Mandag den 10. december fortsatte masseretssagen mod 26 deltagere i ungdomshusdemonstration på rydningsdagen den 1. marts. Dagens program var afhøringen af seks tiltalte, hvorved i alt otte nu er afhørt.

Som sagen skrider frem, tegner der sig et stadigt tydeligere mønster:

På den ene side arbejder sagens to kvindelige anklagere energisk på at kriminalisere alt, der skete på Nørrebrogade torsdag den 1. marts, fra demonstranterne forsamlede sig på Blågårdsplads kl. 17.00 og til politiets knibtangsfælde smækkede i omkring de 26 kort før kl. 18.00.

De tiltalte – og deres forsvarer – forsøger omvendt at afdramatisere begivenhederne.

Nørrebrogade den 1. marts 2007. Flere hundrede mennesker forsamles i protest mod rydningen af Ungdomshuset. Foto: Martin Brandt/Monsun

I denne proces er det detaljen, der er vigtig. Anklagernes spørgsmål til de tiltalte lyder typisk: Så du folk, der var maskerede? Så du, at der blev kastet med sten ved krydset mellem Kapelvej og Nørrebrogade? Hvor mange meter var der mellem dig og stenkasterne? Og sidst men ikke mindst: Hvorfor forlod du ikke demonstrationen?

Forbliven i demonstration er lig accept af ballade
Anklagemyndighedens strategi synes at være at forsøge at bevise, at når de tiltalte forblev i demonstrationen efter balladeudbruddet, så har de også accepteret og måske ligefrem aktivt sluttet op omkring uroen. Og dermed er de også medskyldige.

Af samme grund er de tiltalte påpasselige med at forklare deres færden og især deres forbliven i demonstrationen. Stort set alle henviser til, at det var svært umiddelbart at komme til at forlade demonstrationen pga. politiet, der ikke alene afspærrede alle sidegader med kæder af kampklædte betjente.

Ifølge de tiltalte blev de af politiet også direkte opfordret til at fortsætte op ad Nørrebrogade i retning mod Runddelen.

Måtte ikke tisse
Et af dagens højdepunkter var afhøringen af en gangbesværet mand i slutningen af halvtredserne, der oplyste, at han den dag var gået med i demonstrationen for at tage sig af en venindes datter og dennes veninde, der begge også er tiltalte i sagen.

Den tiltalte, der i sagens natur langt fra lignede massemediernes stereotype billede af den »autonome ballademager«, forklarede bl.a., at han ved Kapelvej havde forsøgt at forlade demonstrationen, da han skulle »slå en streg«.

Det havde politiet imidlertid nægtet ham:

– Fortsæt frem ad Nørrebrogade, fortalte de mig, forklarede han således dommeren og de øvrige tilstedeværende.

Røg i politifælde på vej hjem til søn
En anden af de tiltalte er Connie Blom på 32 år, der er enlig mor til en søn på ti år. Hun forklarede bl.a., at hun under forløbet løbende var i telefonisk kontakt med sønnen, der fulgte med i begivenhederne på tv derhjemme.

Da situationen udvikler sig, beslutter hun at skynde sig hjem til den ventende dreng. Da hun bor oppe ved Runddelen, var det naturligt for hende at fortsætte op ad Nørrebrogade, i samme retning som demonstrationen, forklarede hun.

Men som hun erkendte i retten, var det et skæbnessvangeret valg: I krydset mellem Sjællandsgade og Nørrebrogade bliver hun fanget i den fælde, som politiet lod klappe om optogets forreste del. Da hun efterfølgende varetægtsfængsles, går der knap 14 dage, før hun igen ser sønnen.

Betaler høj pris
– Selvom vi måske ikke står til flere års fængsel, så er det her ikke noget lille indgreb i vores liv, forklarer Connie Blom, da Modkraft.dk taler med hende i en pause.

– Jeg har allerede betalt en høj pris, og det gælder helt sikkert også de øvrige tiltalte i den her sag.

– Min søn er knækket på det i skolen. Han er meget nervøs for mig hver gang jeg går, og han skal nu skifte skole på grund af det.

– Set i forhold til, at vi bare gik fredeligt med i en demonstration, har den her sag nogle voldsomme konsekvenser for os. Både psykisk, økonomisk og arbejdsmæssigt.

Ifølge den nuværende plan for retssagen skal der falde dom over de 26 fredag den 29. februar, dagen før ét-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset.