Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Demonstranter i Colombia kræver præsidentens afgang

17. oktober 2007 - 13:25

Demonstranter i Colombia kræver præsidentens afgang

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Colombia præges i øjeblikket af omfattende protester mod regeringen. Myndighedernes svar har bl.a. været at åbne ild mod demonstranter i delstaten Cauca, hvor 500 blev såret.

Det er første gang i præsident Uribes regeringsperiode, at studenterbevægelsen, bønderne og fagbevægelsen i Colombia har kunne mobilisere så mange mennesker, at de har turdet forlange præsidentens afgang.

Baggrunden for dette krav er kriminalisering af politisk arbejde, udsultning af landområderne og privatiseringer af den offentlige sektor. Protesterne har været svære at gennemføre på grund af systematiske fængslinger af bevægelsens ledere og massetilbageholdelser af demonstranter.

JPEG - 55.4 kb
Med slagord og stor energi kræver studerende i Bogota præsidentens afgang. Foto: Helga Mathiassen/CSW

Protesterne foregår lokalt i de forskellige delstater i landet, men koordineres på nationalt plan af en sammenslutning af bonde- og folkelige bevægelser. En del af samarbejdet består i, at de studerende sender grupper af jurastuderende ud til bondeorganisationerne, for at hjælpe med dokumentation af menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med demonstrationerne.

»Demokratisk sikkerhed«
Præsident Alvaro Uribe Velez blev valgt i 2001 på løfter om en militær løsning på den sociale og væbnede konflikt i landet. I 2002 lancerede Uribe planen »Demokratisk sikkerhed«. Denne plan har betydet øgede beføjelser til militæret, der i nogle områder fungerer som både udøvende og dømmende magt. Ifølge bl.a. Internationalt Forum inkluderer planen et omfattende stikkernetværk, som også fungerer på universiteterne. Studerende kan aftjene deres værnepligt ved at fungere som informanter, og derved stikke deres medstuderende til myndighederne.

Agencia Prensa Rural
Koordineringen af bondebevægelsen har et infocenter – Agencia Prensa Rural – der forsøger at sprede informationerne om overgreb på demonstranter, da de offentlige medier næsten ikke har dækket de store sociale protester.

Colombian Students Watch
CSW er en sammenslutning af grupper fra den danske elev- og studenterbevægelse, der skal »sørge for at Uribe-regeringen og deres støtter i Europa og USA, ikke uforstyrret kan fortsætte deres forfølgelse af kritikere og sociale bevægelser«.
CSW kan kontaktes på mail: rune@dsfnet.dk

Opposition i Colombia udsættes for hård repression i form af trusler, vilkårlige fængslinger og mord. Repressionen kommer i høj grad fra militæret og politiet, men også højreorienterede paramilitære grupper er ansvarlige for mange politiske mord. Der er dokumenteret forbindelser mellem præsident Uribe og paramilitære ledere, og aktuelt undersøges flere kongresmedlemmers forbindelse til de paramilitære grupper.

Studerende forhindres i at demonstrere
Siden den 9. oktober har studerende på de fleste af landets universiteter demonstreret. Da studerende fra Universidad Nacional i hovedstaden Bogota forsøgte at demonstrere, blev de bremset af politiet, allerede før de var nået uden for universitetet. Politiet for meget voldsomt frem og tog helt fra starten både tåregas og vandkanoner i brug.

De studerende kæmper primært imod privatiseringer af universiteterne og øget brugerbetaling. Siden Uribe blev præsident, er brugerbetalingen på universiteterne steget markant. På Universidad del Atlanticó med hele 1.000 procent. Et stigende antal af de offentlige universiteter privatiseres, hvilket betyder, at færre har adgang til dem på grund af den langt højere brugerbetaling. Privatiseringerne hænger sammen med frihandelsaftalen TLC, som Colombia har indgået med USA.

Samtidig sker der en afdemokratisering af universiteterne, som rammer både studerende og ansatte. Rektorerne indsættes i nogen tilfælde af regeringen og deltager i de repressioner, de studerende udsættes for. Den 28. maj beordrede rektoren på Universidad Nacional politiets indsatsstyrke, ESMAD, at rydde de studerendes besættelse af universitetet. ESMAD har i flere tilfælde stået bag mord på studenterpolitikere.

JPEG - 41.9 kb
Politiets indsatsstyrke ESMAD følger altid de studerendes demonstrationer. Foto: Helga Mathiassen/CSW

I løbet af de seneste to år er i alt ni studenterpolitikere blevet dræbt og adskillige af lederne er fængslet. De paramilitære offentliggør dødslister med studerendes navne og adresser, hvilket betyder, at mange må flygte.

500 bønder såret under demonstration
Den sociale og væbnede konflikt er langt mere intens i landområderne, hvor antallet af politiske mord er dramatisk højere end i byerne. Bønderne demonstrerer for at opnå en jordreform, samt imod frihandelsaftalen TLC, som de mener, vil underminere deres muligheder på markedet. Demonstrationerne er udsat for repression fra militærets side, som blandt andet har ordre til at forhindre bønderne i at nå frem til demonstrationerne, oplyser infocenteret Agencia Prensa Rural.

Infocenteret skriver ligeledes, at der den 10. oktober blev åbnet ild mod en bondemarch i delstaten Cauca, hvilket resulterede i 500 sårede. Under den samme demonstration blev der smidt tåregas fra helikoptere. Et nærliggende universitet blev lukket af militæret, for at forhindre en solidaritetsdemonstration.

De colombianske nyhedsmedier har mørkelagt episoderne, og generelt er det næsten umuligt for bønder og studerende at få spredt informationerne om forskellige overgreb.

Kommentar på Kontradoxa: »I Colombia dræber de studerende«

Artikel hos Internationalt Forum: »Terrorkrigens eksperimentarium«

I delstaten Tolima, hvor 20.000 bønder demonstrerede, er der indgået en aftale med delstatsguvernøren. Detaljerne i aftalen er endnu ikke offentliggjort, men den vigtigste del set med bøndernes øjne, er nedsættelsen af et menneskerettighedsråd samt offentlige investeringer i uddannelse, sundhed og veje.

De sociale organisationer er nu i gang med at forberede arbejdet med at få realiseret aftalen, og at undgå repressalier ovenpå de succesfulde demonstrationer.

De folkelige bevægelser i Colombia ser ud til at være stærkere, end det længe er set. Spørgsmålet er, om dette betyder, at bønder og studerende får deres krav igennem, eller om det snarere resulterer i hårdere repressalier fra staten.

Det danske studenternetværk Colombian Students Watch (CSW) har lige nu en delegation i Colombia for at styrke samarbejdet med de colombianske studerende, og har i denne forbindelse overværet protesterne.

JPEG - 48 kb
»På gaderne for at vælte regeringen«. Graffiti og murmalerier er en udbredt modstandsform blandt de studerende i Colombia. Foto: Helga Mathiassen/CSW
Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96