Ligestilling er ikke et varmt emne, når det gælder den politiske situation i Danmark, hverken før, under – og efter alt at dømme heller ikke efter – valgkampen. I modsætning til for eksempel Sverige, hvor både kvindelige og mandlige politikere fra såvel højre, midt og venstre frejdigt erklærer sig som feminister, er det politiske landskab i Danmark en kønspolitisk ødemark.

Det er stort set kun når det gælder udsigten til en kvindelig statsminister, at kønsspørgsmålet kommer på dagsordenen, og da stort set kun som et slags kuriosum. At køn skulle have nogen politisk betydning for valgkampens øvrige emner, er en holdning, der er helt fremmed for den politiske tradition her i landet.

Selv regeringens ligestillingsminister står isoleret med ønsket om at bringe ligestilling ind i valgkampen. Foto: karenjespersen.venstre.dk

Men ifølge Kvinfos direktør, Elisabeth Møller Jensen, er netop kønnet nøglen til forståelse af f.eks. det højt profilerede emne velfærd. Det gav hun udtryk for ved et debatarrangement i Politikens Hus, hvor også den svenske krimiforfatter Liza Marklund slog på tromme for den kvindelige socialdemokratiske statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt.

Og ifølge Christina Fiig, der er adjunkt ph.d. på Aalborg Universitet, hvor hun netop har afsluttet en analyse af kvinder i dansk politik, er det vigtigt valg:

– En kvindelig statsministerkandidat udfordrer det billede, vi har af, hvad en toppolitiker er: En hvid, midaldrende mand. Det er hunløven mod hanelefanten, siger hun i et interview til Politiken.

Her giver også Lenita Freidenvall fra Stockholm Universitet, der netop har udgivet sin ph.d.-afhandling om repræsentation af kvinder og kvotering i svensk politik, sit bud på, hvorfor der er gået så lang tid, før vi overhovedet fik muligheden for at vælge en kvindelig statsminister:

– De socialdemokratiske partier har historisk set interesseret sig mere for klasse end køn. Klassekamp har været det dominerende emne indtil 1990’erne, fordi fagbevægelserne har haft så stor indflydelse, mener Lenita Freidenvall.

LO: Regeringens ligestillingspolitik er håbløs
Men på trods af den historiske situation har spørgsmål om f.eks. ligestilling og ligeløn fyldt forsvindende lidt i den landsdækkende dagspresse.

Selv da Ligestillingsminister Karen Jespersen (V) den 7. november annoncerede, at kvinderne nu blev sat på dagsordenen i Venstres valgkamp med et krav fra regeringen om, at organisationerne skal lave et årligt ligestillingsregnskab, skabte det kun krusninger på mediehavet.

– Jeg vil pålægge organisationerne at lave et regnskab over, hvor mange mænd og kvinder de indstiller årligt. Med det initiativ ønsker Venstre at sige, at ligestilling også er et tema i valgkampen, udtalte Karen Jespersen.

Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. »Temaet« blev fulgt op af en enkelt reaktion fra LO, der kaldte udspillet ubrugeligt, fordi det ikke forpligter virksomhederne til at offentliggøre lønstatistikkerne.

– Ministerens forslag er blot et figenblad foran regeringens håbløse ligestillingspolitik, lød svaret fra LO’s næstformand Lizette Risgaard.

Enhedslisten: Mangel på ligeløn er grotesk
Andre partier og kandidater har også – om end ligeledes med begrænset succes i massemedierne – forsøgt at gøre kvindekampen til et valgtema. Således gennemførte Enhedslistens spidskandidat i København, Johanne Schmidt-Nielsen, sammen med en gruppe Enhedsliste-aktivister en symbolsk blokade mod netop Karen Jespersens Socialministerium, hvor en snor med røde strømper på, blev spændt foran indgangen.

– Vi er bekymrede og vrede over vores ligestillingsministers arbejde. Vi står her for at råbe op og sige hallo, du er ligestillingsminister, og det er dit ansvar, udtalte Johanne Schmidt-Nielsen i den forbindelse til Politiken.

Konkret rasede aktivisterne over Karen Jespersens udtalelser om, at enlig mor, der har 1.000 kroner om måneden til rådighed, efter at de faste udgifter er betalt, bare skal tage sig et job. Det har ifølge Enhedsliste-kandidaten meget lidt med ligestilling at gøre.

Enhedslistens spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen aktionerer på Nørreport for ligeløn. Foto: Freddy Hagen

Johanne Schmidt-Nielsen var også i front under en symbolsk aktion på Nørreport Station, hvor hun på et stort ur med rødt markerede den time og 26 minutter, som kvinderne i Danmark arbejder gratis i gennemsnit i forhold til mændene.

Forskellen på mænds og kvinders løn er stadig på knap 20 procent i gennemsnit, og det svarer til, at kvinderne burde holde fri fra arbejde en dag om ugen, for at få pengene til at passe.

– Det lyder som en dårlig joke. Loven om ligeløn blev vedtaget i 1976, og alligevel tjener mænd stadig mere end kvinder. Det er grotesk. Selvfølgelig skal mænd og kvinder have den samme løn for det samme arbejde, lød det fra Enhedsliste-kandidaten.

SF: Krav om ligelønskommission
Også SF’s ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, har flere gange været på banen med ligestillingspolitiske markeringer, uden at det af den grund har givet genlyd i pressen.
Således krævede SF den 6. november »en helt anderledes offensiv tilgang til problemstillingen« om ligeløn, og stillede forslag om en decideret Ligelønskommission.

– Ligestilling har siden VK regeringens tiltræden i 2001 været et anliggende, den enkelte kvinde selv må klare. Regeringens skiftende ligestillingsministre har ikke bekymret sig nævneværdigt om f.eks. den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder. Tværtimod mener ministeren for ligestilling primært det handler om, at kvinderne selv skal blive bedre til at forhandle sin løn, udtalte Pernille Vigsø Bagge i en pressemeddelelse.

SF foreslog på den baggrund, at regeringen nedsætter en ligelønskommission samt øremærkning af tre måneders barselsorlov til fædre.

– Regeringens opfattelse af, at ligestilling mellem kønnene kommer af sig selv, bare man venter længe nok er bund naiv og løsrevet fra enhver virkelighed, lød det fra Pernille Vigsø Bagge.

Radikale: Kvindeløn fra 70’erne
Selv De Radikale har været på gaden for at markere den manglende ligeløn. Således steg »de radikale søstre og folketingskandidater Lone Dybkjær, Karen Lumholt og Dorthe Kjerulf-Thomasen« den 10. november på en bus på Rådhuspladsen og betalte kun 80 procent af taksten.

Aktionen var en tro kopi af en lignende happening, der fandt sted den 10. maj 1970. Alligevel afviste Lone Dybkjær i en pressemeddelelse, at de Radikale kvinder abede efter 70’er-feministerne:

– Vi lægger ikke bh’en, men vi lægger heller ikke den fulde billetpris. Hvis vi kun får 80 procent af lønnen, skal vi vel også kun betale 80 procent af taksten.

Lone Dybkjær kalder det ligesom sine kolleger fra SF og Enhedslisten for »absurd, at vi i dag står fuldstændig samme sted som vi gjorde for 30 år siden«.