Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Voldsom kritik af politiets metoder under G13-aktion

7. oktober 2007 - 17:54

Voldsom kritik af politiets metoder under G13-aktion

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom
Deltag i debatten om G13 på Modkraft

Se Modkrafts livedækning inkl. fotos og video

Mens G13-aktivisterne gjorde, hvad de kunne for at opretholde deres annoncerede ikke-volds koncept, lagde politiet en ekstremt hård linie for dagen under aktionen ved Grøndalsvænge Allé 13, lørdag den 6. oktober.

Kritikken af massiv brug af tåregas, knippelslag, tæv, hundebid, ydmygelser og stærkt kritisabel behandling af anholdte hagler ned over politiet. Og samtidig med at justitsministeren nu afkræves en redegørelse for den hårdhændede fremfærd, erklærer politiets ledelse, at demonstranterne opførte sig ikke-voldeligt og at ingen betjente kom til skade.

JPEG - 28.8 kb
Adskillige aktivister blev slået i hovedet med knipler. Her tæskes løs på Gul Blok. Foto: Freddy Hagen

I et interview på TV2 News roser chefpolitiinspektør Per Larsen G13-aktivisterne for at have gennemført aktionen fredeligt, og også politiets pressetalsmand, Flemming Steen Munch, har til flere medier udtalt, at ingen betjente kom til skade og at politiets materiel stort set ikke led overlast.

Politiet valgte konfrontation
I et interview på Modkraft.dk forud for aktionen den 6. oktober ridsede forskeren Rene Karpantschof to sandsynlige scenarier op for politiets strategi, nemlig en offensiv og en defensiv.

Om den offensive strategi udtalte Karpantschof bl.a.:

– Den offensive går ud på, at man slår hårdt og konsekvent ned, ikke alene på uro, men også bare optrækket til det. Konkret går det ud på, at man foretager masseanholdelser, bruger tåregas osv.

Efterfølgende er der ingen tvivl om, hvilken strategi politiet valgte, og på baggrund af udtalelserne fra ledende politifolk om aktivisternes fredelige optræden, er kritikken af politiets fremfærd stigende.

Modkraft.dk har modtaget en lang række øjenvidneberetninger om forskellige typer overgreb, ligesom redaktionens medarbejdere selv har overværet og dokumenteret forskellige episoder.

Nogle af Modkrafts journalister, der var på gaden for at dække G13-aktiviteterne, har set enkelte aktivister, der kastede ting mod politiet, men fælles for samtlige episoder gælder, at det drejede sig om enkeltpersoner, der efter at have kastet f.eks. et æbleskrog, en øldåse eller en flaske, blev buhet eller fysisk presset ud af demonstrationen.

Massiv brug af tåregas

Politiets mest anvendte våben under G13-aktionen var tåregas i store mængder. Der er endnu ikke overblik over, hvor meget gas, der er brugt. Ifølge politiets egne oplysninger er der altid én på stedet, som er ansvarlig for brugen af gas, og den person skal efterfølgende skrive en redegørelse til rigspolitiet med oplysninger om mængde og anvendelse.

Ifølge Politilovens § 16 skal politiets magtanvendelse være »nødvendig og forsvarlig og må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet«.

I lovens § 20 om anvendelsen af gas hedder det, at tåregas kan anvendes »med henblik på at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv eller passiv modstand«. Desuden skal politiet så vidt muligt på forhånd advare om brugen af gas.

Der findes ikke nogen regler for, hvor meget tåregas politiet må anvende. Ifølge politiet selv er det noget, der vurderes fra gang til gang bl.a. på baggrund af eksempelvis vind- og vejrforhold.

JPEG - 43.7 kb
Aktivister fra Grøn Blok på trappen til Fuglebakken Station. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun
JPEG - 50 kb
Betjente kaster uden varsel en gasgranat. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun
JPEG - 41.4 kb
Aktivisterne forsvinder i gasskyen. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun

I forbindelse med G13-aktionen anvendte politiet adskillige gange massive mængder af gas uden nogen form for advarsel. Adskillige videooptagelser, fotos og vidneudsagn viser, at der uden varsel blev kastet tåregasgranater direkte mod folk, og på et tidspunkt skød politiet tåregas direkte ind i en højttalervogn uden nogen påviselig grund.

Også tåregasgeværer af forskellig slags blev benyttet flittigt til at sprede menneskemængder af enhver slags, hvad enten de foretog sig noget aktivt eller passivt. Politiet erkender i den forbindelse, at demonstranter kan være blevet ramt i hovedet af projektilerne.

Efter Modkraft.dk’s oplysninger blev to unge aktivister så påvirkede af gassen, at de faldt bevidstløse om.

JPEG - 46.5 kb
En ung bevidstløs pige bæres væk af aktivister. Foto: Lars Michael

Tåregas ramte spædbørn
Den voldsomme brug af gas ramte ikke bare de såkaldt konfrontative aktivister. Også deltagerne i den helt fredelige del af demonstrationen blev gasset, heriblandt adskillige børn.

I en øjenvidneberetning til Modkraft.dk lyder det bl.a.:

»Min kæreste og jeg fulgtes med to venner og deres 14-dage gamle baby bagerst i demoen. Vi gik ned af Borups Alle sammen med Christiania folkene. Der var ca. 100 voksne og 50 børn cirka 10 barnevogne med babyer i. Da politiet kastede tåregas spredtes det ned igennem Borups Alle. Mange af børnene, og især babyerne i barnevognene, begyndte at græde pga. af tåregassen«.

Modkraft.dk kender vidnets identitet.

En anden veldokumenteret episode fandt sted på Fuglebakken Station, hvor aktivister fra den grønne blok havde taget opstilling på trappen. Her blev en gasgranat uden varsel kastet ind mellem demonstranterne på trappen, og der er dokumenteret adskillige lignende episoder, hvor civilbetjente kaster gasgranater direkte mod folk.

Knipler og tæv
Udover gassen meldte mange vidner om overdreven brug af knipler mod aktivisterne. I flere omgange slog betjentene således direkte mod aktivisternes hoveder, ligesom stavene blev brugt til noget, der lignede decideret afstraffelse af anholdte.

Modkrafts fotograf fangede for eksempel en episode, hvor en anholdt blev holdt fast midt i en tåregassky, fik hevet sin trøje op over hovedet og derefter slået adskillige gange på ryggen med en knippel.

JPEG - 39.4 kb
En aktivist er fanget og fastholdt i en sky af gas. Foto: Mark Knudsen/Monsun
JPEG - 32.5 kb
Trøjen hives op over hovedet, mens knippelslag regner ned over den bare ryg. Foto: Mark Knudsen/Monsun
JPEG - 52.5 kb
Efter endt afstraffelse væltes aktivisten omkuld på jorden. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Under en anden anholdelse blev en demonstrant, der ikke på nogen måde gjorde modstand, ført ind i en hollændervogn, hvor han pludselig blev kastet hårdt ned på gulvet og øjensynligt tævet af tre betjente.

En del blev også bidt af de mange politihunde på stedet, bl.a. en fotograf fra Jyllands-Posten, der med hænderne i vejret og iført en hvid hjelm med påskriften »presse« blev angrebet af en hundefører og bidt i armen af hans hund.

Aggressiv opførsel og ydmygende behandling
Også i situationer, hvor der ikke var sammenstød, melder adskillige vidner om en meget aggressiv tone fra betjentenes side. Da to udenlandske aktivister for eksempel mødte en betjent inde på »det forbudte område«, blev de smidt ud med brølet: »Get the fuck out of here, you fucking assholes« (»Skrub ud herfra, forpulede røvhuller«).

Et ægtepar fortæller, at politiet på et tidspunkt henvendte sig til dem med ordene: »Hvis I ikke flytter jer nu, så kommer I i klemme mellem os og de tosser der«. De fortæller også, hvordan civilklædte betjente opførte sig »udpræget ekstatisk«:

– De roste hinanden, klappede på skuldrene, »skide godt gået, det var fandeme fedt det der«, som var det en fodboldkamp – dem mod os. De var mildt sagt modbydelige, fortæller ægteparret, der ønsker at være anonyme. Modkraft.dk kender deres identitet.

En mor, der skulle hente sin 14-årige arresterede søn på Bellahøj Politistation, fortæller ligeledes om aggressiv sprogbrug fra den vagthavende betjent:

– Da jeg bad om en klagevejledning, nægtede han først at udlevere den, og da jeg insisterede, blev jeg truet med anholdelse. Han nægtede at oplyse sit tjenestenummer – »sådan et har jeg ikke«, sagde han – og fortalte mig spydigt, at jeg hellere burde opdrage mit barn ordentligt. Jeg kunne heller ikke få nogen som helst dokumentation for, at min søn havde været anholdt. Faktisk endte det med, at vi begge måtte løbe derfra for ikke at blive anholdt, fortæller den 35-årige kvinde til Modkraft.dk.

Strips og kolde gulve
Hendes 14-årige søn var blevet anholdt sammen med en større flok og sigtet efter Politiloven. Sammen blev de med stramme plasticstrips om håndleddene i flere timer sat udendørs på jorden i Station Bellahøjs gård. De stramme strips blev ikke taget af den 14-årige, før han kom til afhøring efter seks timer.

Også på Valby Politistation, hvor cirka 200 demonstranter var placeret, er der oplysninger om stærkt kritisable forhold. En af de anholdte oplyser således til Modkraft.dk, at aktivisterne på Valby Politistation – som for størstedelens vedkommende var dem, der trængte ind på Grøndalsvænge-grunden – sad op imod 12 timer iført strips på det bare betongulv i stationens parkeringskælder, hvor porten ud til efterårsluften stod åben.

Først efter syv-otte timer fik de anholdte vand, fem madrasser og nogle tæpper. Ifølge vidnet kaldte betjentene disse tiltag for »luksus«. Politiet fortalte også flere gange, at de anholdte ikke havde nogle rettigheder i forhold til mad, drikke, varme og basale menneskerettigheder, siger vidnet.

En politimand ved navn Michael Larsen fra Alfa 4, skal desuden have udtalt:

»Jeg vil skide på jeres rettigheder. Det er jo ikke noget hotel det her«, hvorefter han angiveligt tog kvælertag på en pige, der nægtede at sætte sig ned på det kolde betongulv efter at have siddet der i fem timer.

De sidste to timer af opholdet blev de anholdte placeret i detentionen med op mod 16 mennesker i hver celle. De anholdte kunne knap nok sidde eller ligge i de 35 grader varme celler, og fik intet vand før om morgenen.

JPEG - 36.6 kb
200 anholdte i en kold kælder på Valby Politistation sad i strips i op til 12 timer. Udsmuglet privatfoto
Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96