Aalborg var dagen igennem præget af protestmøder og demonstrationer. Før LO og Genstart Danmarks store protestmøde på Banegårdspladsen, afholdte to forskellige grupper således fordemonstrationer.
Den ene var en større gruppe sygeplejersker der samledes ved Aalborg Sygehus Syd. Den anden stod »Nordjyder For Velfærd«, en bred sammenslutning af faglige og politiske organisationer i Nordjylland, samt Genstart Danmark for.

Sidstnævnte startede med taler og musik fra 3F’s bygning, og herefter drog de næsten 1.500 mennesker afsted mod LO’s protestmøde. En af talerne blev holdt af Pastor Elsberg fra 3F, der til daglig kendes som Søren Elsberg fra 3F, men i dagens anledning var udklædt i præstekjole for fra talerstolen at begrave velfærden.
Mandeløn til kvindefag
LO’s protestmøde voksede til næsten dobbelt størrelse da fordemonstrationen ankom til pladsen. Protestmødet samlede 3-4.000 mennesker. Desværre bakkede de uddannelsessøgende ikke i nogen nævneværdig grad op om demonstrationen i Aalborg, fordi Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) havde valgt at mobilisere gymnasieeleverne i Nordjylland til elev- og fagbevægelsens demonstration i Århus. Til gengæld havde mange fagforeninger fra Vendsyssel og Himmerland arrangeret busser til Aalborg.
Den første taler ved protestmødet var Dennis Christensen, formand for FOA, som især høstede bifald for hans kommentar om, at det nu var tid til »mandeløn til kvindefag«. En taler fra HK understregede, at ingen havde ønsket regeringens skattelettelser, og derfor er der brug for en ny regering, der er baseret på solidaritet.
Bente Pedersen fra Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse høstede ligeledes stort bifald for sin advarsel mod, at sundhedssektoren bliver amerikaniseret, så vi ikke i fremtiden skal have et dårligt offentligt sygehusvæsen til de fattige og et moderne privat sundhedsvæsen for de rige.

Rune Albertsen fra Genstart Danmark talte om besparelserne i uddannelsessektoren, men understregede, at de studerende ikke ønsker investeringer i uddannelse på bekostning af andre svage grupper.
»Mod de fattige snyltere«
Som en del af mobiliseringen til demonstrationerne i Aalborg havde en gruppe unge fra Nordjyder For Velfærd kopieret en af aktionsidé fra ungdomshusbevægelsen, nemlig »for flere operahuse«-konceptet, ved at oprette Komitéen For Selvfinancieret Velfærd. Komitéen brugte både lørdag og mandag i sidste uge til at plædere for »flere skattelettelser« og »mod de fattige snyltere«.
Tusinder på gaden i Århus
10-15.000 mennesker havde tirsdag eftermiddag forsamlet sig på Rådhuspladsen i Århus til den store velfærdsdemonstration. Forinden da var store grupper af mennesker kommet i flok fra børneinstitutioner, plejehjem og ikke mindst uddannelsesstederne.

Den mest synlige fordemonstration blev således arrangeret af en samlet elev- og studenterbevægelse fra folkeskoleelever til uni-studerende, som med parolen »Handling Nu« havde samlet omkring 3.000 unge på Store Torv. Her kunne de blandt andet høre Troels Bo Knudsen fra Danske Studerendes Fællesråd, der gik kraftigt i rette med de planlagte besparelser på universiteterne:
– Mange universitetsstuderende gik på en ungdomsuddannelse under urimelige forhold – med alt for mange i klasserne og forældede undervisningsmaterialer. Og nu går vi på universiteter under helt urimelige forhold. Vi ser på universiteterne, at flere og flere forelæsninger bliver afholdt klokken otte om aftenen, at vi får mindre undervisning og mindre vejledning, og at studiemiljøet konstant bliver dårligere, sagde han og sluttede med en opfordring til at fortsætte protesterne:
– Jeg håber også, at vi som studerende vil huske denne dag, og huske nedskæringerne. Jeg håber, at vi fortæller fremtidens studerende, at uddannelse ikke bliver bedre af nedskæringer, men at uddannelse kræver investeringer. Og jeg håber, at modstanden mod nedskæringer fortsætter, lige indtil investeringerne starter.
Flere hænder og mere i løn
På Rådhuspladsen var det dominerende billede demonstranter med røde slikpinde, hvor krav om »flere hænder« og »mere i løn« stod skrevet på hver sin side. Ifølge næstformanden i Social- og Sundhedsassistentklubben i Århus, Britta Bertel, er disse krav også de mest grundlæggende og kan ikke adskilles:
– De to krav hænger uløseligt sammen. For hvis vi ikke kan tilbyde kollegerne en ordentlig løn, så kan vi heller ikke skaffe de hænder, der er brug for i plejesektoren, fastslår hun overfor JPÅrhus.

Mest markante tale til demonstrationen blev leveret af LO-sekretær Harald Børsting, som gik hårdt til angreb på regeringen og deriblandt den nye socialminister Karen Jespersen. Dagens slogan i den forbindelse blev leveret af en sygeplejerske, som trængte igennem med råbet: »Hun er bare øjebæ«. En opfattelse hun at dømme ud fra jublen fra demonstrationen ikke var ene om.
Demonstrationen på Rådhuspladsen spredte sig ud på vejen og satte dermed en midlertidig stop for den indre trafik i Århus. Noget der efterhånden er set en del gange i Århus ovenpå sidste års store besparelser.
Skuffelse i Odense
Også i Odense var flere tusinde mødt op, men langt færre end arrangørerne havde håbet på. På forhånd havde LO Odense sat 10.000 som succeskriterium, men politiet anslog antallet til kun 2.500. Arrangørerne mente dog, at der var 6-8.000 demonstranter på rådhuspladsen i Odense.
Mest iøjnefaldende var fraværet af studerende, og ifølge Modkrafts kilder havde der ikke været nogen synderlig mobilisering på universiteter og gymnasier.

Helle Nielsen, formand for LO Odense, anerkender, at arrangørerne kunne have været bedre til at mobilisere, men ifølge Kurt Klaudi Klausen, professor ved institut for statskundskab på Syddansk Universitet, er der flere forklaringer på den manglende tilslutning:
– Det er ikke en problemstilling, der interesserer så voldsomt og gør folk så vrede, at de er villige til at stille op. Det kan selvfølgelig også være, at arrangørerne ikke har været dygtige nok til at markedsføre det. Det kræver en dygtig kommunikation at forenkle et budskab sådan, at tilstrækkeligt mange kan forstå det er vigtigt, siger han til Radionyheder.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96