Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > 8. marts 08: Feminisme, separatisme, ligeløn og sexkøb

10. marts 2008 - 14:36

8. marts 08: Feminisme, separatisme, ligeløn og sexkøb

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Der blev aktioneret, demonstreret og debatteret for fuld damp på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts. Mest opmærksomhed var der om to demonstrationer i København.

JPEG - 50.9 kb
Et par tusinde kvinder var på gaden i flere forskellige demonstrationder den 8. marts. Her fra »Feminists unite«-demo. Foto: Anna Wærum Hansen

Den største fandt sted på Rådhuspladsen under parolen »Forbyd Sexkøb«. Ifølge politiet mødte 500 demonstranter op, mens arrangørerne mente, at 1.300 lagde vejen forbi – »danske mænd og kvinder, hvide og brune og fra alle samfundslag«, som 8. marts-initiativet skriver i en pressemeddelelse.

»De deltagende har i dag sendt et signal, som befolkningen og politikerne på Christiansborg ikke kan sidde overhørig. De har taget stilling – og ønsker, at Danmark følger Sverige og nu også snart Norge med et forbud mod køb af sex«, skriver arrangørerne.

Deltag i debatten om separatisme på Modkraft-forum

Læs pressemeddelelse fra 8. marts-initiativet

Læs pressemeddelelse om demo 7. marts

Læs pressemeddelelse fra Offensiv i Århus

Læs pressemeddelelsen »Rosa Luxemburg Plads ligger her!«

Læs artikel på Modkraft.dk: »Massiv 8. marts-markering«

Separatisme styrker kvinder
På Nørrebro samledes 3-400 kvinder/lesbiske/bi- og transseksuelle under parolen »Feminists unite – this is an international liberation fight!«. Undervejs sprayede nogle af demonstranterne feministiske paroler på husmure og vejbaner.

Demonstrationen var separatistisk – dvs. kun for kvinder – og det har ført til diskussion både i det feministiske miljø og på bl.a. Modkraft.dk’s debatforum.

Anna W. Hansen fra arrangørgruppen erkender, at det kan virke paradoksalt, at der på den ene side gøres meget ud af at kæmpe mod, at der skal være forskel på kønnene og så samtidig udelukke mænd fra at gå med i en 8. marts-demonstration.

– Det handler om, at kvinder og mænd jo er opdraget forskelligt, og at kvinder derfor har nogle fælles erfaringer, der er forskellige fra mænds. Kvinder er fælles om f.eks. at kende til angsten for at blive overfaldet på vej hjem eller at blive afbrudt i diskussioner. Derfor er det vigtigt, nogen gange at bruge separatisme som strategi til at styrke hinanden, forklarer hun til Modkraft.dk.

JPEG - 39.7 kb
Separatistiske kvinde-arrangementer provokerer – også på venstrefløjen. Men de er nødvendige for at styrke kvinderne, lyder argumentationen. Foto: Anna Wærum Hansen

I processen med at arrangere demonstrationen oplever kvinderne desuden, at det er dem selv, der ordner det praktiske, og ikke mændene, sådan som det oftest sker i forbindelse med blandede arrangementer, siger Anna W. Hansen. Hun understreger desuden, at de fleste feminister også arbejder i blandede sammenhænge.

– Så at vi vælger separatisme som strategi denne dag burde ikke være et problem, siger hun – og påpeger, at solidariske mænd jo er velkomne til at lave 8. marts-demonstrationer.

Bannerdrop og spontandemo
En mindre spontan kvindedemonstration satte sit præg på Københavns Indre By natten før 8. marts. Omkring et halvt hundrede sortklædte kvinder gik ad Strøget for at »tage natten tilbage« og vise deres »afsky for det kommercielle natteliv, der er gennemsyret af heterosexisme og sexisme.

Kvinderne gik råbende fra Rådhuspladsen til Kvindehuset i Gothersgade, hvor politiet forsinket dukkede op og ringede på, uden at nogen dog åbnede.

I Århus markerede »en gruppe af kvinder, lesbiske og transpersoner omkring Offensiv« kampdagen med et såkaldt bannerdrop i midtbyen.

Aktivisterne ville med banneret sætte fokus på »de stereotyper og den socialt accepterede daglige diskrimination, som vi møder på arbejdet, i skolen, i det private og det offentlige rum«, som de skriver i en pressemeddelelse om aktionen.

JPEG - 45.3 kb
»Vis respekt, drop dogmerne, og kræv plads til forskellighed!«, lød kravet fra Offensiv i Århus. Foto: Offensiv

På Nørrebro i København blev Nørrebro Runddel omdøbt til Rosa Luxemburg Plads. Runddelen ligger 30-40 meter fra det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69, hvor den socialistiske feminist bl.a. har talt. Aktivisterne satte bl.a. nye gadenavne på Runddelens gadeskilte.

Ligeledes på Nørrebro – i El-Forbundets lokaler i Tikøbgade – forsamledes 50-60 mennesker til arrangementet »Overenskomst*08 – Ligeløn nu!«. Ifølge arrangørerne var der god gejst og lyst til at lave mere i den nærmeste fremtid. Deltagerne var »godt spredt« i alder, køn og fag, men dog flest offentligt ansatte.

Udover gadeaktiviteterne bød 8. marts desuden på en lang række kulturelle arrangementer lige fra »Power Brunch« i Dannerhuset over kortfilmfestival i Empire Bio til separatistisk kvindefest i Folkets Hus.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96