Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Dobbelt nederlag til politiet i Landsretten

12. november 2007 - 22:07

Dobbelt nederlag til politiet i Landsretten

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Det er ikke forbudt at kalde en betjent for Louise. Og man må godt stritte imod en anholdelse, hvis den er åbenlyst ulovlig. Det er konklusionen efter to domme i Østre Landsret, hvor dommerne satte en grænse for, hvor små sko politiet kan tillade sig at gå i.

I det første tilfælde var en mand på Christiania tiltalt for at have »udvist fornærmelig adfærd, der var egnet til at forstyrre den offentlige orden«, alene fordi han havde kaldt en mandlig betjent »Louise«.

Ifølge Jyllands-Posten fandt episoden sted, da betjenten sammen med en gruppe kolleger i sommeren 2006 gik gennem Pusher Street på Christiania. Her sagde den tiltalte 37-årige mand de formastelige ord: »Hva’ så, Louise?«
Derefter vendte betjenten sig om:
– Hvad sagde du?
– Jeg sagde Louise.

Da andre omkringstående derefter begyndte at grine og råbe Louise flere gange, blev manden sigtet for fornærmende adfærd. I Byretten blev han idømt en bøde på 600 kr., men nu har Landsretten altså slået fast, at navnet Louise ikke er et skældsord.

Frikendt for at stritte imod
I den anden sag blev en 21-årig mand anholdt under en demonstration for Ungdomshuset, hvor flere af deltagerne var maskerede. Da betjentene greb fat i den 21-årige, strittede han imod, og i Byretten fik han derefter en dom for at modsætte sig anholdelsen.

Men det viste sig samtidig, at politiet havde fat i den forkerte, og derfor var anholdelsen ifølge hans advokat, Hanne Reumert, ulovlig.

Og det var Landsretten enig med advokaten i. Da anholdelsen ikke var en lovlig tjenestehandling, kan manden heller ikke dømmes for at modsætte sig den, fastslog dommerne.

JPEG - 86.8 kb
Man må godt stritte imod en anholdelse, hvis den er ulovlig. Det slår Østre Landsret fast i en ny dom. Arkivfoto. Mark Knudsen/Monsun
Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96