Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Demonstrationsret på spil i ungdomshusretssag

2. december 2007 - 22:53

Demonstrationsret på spil i ungdomshusretssag

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Mandag den 3. december starter den hidtil største retssag i kølvandet på urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset. 26 personer sidder tiltalt i Københavns Byret, anklaget for grov vold mod politiet samt grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Særligt ved retssagen er, at ingen af de tiltalte har kastet med sten eller flasker endsige bygget barrikader eller udført andre håndgribelige lovovertrædelser. Deres brøde består udelukkende i at have været tilstede i en demonstration, hvor andre helt uafhængigt af dem kastede ting mod politiets indsatskøretøjer.

JPEG - 59.6 kb
En større retssag skal afgøre, om fredelige deltagere i demonstrationer, der udvikler sig voldeligt, kan dømmes for vold. Foto: Martin Brandt/Monsun

Alligevel møder politianklageren op med et krav om, at de tiltalte, der udgør en forskelligartet gruppe bestående af alt fra skoleelever over midaldrende arbejdere til en kvindelig læge på 62 år, idømmes fængselsstraf på flere måneder.

Giver domstolen anklagemyndigheden medhold, vil politiet fremover have meget vide beføjelser til at anholde, varetægtsfængsle og efterfølgende retsforfølge »almindelige«, ikke-voldelige demonstrationsdeltagere.

Deltog fredeligt i demonstration, tiltalt for vold

De tiltalte deltog alle i det, der senere har vist sig at være den første torsdagsdemonstration. Således gik de med i den demonstration, der på selve rydningsdagen torsdag den 1. marts udgik fra Blågårds Plads på Nørrebro kl. 17.00.

De blev anholdt kort før kl. 18.00, hvor politiet udførte en omfattende knibtangsmanøvre mod den forreste del af optoget, hvorfra grupper af aktivister kastede sten og flasker efter tre forankørende hollændervogne.

Erik Hjelm, anklager i Københavns politi, har tidligere til Modkraft.dk forklaret anklagen mod de 26 på denne måde:

– I og med at de tiltalte alle fylder rummet op bag stenkasterne, så underbygger de truslen mod politiet. Når de ikke fjerner sig fra stedet, da demonstrationen udvikler sig voldeligt, så accepterer de det, der sker. Og dermed er vi ovre i noget medvirken.

Anklagemyndigheden møder op med halv sejr
Da de 26 blev præsenteret for anklageskriftet i juli, var opfattelsen, at de stod med en god sag. Grænsen mellem lovlig og ulovlig måtte gå mellem dem, der kastede med sten og flasker og dem, der bare var tilstede i demonstrationen, lød vurderingen blandt tiltalte i sagen, som Modkraft.dk dengang talte med.

En anden ungdomshusdom har dog i mellemtiden ændret optimismen til pessimisme. I en sag omhandlende en demonstration den 16. december 2006 blev fire aktivister i september 2007 idømt mellem 40 og 50 dages fængsel udelukkende for at have været tilstede i demonstrationen, hvorfra der udgik vold mod politiet.

Det afgørende var ifølge Byretten ikke, hvorvidt de tiltalte selv havde forøvet vold eller ej. Det var ikke engang, hvorvidt de havde befundet sig i umiddelbar nærhed af de voldsudøvende eller ej. Afgørende var alene, at de befandt sig et sted i mængden.

September-dommen, som politiets anklagemyndighed endda ankede til Landsretten, da man ønskede endnu højere straffe, viser, at domstolene i vid udstrækning deler politiets vægtning af urobekæmpelse på bekostning af demonstrationsret.

Høje sagsomkostninger i vente
Med til historien om september-dommen hører også, at aktivisterne blev dømt til at betale sagens omkostninger. I tilgift til de 40-50 dages fængsel skal de også hoste op med et beløb på ca. 40.000 kr.

Tiltalte i den kommende retssag, som Modkraft.dk har talte med, frygter at sagsomkostningerne i deres sag vil blive endnu højere, da der er tale om en retssag, som på grund af de mange anklagede kommer til at vare mere end 100 timer.

Dertil kommer den tid, der løber på, hvis en af partnerne vælger at anke dommen til Landsretten.

Beløb på helt op til 100.000-200.000 kr. per person har været nævnt.

Voldsom skærpelse
Historiker og sociolog Rene Karpantschof, der forsker i sociale bevægelser, har fulgt udviklingen i myndighedernes tilgang til urobekæmpelse siden 1980’erne, hvor det var kampene omkring de besatte huse, der stod i centrum.

Overfor Modkraft.dk vurderer han, at der i løbet af de seneste år er sket en markant skærpelse i retssystemets håndtering af gadeuro-relaterede sager:

– I forhold til i dag var det i 1980’erne og 1990’erne meget sjældent, at man tiltalte folk med krav om fængsling for den slags sager. Hvis folk havde deltaget i en demonstration, hvor det var kommet til konfrontationer, fik de typisk en bøde for gadeuorden. Fængselsstraffe var sjældne, varetægtsfængsel helt uhørt, forklarer han.

– Det, vi ser med sagen mod de her 26, er udtryk for en markant skærpelse.

Hidtil uset repressionsniveau
Ifølge Rene Karpantschof skal forklaringen på stramningen helt overordnet findes i den generelle retspolitiske højredrejning, der bl.a. indebærer en stadig større tilbøjelighed til at bruge politi, domstole og fængsler som politiske redskaber i sociale konflikter.

En vigtig forklaring skal dog også findes i politiet:

– Politiet vil jo altid gerne have udvidet deres beføjelser, udtaler han.

– De vil gerne kunne straffe bredt, da de tror, at det vil skræmme folk fra at gå på gaden. Set fra politiets perspektiv handler de aktuelle retssager om at få nogle juridiske våben, der er på højde med de nye fysiske våben, hollændevogne osv., som de har fået.

– Med de mange varetægtsfængslinger og domme, vi har set det seneste år, må vi sige, at vi har nået et hidtil uset højdepunkt i repressionsniveauet. Idømmes de 26 fængselsstraffe alene for at have været tilstede i en demonstration, hvor nogle andre kastede med sten, bestyrkes det indtryk yderligere.

– Retssagen vil give en vigtig pejling om, hvorvidt udviklingen i retning mod mere repression er ved at toppe eller ej, pointerer han.

På grund af de mange tiltalte kommer sagen til at løbe hen over mange uger. Ifølge planen skal der først falde dom i marts 2008.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96