Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Sylteagurk til Ritt

22. januar 2008 - 14:58

Sylteagurk til Ritt

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Simone Bang

Foreningen for flere operahuse, som er blevet kendt som et ironisk teatralsk indslag ved en lang række ungdomshus-aktiviteter, beslutttede mandag den 21. januar at give en »Sylte-pris« til overborgmesteren i København, Ritt Bjerregaard – i taknemmelighed for at sylte ungdomshussagen.

JPEG - 41.5 kb
Ikke kun Ritt Bjerregaard fik lov at smage sylteagurker, da Foreningen for flere operahuse aktionerede i Københavns centrum den 21. januar. Foto: Foreningen for flere operahuse.

Den operabegejstrede forening udførte sin happening mandag eftermiddag i det indre af København. Iført nydeligt borgertøj uddelte foreningen også sylteagurker til forbipasserende på en tur fra Rådhuspladsen, gennem Strøget og til Kultorvet.

Begrundelsen for valget af netop Ritt Bjerregaard som prismodtager begrundede Inga Griskmuth med, at overborgmesteren på mest raffinerede vis har trukket den politiske sag i langdrag.

– Flot arbejde Ritt, tillykke. Du har med et gammelt godt trick, syltning, forstået at tage Københavns unge ved næsen! Hip hip hurra!, sagde hun.

Med humor og sarkasme forsøger foreningen for flere operahuse, at understrege ungdomshusbevægelsens opfattelse af, at kulturen i København er ved at blive ensrettet.

Foreningen har eksempelvis før optrådt under parolen »Giv dem knipler, giv dem gas, rigdom og opera kræver plads!«

Andre utålmodige aktionsgrupper
Foreningen for flere operahuse er ikke den eneste gruppe unge, der er begyndt at reagere imod det, som bevægelsen opfatter som træghed i ungdomshusforhandlingerne. Mandag den 21. januar meldte en ny aktionsgruppe, BlokR, ud, at den ville sætte mere pres på Københavns Kommune for at få sat adresse og dato på et nyt ungdomshus.

Det skal ske ved en belejring af Rådhuset den 21. februar – ved det sidste møde i borgerrepræsentationen før ét-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Blokaden af Københavns Rådhus er varslet til at vare så længe, som politikerne er om at finde frem til et nyt ungdomshus i byen.

Der er desuden fortsat demonstrationer i København hver torsdag til fordel for kravet om et selvstyrende ungdomshus - og også i andre byer, bliver der kæmpet for fristeder: I en større midtjysk provinsby har aktivister således varslet en besættelse i starten af februar, også her for at opfylde behovet for et ungdommeligt frirum.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96