Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Endnu en transseksuel sexarbejder myrdet i Lissabon

20. marts 2008 - 11:52

Endnu en transseksuel sexarbejder myrdet i Lissabon

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Lotte Knold

Liget af Luna, en brasiliansk, transseksuel sexarbejder, blev i sidste måned fundet i en skraldespand i området omkring Portugals hovedstad Lissabon. Da sagen stadig efterforskes, er det meget sparsomt med informationer omkring de nærmere omstændigheder, mulige gerningsmænd og eventuelle motiver i forbindelse med forbrydelsen.

JPEG - 63.4 kb
Mordet på endnu en transseksuel i Portugals hovedstad Lissabon får LBGT-organisationer til at opfordre til solidaritetsaktioner. Liget af Luna blev fundet i en skraldespand i sidste måned.

Men at motiverne skal findes i en snitflade mellem transfobi, racisme samt fordomme og ringeagt overfor sexarbejdere, virker ifølge lokale LGBT-organisationer oplagt:

LGBT: Forkortelse for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender/Transsexual.

»Vi ved, at transfobi dræber, og at transpersoner er mere udsat for voldelige overgreb end resten af befolkningen«, lyder det fra den portugisiske organisation Panteras Rosas.

»Vi ved, at fordomme og diskrimination er allestedsnærværende, og vi ved også, at prostitution ofte er en jobmulighed for dem, der ikke kan se nogen anden vej til at tjene til dagen og vejen«.

Med mordet på Gisberta i hukommelsen
Mordet på Luna er imidlertid ikke noget enkeltstående tilfælde. Den aktuelle historie bringer uhyggelige minder om mordet på den ligeledes transseksuelle sexarbejder Gisberta. En brasiliansk kvinde, der i februar 2006 led den forfærdelige skæbne at blive holdt fanget i dagevis, seksuelt misbrugt og til sidst myrdet på brutal vis af en gruppe unge drenge fra en katolsk opdragelsesanstalt.

Sagen satte dengang gang i en heftig debat i de portugisiske medier, der frem for alt var præget af transfobiske ytringer og undskyldninger for de mindreårige drenges forbrydelse. Således blev det fremhævet, at drengene var mentalt tilbagestående, samt at flere af disse selv havde været udsat for seksuelt misbrug under deres ophold på den katolske anstalt. Ikke alle stillede sig imidlertid tilfreds med disse forklaringer.

»Vi stiller ikke os selv det spørgsmål, om børn er i stand til at hade. Det portugisiske samfund hader, og det er i dette samfund, at disse børn er vokset op«, lød det dengang fra en af de portugisiske LGBT-organisationer, Associação para o Estudo e Defesa do Direito à Identidade de Género (Foreningen til forskning i og beskyttelse af retten til kønsidentitet).

Og de påpegede endvidere:

»Ja, denne gang blev forbrydelse begået af børn og unge mennesker. Men de transfobiske og homofobiske aggressioner i Portugal, der er tiltaget i de seneste år, er ikke drevet frem af børn og unge mennesker«.

Læs om mordet på Gisberta i 2006

Læs mere om det verserende lovforslag vedr. transseksuelles rettigheder

Læs mere hos Pantera Rosas (portugisisk)

Mediernes transfobi
I den aktuelle sag om mordet på Luna har de portugisiske medier også allerede gjort sig bemærket ved at understøtte disse transfobiske tendenser.

»Mediefokuset ligger hovedsageligt og på yderst sensationssøgende vis på ofrets fysik. Derved bliver ofrets fysiske aspekter gjort til mere vigtige end selve mordet«, lyder det fra Panteras Rosa.

»I mediernes fokus bliver det vigtigste ofrets usædvanlige krop, og dermed placeres mordet i baggrunden«.

Og de fortsætter mediekritikken:

»I et sådan mediebillede bliver der ikke levnet rum til at forstå transseksuelle som andet end enten monstrøse skikkelse, som f.eks. når Luna omtales som en kvinde med en penis, eller som personer, der er ude på at bedrage verden i forhold til deres køn. Og når folk bliver bedraget, er det jo også naturligt, at de reagerer, synes at være mediernes ræsonnement«.

Transseksuelles rettigheder i Danmark
Herhjemme behandler Folketinget for tiden et lovforslag rejst af Enhedslisten, der skal forbedre transseksuelles rettigheder. Dette forslag inkluderer retten til at vælge eget fornavn, hvilken kønsidentitet ens cpr-nummer og pas skal udtrykke samt gøre adgang til kønsskifte-operationer lettere – men ingen betingelse – for at blive anerkendt som transseksuel i sit foretrukne køn. »Ethvert menneske har ret til selv at definere sin kønsidentitet. Beslutningsforslaget skal sikre alle mennesker denne ret«, lyder det fra forslagsstillerne.

Forslaget rummer imidlertid ikke en forandring af den nuværende diskriminations-lovgivning, hvor diskrimination af transseksuelle inkluderes i betegnelsen »seksuel orientering«. For at tilgodese og anerkende transseksuelles rettigheder ville en betegnelse om diskrimination på baggrund af kønsidentitet være på sin plads, lyder kritikken, idet transseksuelle snarere diskrimineres på baggrund af deres ukonventionelle kønsidentitet end deres egentlig seksuelle orientering.

International solidaritet
For at vise solidaritet med den myrdede Luna og andre ofre for transfobi opfordrer Pantera Rosa til aktioner i dagene 24.-26.3. Som eksempler på aktioner nævner de minde-manifestationer for Luna foran portugisiske ambassade og konsulater, men også aktioner foran »psykiatriske hospitaler eller hvilket som helt sted, der bidrager til samfundets transfobi«, hilses velkommen.

Der er Modkraft.dk bekendt endnu ikke planlagt nogen officielle aktioner her i landet.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96