»Stil dig sammen med os på de fattiges side«. Sådan lyder opfordringen i et brev fra 56 medlemmer af EU-parlamentet til EU-kommissionens formand Barrosso.

Brevet kritiserer, at EUs nuværende forhandlingskrav kan true eksistensgrundlaget for millioner af mennesker.
Brevet er skrevet efter, at EU-kommissionen er blevet underkendt af EU-parlamentets juridiske service. Kommissionen havde påstået, at en genforhandling af de såkaldte Europæiske Partnerskabsaftaler - EPA-aftalerne - ikke var juridisk mulig.
EU-parlamentets juridiske service fastslog derimod, at det er et politisk spørgsmål.
Ingen penge til uddannelse og sundhed
Parlamentarikerne slutter med det åbne brev, bragt i den Bruxelles-baserede avis European Voice, op i koret af kritikere af EPA-aftalerne.
Aftalerne fjerner ifølge den anerkendte engelske udviklings-NGO, Oxfam, vigtige redskaber til fattigdomsbekæmpelse fra ulandene. Landene hindres i at lave regional integration og alternativer til afhængigheden af råvareproduktionen.
Det skyldes, at landene tvinges til at åbne deres markeder og fjerne tolden på varer fra EU. Toldindtægterne er i mange af landene en hovedindtægtskilde for regeringerne.
Uden toldindtægterne forsvinder pengene til sundhed og uddannelse, og den spæde afrikanske industri går en hård konkurrence i møde, når den stilles overfor store europæiske koncerner.
EU spiller med musklerne
Aftalen er ikke partnerskab, men magtspil, mener Oxfam og henviser til, at EU har truet med at lægge told på import af råvarer som bananer, kaffe og kakao. Det er en told, der kan knuse de råvareproducerende afrikanske landes økonomier.
Ingen afrikanske lande har udtalt sig positivt over aftalerne, der skulle have ligget underskrevet den 1. januar 2008. Men stillet overfor EUs trusler har langt fra alle lande kunnet stå imod.
– EU har vredet armen om på de fattige lande i disse forhandlinger, siger Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, en af de danske EU-parlamentarikere, der har underskrevet brevet til EU-formanden.
EUs krav værre end WTOs
Det bakkes op af flere sociale bevægelser på det afrikanske kontinent.
– EUs krav er værre end de krav, WTO stiller. Der er ingen demokratiske åbenhed i forhandlingerne. Det er ikke debat, men tvang, som vi er vidner til, lød der fra den afrikanske bondeorganisation, ROPPA (Réseau des Organisations Paysannes et de Producteurs de l’Afrique de l’Ouest) i en høring i EU-parlamentet om EUs handelspolitik.
ROPPA var en af de organisationer, der den 25. maj deltog i en fælles afrikansk aktionsdag mod EPA’erne.
Udover Søren Søndergaard har også Margrete Auken, SF, og Venstres Niels Busk skrevet under på brevet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96