»Irakere ingen adgang«. Sådan kunne der ligeså godt være skrevet på skiltet over mændenes latrin på den amerikanske militærbase, Forward Operating Base Warhorse, 60-70 kilometer nordøst for Bagdad.
I stedet er den umiskendelige ordre formuleret lidt mere diplomatisk, selvom meningen er den samme: »US Military contractors civilians only«, står der – og det har vakt harme og opsigt, skriver den alternative amerikanske nyhedsside Common Dreams.

I realiteten betyder det nemlig, at de irakiske tolke, der ellers arbejder på nøjagtig samme betingelser som de amerikanske soldater, ikke må bruge de samme toiletter eller bade.
Og over messen hænger et andet skilt, der advarer irakere og andre »tredje-landes nationaliteter« om, at de kun har én time til at indtage deres morgenmad, frokost eller aftensmad, og ifølge irakerne på basen, står de nogen gange i kø i op til 45 minutter for at få deres mad. De amerikanske tropper har derimod tre timer at spise i.
Sikkerhed eller hygiejne
Ifølge Common Dreams er det uklart, hvem der har givet ordre til de særprægede regler, der minder om de tidligere racelove fra de amerikanske sydstater, som blev ophævet for næsten 60 år siden.
»Reglerne der adskiller lokale nationale latriner fra soldaternes blev indført for to eller tre tjenesteperioder siden, skriver major Raul Marquez, der er talsmand for the 3rd Brigade Combat Team of the 1st Cavalry Division fra Fort Hood i Texas, i en e-mail.
Det er heller ikke helt klart, hvad begrundelsen er. Ifølge Marquez har det med sikkerheden at gøre:
»Vi er i krig, og operationel sikkerhed og beskyttelse af tropperne er afgørende i dette miljø«, skriver han.
»Vi screener alle vores lokale, der bor eller arbejder på basen, men alligevel kan man aldrig vide, hvad der foregår i hovederne på dem«.

Men andre soldater peger på såkaldt kultureelle forskelle mellem irakere og amerikanere som begrundelse for opdelingen:
– Vi har haft problemer med de lokale. Men det er ikke fordi, vi raceadskiller, siger sergent Oscar Garcia fra basens administrative center.
Konkret skal nogle irakere, der ikke kender til vestlige toiletter, have sat sig på hug på toiletsædet, eller have brugt brusekabinerne som toilet.
En anden soldat fra administrationen, der afviser at oplyse navn eller rang. nævner også hygiejnekonflikter som grund:
– Vi kan ikke acceptere, at folk vasker deres fødder, hvor jeg børster mine tænder, siger han.
Irakere: det er racisme
Men de irakiske tolke på basen er fortørnede overskiltene, der er skrevet på både engelsk og arabisk. Ahmed Mohammed har arbejdet som tolk for amerikanerne siden 2004, han har en college-uddannelse og kender udmærket til vestlige sanitetsforhold. Han kalder skiltene »racistiske« og påpeger, at han til hverdag deler telt med 80 amerikanere uden problemer.
Også den Amerikansk-Arabiske Anti-Diskriminations Komité, der holder til i Washington, er utilfredse med skiltningen:
– På den ene side vil vi have irakerne til at hjælpe os; ofte under stor risiko. men på samme tid siger vi: »Vi vil ikke have jer for tæt på«. Det er meget blandede signaler at sende, siger Laila al Qatami fra komitéen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96