Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Storbritannien har deltaget i CIA’s fangeprogram

25. februar 2008 - 23:24

Storbritannien har deltaget i CIA’s fangeprogram

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Den engelske regering indrømmede torsdag den 21. februar, at Storbritannien har bidraget til USA’s omdiskuterede fangetransporter af mistænkte terrorister.

CIA-fly er i to tilfælde landet på øen Diego Garcia i Det Indiske Ocean, en ø der er under britisk herredømme og udelukkende befolket med britiske og amerikanske militærfolk. Flyene er i begge tilfælde blevet tanket op med brændstof på øen, skriver BBC.

Minister beklager
Udenrigsminister David Miliband udtalte samme dag som afsløringerne, at han beklagede at måtte rette tidligere benægtelser af amerikansk brug af britisk territorium. De havde været fremsat i »god tro«, sagde han.

JPEG - 41.3 kb
Aktion mod CIA-flys optankning af brændstof i Shannon Airport i Irland den 17. september 2005.

Den tidligere udenrigsminister Jack Straw og premierminister Tony Blair har i udtalelser i 2005, 2006 og 2007 sagt, at der ikke var beviser for at CIA’s fangetransporter havde benyttet britisk territorium.

David Miliband siger nu, at amerikanske myndigheder har fortalt ham, at ingen af de to mænd, der havde været indblandet i fangetransporten havde været britiske, og at de ikke havde forladt flyene. Amerikanerne havde desuden forsikret ham, at ingen CIA-fanger var blevet holdt fanget på Diego Garcia.

Den ene af fangerne, der havde været med fangetransporterne, var siden blevet løsladt, den anden befinder sig fortsat i Guantánamo-lejren.

Den britiske udenrigsminister sagde desuden, at ingen af mændene havde været i de berygtede »hemmelige« fængsler eller været udsat for simuleret drukning (såkaldt »water boarding«) eller lignende former for afhøringer.

Ifølge udenrigsministeren delte den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, hans »dybe beklagelse« om fejltagelserne i de to tilfælde.

USA har omgået engelske krav
Den britiske regering har altid forlangt, at USA skulle indhente godkendelser af CIA-fangetransporter gennem britisk luftrum og territorium.

Det britiske parlamentsmedlem, Mike Gapes, der er formand for et udenrigspolitisk nævn og medlem af regeringspartiet Labour, siger, at den amerikanske centraladministration » tydeligvis (har) misinformeret eller løjet for vores regering, (hvilket) har resulteret i vores regerings misinformation«.

Læs mere hos BBC

Udenrigsminister David Miliband siger derimod, at de amerikanske informationer og forsikringer om ikke at bruge britisk territorium var givet »i god tro«, men at det var vigtigt at sikre sig mod gentagelser.

CIA: Ren transport
CIA’s direktør Mike Hayden siger, at ingen af de to mænd »på noget tidspunkt har været en del af CIA’s højt-prioriterede terrorist afhørings-program«.

Han tilføjede, at der alene havde været tale om fangetransporter, »rendition operations«, som den engelske betegnelse lyder. Han benægtede også spekulationer i pressen om, at CIA skulle have fangeanlæg på Diego Garcia og at fangetransporterne skulle ske med »tortur som formål«.

Ikke desto mindre er det velkendt, at fangetransporterne har haft til formål at bringe fanger til områder, hvor den amerikanske lovgivnings beskyttelse af fanger ikke dækker.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96