Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > G13-aktivister går til velfærdsdemonstration

29. september 2007 - 13:47

G13-aktivister går til velfærdsdemonstration

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

En gruppe aktivister med tilknytning til G13, der arbejder for at oprette et ungdomshus i Københavns Nordvestkvarter den 6. oktober, vil nu blande sig med velfærdsdemonstranterne den 2. oktober.

I en pressemeddelelse oplyser aktivisterne, at de vil gå i fordemonstration under parolen »Velfærd til alle – fristeder til alle« fra Nørrebro til den faglige velfærdsdemonstration på Christiansborg Slotsplads, »hvor vi opløses og bliver i G13’s ånd med god stil på«, som det hedder.

JPEG - 63.5 kb
G13-aktivisterne sætter lighedstegn mellem velfærdskamp og frirum. Derfor deltager de i velfærdsdemonstrationerne den 2. oktober. Akrivfoto: Svend Espensen

Idéen om at forbinde de to kampe, er blevet diskuteret på Modkraft.dk’s debatforum, og her udtrykker »Nicolai«, der præsenterer sig som fællestillidsmand for mere end 200 3F´ere, bekymring for idéen:

»Jeg håber inderligt ikke, man giver de journalister og politikere, som alene er ude på at gøre os til grin, rene foræringer i form af lovlig opskruet ens uniformering, tåbelig opførsel, sekteriske dagsordener, eller vi-alene-vide-bedst-mentalitet og »vores kamp er vigtigere end jeres«-holdning i rygsækken«.

Følg debatten på Modkraft.dk

Læs pressemeddelelse fra aktivisterne

Tjek tid og sted for demonstrationerne i Modkrafts kalender

Læs om velfærdsdemonstrationerne på 2oktober.dk

Besøg G13’s hjemmeside

Men den bekymring er helt unødvendig, forklarer Lars, der er talsperson for Aktionsgruppen G13:

– Der er overhovedet ingen tvivl om, at det er fagbevægelsens stil, der gælder til velfærdsdemonstrationerne, og at vi naturligvis følger den. Ligesom vi forventer, at dektatgerne i vores aktion den 6. oktober følger den stil, vi har.

– Den 2. oktober skal vi ikke ud og prøve grænser, og vi stiller os fuldstændigt solidariske med arrangørerne, siger Lars til Modkraft.dk.

Lars understreger, at det ikke er G13 som sådan, der har planlagt demonstrationen den 2. oktober. Det er en gruppe aktivister i og omkring G13-initiativet.

Et andet kritikpunkt fra fællestillidsmanden Nicolai er, at kampen for et ungdomshus ikke umiddelbart har noget med velfærdskampen at gøre – i hvert fald mener han, at det falder uden for 2. oktober-demonstrationernes grundlag:

»De markeringer, der er valgt som de samlende for denne dag er: Flere hænder – mere i løn, Flere penge til kommunerne, Stop privatiseringer, God og gratis uddannelse og Nej til skattelettelser.
Nu kan det selvfølgelig, være min fantasi er begrænset, men ungdsomhuse, fristeder etc. optræder sådan set ikke i dette grundlag, og den sammenkobling, som foregår i denne debat, kan være fin nok, men er alt andet lige, noget I selv opfinder«.

Den holdning deler Lars fra G13 ikke:

– Der er tale om en generel højredrejning i Danmark, og presset på for eksempel den offentlige sektor er relateret til det pres, som de unge i for eksempel København oplever, siger han.

– Den kontrolmani, som primært ansatte i den offentligt sektor udsættes for, er parallel til den ensretning og normalisering, vi ser i byer som København.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96