Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Palæstinensere overtræder menneskerettigheder

25. oktober 2007 - 10:41

Palæstinensere overtræder menneskerettigheder

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Overgreb mod civilbefolkning og politiske modstandere er steget i Gazastriben, siden Hamas overtog kontrollen med området. Men det samme gør sig gældende på Vestbredden, hvor den politiske rival Fatah har magten.

Det skriver menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en ny rapport om forholdene i de palæstinensiske områder.

Amnesty beskylder bl.a. begge parter for uhæmmet brug af magtmidler i sammenstødene mellem de stridende parter, som ofte betyder drab på og lemlæstelse af tilfældige forbipasserende, herunder børn.

JPEG - 49.1 kb
Palæstinensisk politi i kamp med civile i Gaza.

Også begge parters brug af hospitaler og skoler som udgangspunkt for væbnede angreb; kidnapninger og mord på politiske modstandere; tortur mod tilfangetagne samt unødvendig og dræbende magtanvendelse mod fredelige demonstranter kritiseres i Amnesty-rapporten.

Ifølge Amnesty sker disse overgreb uden at nogen stilles til ansvar for forbrydelserne.

En del af baggrunden for de mange overgreb, skal ifølge Amnesy findes i den udvikling, der fandt sted, da den palæstinensiske præsident Abbas – fra Fatah – opløste både sikkerhedsstyrker og retsvæsen, fordi Hamas overtog kontrollen i Gaza-striben.

Som konsekvens oprettede Hamas sine egne sikkerhedsstyrker, men de er slet ikke uddannet til at varetage opgaven, skriver Amnesty International.

Læs Amnestys rapport »Occupied Palestinian Territories
Torn apart by factional strife«

Amnesty: Stop overgrebene
I sin konklusion anerkender Amnesty, at det palæstinensiske selvstyres muligheder for at opretholde et fungerende justits- og retsvæsen er alvorligt begrænset af den fortsatte israelske besættelse af Vestbredden og Gaza, herunder gentagne angreb fra de israelske styrker mod palæstinensiske sikkerhedsinstallationer og andre institutioner.

Alligevel mener Amnesty, at det palæstinensiske selvstyre alt for ofte bruger disse udefrakommende faktorer som undskyldning for sin egen mangel på politisk vilje og manglende evner til at slå ned på væbnede grupper og andre magtfulde interessegrupper, der står bag alvorlige forbrydelser mod både palæstinensiske og israelske civile.

JPEG - 35.1 kb
Amatørvideo optaget i Gaza den 13. januar 2001. Palæstinensisk politi henretter Majdi Mikkawi i gården på Gaza Politistation. Mikkawi blev dømt til døden af de palæstinensiske myndigheder for samarbejde med de israelske styrker.
Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96