Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Salem-optøjer forsinkede nazimarch

9. december 2007 - 14:45

Salem-optøjer forsinkede nazimarch

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

De antinazistiske protester i Stockholm-forstaden Salem udviklede sig til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi med brændende barrikader, stenkast, fyrværkeri og ildspåsættelser af to skoler. Politiet svarede igen med bl.a. hunde, peberspray, knipler og en intens jagt på demonstranterne med helikoptere og varmesøgende kameraer.

Antifascister fra både Norge, Sverige og Danmark deltog i optøjerne.

I alt blev 193 anholdt, næsten alle sammen antifascister. Ti af dem var danskere, der på foranledning af dansk politi på forhånd blev tilbageholdt, fordi de har verserende sager i Danmark, skriver den svenske hjemmeside Motkraft.net.

150 danskere tilbageholdt
Protesterne mod nazimarchen startede ganske fredeligt med en stor antiracistisk demonstration indkaldt af Nätverket mot rasism Stockholm. Her deltog godt 1.200 mennesker, mens den nazistiske march i år måtte nøjes med et næsten historisk lavpunkt på kun 850 deltagere.

JPEG - 60.5 kb
Over 1.200 demonstrerede i Salem mod den planlagte nazimarch. Efterfølgende betød uroligheder, at marchen blev to timer forsinket. Foto: Motkraft.net

En del af forklaringen på det forholdsvis lave antal skal nok findes i de sabotageaktioner, som formodede antifascister udførte mod biler og busser, der skulle fragte nazister til Salem. I Danmark gik det bl.a. ud over flere biler tilhørende nazipartiet DNSB i Greve, og i Helsingborg blev busser hos et udlejningsselskab saboteret, da de var lejet ud til nazister.

Til det sidste var der spænding om, hvorvidt såvel nazimarch som moddemonstration ville blive tilladt. En lokal ret havde nemlig forbudt dem, men på selve dagen blev forbuddet ophævet. Alligevel var stemningen i byen spændt, og byrådet havde på forhånd opfordret alle til at holde sig inden døre, og i praksis overlade gaderne til de marcherende nazister.

Alligevel samlede antiracisterne over 1.200 mennesker til en demonstration, der blev lettere forsinket, fordi politiet tilbageholdt 150 danskere på togstationen. Demonstranterne nægtede at gå, før danskerne kunne slutte sig til, og da det skete efter cirka 45 minutter , blev de modtaget med jubel og fyrværkeri.

Ti af dem blev imidlertid anholdt på begæring af dansk politi, ifølge Motkraft.net fordi de har igangværende retsprocesser i Danmark, som gør at de ikke har ret til at rejse til andre lande tilknyttet Schengen-systemet.

Læs det svenske Motkraft for livedækning af Salemdemonstrationerne

Se hjemmesiden for Nätverket mot rasism Stockholm

Se den danske hjemmeside »Salemturen 2007«

Stenkast, barrikader og ildspåsættelser
Da demonstrationen var cirka halvvejs på sin rute, brød omkring halvdelen af demonstranterne ud og begav sig mod et villakvarter tættere på nazisternes marchrute.
Ligeledes blev et par hundrede demonstranter tilbage i Salem, da den officielle demonstration afsluttedes.

Umiddelbart efter blev de første affaldscontainere stukket i brand, og aktivister byggede barrikader i villakvarteret, mens andre uafhængigt af hinanden drev rundt i det indre Salem og skabte uro. Planen var tilsyneladende at skabe så meget uro, at politiet ikke ville kunne overskue at passe på nazisternes march, der planlagt til at starte en time senere.

Den strategi lykkedes delvist, idet nazimarchen blev hele to timer forsinket – ifølge politiet netop på grund af de mange »uroelemener i området«.

Med cirka ti minutters mellemrum blev der sat ild til to forskellige skoler i Salem, og både politi og brandvæsen blev mødt af stenkast, da de rykkede ud for at slukke brandene, der dog ikke udviklede sig voldsomt, og hurtigt blev slukket. Hverken Motkraft.net eller de øvrige nyhedsmedier giver nogen forklaring på ildspåsættelserne.

Ifølge Modkraft.dk’s oplysninger drejede det sig i det ene tilfælde om en vildfaren raket, mens der i det andet tilfælde kun var tale om, at der blev sat ild til abrrikader bygget af materialer fra skolen. Informationerne er dog ubekræftede.

»Som at kæmpe mod en byguerilla«
Efterfølgende spredte aktivisterne sig ud i de omkringliggende skove, og politiet frygtede, at de planlagde angreb på selve nazimarchen. Et større antal civile politifolk patruljerede derfor området, mens en helikopter med varmesøgende kamera forsøgte at opspore aktivisterne.

Andre steder i Salem drev hundreder af antifascister rundt i mindre grupper, og det kom til flere sammenstød, når politiet forsøgte at indkredse dem med henblik på at »busse« dem ud af byen. Omringede antifascister, der forsøgte at slippe væk blev holdt tilbage med knippelslag og peberspray, men alligevel det lykkedes flere gange aktivisterne at bryde igennem politiets afspærringer.

Til avisen Dagens Nyheter udtalt et byrådsmedlem, der fulgte begivenhederne fra en politibil:

– Det er utroligt svært for politiet at forhindre det, der sker. Det er som at kæmpe mod en byguerilla, og jeg tror ikke det ville være muligt at stoppe det hele, selvom der havde været dobbelt så mange betjente udkommanderet.

Kritik af politi og politikere
Den megen uro og frygten for skjulte aktivister i skovene betød, at nazisternes afmarch måtte udsættes i to timer. Ifølge antifascister deltog 850 nazister, mens myndighederne opregnede antallet til »omkring tusinde«.

Efter cirka halvanden time var marchen gennemført og de sidste rester opløst af politiet.

Efterfølgende opretholdt politiet et højt beredskab i selve Stockholm, hvor både nazister og antifascister tog til efter dagens begivenheder i Salem. Umiddelbart er der dog ingen rapporter om større episoder i løbet af aftenen.

Søndag blev i alt 12 tilbageholdte danskere – otte mænd og fire kvinder – løsladt. Hele aktionen har ifølge politiet kostet seks millioner svenske kroner, og politiet erklærer tilfredshed med forløbet.

Nätverket mot rasism er dog ikke imponerede over hverken politiets eller politikernes indsats. I en pressemeddelelse klager organisationen over de forsøg som byrådet og lokalretten gjorde på at forbyde demonstrationerne:

»Demokrati er ikke bare hurraråb og rygklapperi, men også at vise dissensus, udtrykke utilfredshed og gennemføre protester. (...) Det er først da, når folk har civilcourage og viser, hvad de synes om nazismen, i stedet for at møde den med stilhed, at det bliver svært at fremføre racistiske argumenter", skriver netværket, der kalder politiets indsats for »overdrevet og hysterisk«.

Ifølge Nätverket mot rasism kan myndighedernes reaktioner ikke tolkes som andet end at »der ikke findes nogen vilje indenfor etablissementet til at se nazismen som et problem, samtidig med, at man ukritisk spiller med på og fremmaner billedet af, at de 1.200 personer, der viser rygrad og stiller op mod nazismen, skulle være problemet. (...) At håne, latterliggøre og råbe slagord mod nazister anses tydeligvis for et større problem end den nazistiske bevægelse, der i løbet af de seneste 20 år har myrdet over 30 mennesker i Sverige«.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96