Hemmelige forhandlinger i Bagdad skal sikre en permanent amerikansk tilstedeværelse i Irak til forsættelse af »krigen mod terror«.
En aftale kan hindre den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama i at trække de amerikanske styrker hjem i tilfælde af en valgsejr over republikanernes John McCain, skriver flere iagttagere.

50 amerikanske baser i Irak
Den engelske avis The Independent skriver, at amerikanerne forhandler med den irakiske regering som, og at forhandlingerne sker på trods af protester fra andre irakiske politikere. Ifølge avisen har den irakiske regering intet valg, da deres magt er stærkt afhængig af de amerikanske troppers tilstedeværelse.
Ifølge artiklen i The Independent, vil den amerikanske hær have 50 baser i Irak, eneret over at flyve i det irakiske luftrum, og immunitet for alle amerikanske tropper og entreprenører. Derudover vil det amerikanske hær have ret til, at foretage militære operationer og at anholde irakiske borgere uden den irakiske regering tilladelse.
Stor modstand i Irak
De indtil nu hemmeligholdte planer vækker stor modstand i Irak. Ifølge dagbladet Information vil den irakiske shiamuslimske leder Muqtada al-Sadr fredag den 6. juni afholde en demonstration efter fredagsbønnen i protest mod de amerikanske planer.
Muqtada al-Sadr har annonceret demonstrationer hver fredag indtil planerne om en aftale er opgivet.
Planerne skader Barack Obama
To irakiske politikere, der er på besøg i USA´s hovedstad Washington, advarede torsdag den 5. juni den amerikanske kongres mod godkendelse af planerne.
Men Bush-administrationen prøver at holde kongressen uden for indflydelse ved at sige at forhandlingerne handler om en »sikkerhedsaftale«, ikke en »traktat«. Det er kun en traktat, der kræver godkendelse i den demokratisk dominerede kongres.
Med kun fem måneder til det amerikanske præsident valg bliver alle nye amerikanske tiltag tænkt ind i valgkampen – og en aftale vil være en snublesnor for den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama.
Ifølge både The Independent og Information vil en aftale mellem den amerikanske og irakiske regering betyde, at den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama ikke kan opfylde sit løfte om, at trække de amerikanske tropper ud af Irak. En aftale vil på den måde tilgodese den republikanske præsidentkandidat John McCain, som lover at blive i Irak »til jobbet er gjort«.
Iagttagere peger desuden på, at en permanent amerikansk tilstedeværelse i Irak vil opretholde en militær trussel mod Iran, der står på den amerikanske liste over lande i »ondskabens akse«, og samtidig har til formål at sikre stabile olieleverancer fra landene i den persiske Golf.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96