Selv om der foreligger dusinvis af rapport om overgreb foretaget af ansatte i private sikkerhedsfirmaer, der er blevet hyret som en del af USAs krig i Irak og Afghanistan, er det kun kommet til èn retsforfølgelse.

Det fremgår af en ny rapport fra den amerikanske menneskeretsorganisation Human Rights First. Rapporten siger, at den amerikanske regering viger tilbage for at stille ansatte i private firmaer i Irak til retsligt ansvar for overgreb mod civile.
»Chokerende ligegyldighed«
»At holde kontraktansatte ansvarlige for kriminelle overgreb har ikke haft høj prioritet for den amerikanske regering«, hedder det i rapporten, der har titlen: »Privat Security Contractors at War: Ending the Culture of Impunity«. Rapporten bygger på interviews, retsakter, regeringsrapporter, afklassificeret materiale og andre dokumenter.
»Til tider synes regeringen at have iagttaget dette emne med chokerende ligegyldighed«, hedder det i rapporten.
Selv om lovgivningen til at behandle overgreb begået af private sikkerhedsfirmaer principielt er i orden, har det amerikanske justitsministerie og i nogle tilfælde forsvarsministeriet kun gjort meget lidt for at følge op på anklager om overgreb.
Selv om flere firmaer har opereret i Irak umiddelbart efter den amerikanske invasion, hvor en speciallovgivning, den såkaldte »CPA Order no. 17«, gav immunitet i forhold til det irakiske juridiske system, har det ikke indflydelse på de muligheder, som den amerikanske regering har for at retsforfølge dets egne borgere, påpeger rapporten. Det er blot ikke sket.
Soldater retsfølges
Rapporten siger, at det amerikanske militær har taget nogle skridt for at tæmme kriminel aktivitet i Irak. Godt 60 personer fra det amerikanske militær har været ført for retten i sager om irakiske dødsfald gennem det eksisterende militære retssystem.
Men kun én privatansat er blevet anklaget for vold eller overgreb mod lokale irakere, siger rapporten, der har undersøgt over 600 såkaldte SIR-rapporter (Serios Incident Reports) om hændelser, der indebærer brug af magt eller angreb af privatansatte sikkerhedsfolk i Irak igennem ni månder i 2004-2005.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96