Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Højreekstreme aflyser demonstration

30. maj 2008 - 13:32

Højreekstreme aflyser demonstration

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Den højreekstreme anti-islamiske forening Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD) har i sidste øjeblik aflyst en demonstration i det centrale København, der skulle have fundet sted lørdag den 31. maj.

Under parolen »Ingen muslimske tørklæder i vores Folketing og retssale« ville organisationen, der har base i Aalborg, demonstrere på Axeltorv umiddelbart ud for Tivolis hovedindgang, og det fik antiracistiske aktivister til at indkalde til moddemonstration i umiddelbar nærhed.

JPEG - 82.7 kb
SIAD’s formand Anders Gravers under en demonstration i Aalborg. Michael Ellegård fra Frit Danmark holder den for formanden. Privatfoto

Nu aflyser SIAD så deres demonstration. Officielt sker det med henvisning til, at en hovedtaler fra England »af personlige årsager« er blevet forhindret i at deltage, og af SIAD’s hjemmeside fremgår det, at demonstrationen vil blive gennemført på et senere tidspunkt.

Politiet utrygge ved moddemonstration
SIAD har tidligere flere gange forsøgt at få tilladelse til at demonstrere på Blågårds Plads på Nørrebro, men det har foreningen hver gang fået nej til fra Københavns Politi.

Pressetalsmand i Københavns Politi, Flemming Steen Munch afviser dog, at politiet har noget med den aktuelle aflysning at gøre:

– Nej, meget kan I beskylde os for derude på det politiske overdrev, men ikke det. At forbyde demonstrationer overlader vi til de sortklædte autonome, lyder svaret fra vicepolitiinspektøren.

I har tidligere forbudt SIAD at demonstrere fra Blågårds Plads og i stedet henvist dem til Christiansborgs Slotsplads. Det kunne være, at I havde vinket med en vognstang denne gang?

– Nej, vi kan jo ikke tillade os at anlægge personlige syn på forskellige demonstrationer.

Så I opretholder beredskabet?

– Ja, det gør vi. Der er jo også en demonstration for fristeder senere på dagen, og med det gode vejr og så videre indrømmer jeg gerne, at vi ikke var særligt trygge ved at have dem, der ikke forstår, hvad demonstrationsfrihed er, stående på Jarmers Plads, der ligger tæt på Axeltorv, udtaler Flemming Steen Munch til Modkraft.dk.

Læs om SIAD-demonstrationen hos Researchkollektivet Redox

Moddemonstration gennemføres
Ligesom politiet vil af »Antiracistiske grupper i København«, der har indkaldt til moddemonstrationen, også opretholde deres beredskab.

– Vi har indkaldt til denne demonstration igennem lang tid, og vil ikke lade nogen stå og blomstre som måske ikke hører om en aflysning. Og under alle omstændigheder synes vi, at det er en god idé at demonstrere mod racisme og islamofobi, siger en talsmand for arrangørgruppen, der kalder sig Kristoffer, til Modkraft.dk.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96