Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Ungdomshusaktivister afblæser belejring af Rådhuset

14. februar 2008 - 14:23

Ungdomshusaktivister afblæser belejring af Rådhuset

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Niels

Hvis politi og københavnske lokalpolitikere har frygtet »BlokR«, ungdomshusbevægelsens masseaktion den 21. februar, kan de nu ånde lettet op. Aktivisterne har besluttet at aflyse den store civile ulydighedsaktion, der var tænkt som en omfattende blokade af Københavns Rådhus med henblik på at få politikerne til at udlevere nøglerne til et nyt ungdomshus.

– Meget har ændret sig siden vi lancerede »BlokR«. Vi har reelt opnået det, vi ville. Ungdomshusspørgsmålet er igen placeret på dagsordenen, og der er sat gang i en høringsproces. Så længe denne kører, giver aktionen ikke mening, forklarer Lars og Thomas fra BlokR’s pressegruppe til Modkraft.dk.

JPEG - 258.4 kb
Den stort anlagte belejring af Rådhuset i København er midlertidigt aflyst.

Ønsker at respektere nabohøringsproces
De to aktivister afviser, at man har opgivet aktionen, fordi den risikerede at skabe yderligere modstand imod de unges ønsker om at få Frederikssundsvejens Skole som nyt ungdomshus; et ønske, der lige nu diskuteres intenst i Nordvestkvarteret, hvor ikke alle er lige begejstrede for ungdomshusidéen.

– Vi føler, at vi har opnået det, vi ville. Og derudover ønsker vi selvfølgelig at respektere den nabohøringsproces, der er i gang ude i Nordvest. Vi har selvfølgelig fuld forståelse for, at naboerne skal høres, udtaler Lars og Thomas, der samtidig understreger, at det er vigtigt at komme videre med at realisere ungdomshusplanerne, når høringerne er afsluttet.

– Selvom vi har opnået meget, så er vi stadig langt fra målet. København har endnu ikke et ungdomshus, pointerer de.

Aktionsberedskab opretholdes
Aktivisterne nærer en vis frygt for, at ungdomshusprocessen igen skal strande i bureaukrati. Derfor har man besluttet stadig at gå på gaden den 21. februar i en stor, spektakulær demonstration.

– I stedet for BlokR laver vi en slags »fire-i-én«-demonstration, hvor BlokRs fire blokke går hver deres rute.

Senere er det så planen, at de fire blokke mødes på Vesterbro Torv, fortæller Lars og Thomas, der også oplyser, at man har besluttet at bevare de fire aktivistblokke som aktionsparate enheder. På den måde er man rustet til eventuelt kommende aktioner.

Politikerne skal dog ikke føle sig for sikre. Aktivisterne oplyser, at man har tænkt sig at være på gaden den 3. april, hvor Borgerrepræsentationen afholder sit første møde efter afslutningen på høringsprocessen i Nordvest. Præcis hvad man har i tankerne, ønsker de dog ikke at udtale sig om på nuværende tidspunkt.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96