra den shiamuslimske Mehdi-hær. Lederen af hæren, Muqtada al Sadr, har siden kampe med amerikanske marinesoldater i Najaf i 2004 undgået direkte militære konflikter med USAs styrker og hans shiamuslimske rivaler, når de bakkes op militært af USA.
al Sadr indgik eksempelvis en våbenhvile efter sammenstød med politiet i Kerbala i august 2007, en våbenhvile, som han siden har fornyet. I marts startede den irakiske hær en militær offensiv mod Mehdi-hæren i Basra. Den var først succesfuld, da den blev bakket op af amerikansk luftstøtte.
Men i Basra, og senere i i Sadr City i Bagdad, gik al Sadr ind på at indgå våbenhvile, fordi han ingen chancer havde for at vinde konfrontationen – det havde krævet støtte fra Iran, pointerer Cockburn.
Når den republikanske præsidentkandidat John McCain og andre amerikanske politikere derfor tror, at troppeforøgelsen har bragt en militær sejr nærmere i Irak, forstår de ikke den rolle Iran har spillet igennem de sidste to år, mener Cockburn.
Både Iran og USA støtter den nuværende irakiske al Malaki-regering i Bagdad, der bygger på en koalition af shiamuslimske partier i alliance med kurderne i nord. Selv om USA og Iran strides om indflydelse på regeringen, ønsker begge lande den fortsat ved magten.
Hvis McCain bliver valgt til præsident til november og derefter handler som om USA er den eneste beslutningstager i Irak, vil han står over for en fornyet krig, mener Cockburn.
Irakerne vil ikke acceptere at besættelsen fortsætter i det uendelige, og Iran vil ikke tillade at blive marginaliseret. Hvis McCain derfor forsøger at vinde en militær sejr i Irak, kan han hurtigt komme til at stå over for en ny voldsbølge og escalering af krigen i Irak.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96