Under gadekampen bryder den normale orden sammen. Statsmagten og dens love udfordres, og etablerede normer for mellemmenneskelige adfærd og relationer sættes helt eller delvist ud af kraft.

Men betyder det, at det rum, som urolighederne etablerer, er helt normløst, og at alt er tilladt?

– Nej, svarer Thomas og Louise, der begge er militante aktivister, i slutningen af tyverne, og med erfaring fra talrige aktioner og gadekampe – eller »riots«, som de kalder det – i ind- og udland.

Begge mener de, at det er både muligt og nødvendigt at sondre mellem militansformer, der er politisk funderet og militansformer, der ikke er.

I forsøget på at forklare forskellen, tager de udgangspunkt i begivenhederne på Nørrebros Runddel i forbindelse med ungdomsbevægelsens markering af halvårsdagen for rydningen af Ungdomshuset den 1. september:

– Den lørdag handlede folk ikke konsekvent med udgangspunkt i politiske strategier, indleder Thomas.

– Et riot handler om at angribe magtens symboler, for eksempel politiet og globale koncerner. Det er det, der gør det politisk, forklarer han.

– Af samme grund er det i orden, at folk angriber McDonalds på Runddelen. Men det er dårlig stil at smadre en McDonalds, mens folk sidder derinde og spiser. Man kunne da i det mindste gå ind og advare dem, påpeger han og fortsætter:

– Det er også dårlig stil at smadre små butikker. De repræsenterer ikke magten. Hvem eller hvad angriber man, når man eksempelvis smadrer ruderne i en lille brillebutik? Den globale kapital eller en eller anden tilfældig kvinde, der ejer den her butik?

– Vi skal altid holde fast i gadekampens politiske formål. Det er for så vidt fint nok, hvis en gadekamp er sjov, og hvis folk får deres vrede ud. Men hvis den ikke kan begrundes i politiske termer, så bør den ikke finde sted, mener aktivisten Thomas. Arkivfoto: Martin Brandt/Monsun

– Et riot er en voldsom begivenhed, især for udenforstående. På mange måder er den gode gadekamp den forsigtige. Den, hvor man på én og samme gang evner at bekæmpe staten og den økonomiske magt samtidig med, at man tager hensyn til almindeligt udenforstående.

Skal altid have idealerne med

Men er det ikke et enten eller? Indbygget i fænomenet riot ligger vel, at der er tale om en overskridelse; at man bryder nogle normer, som man almindeligvis er underkastet, og at man meget voldsomt gør oprør imod disse. Og når man bevæger sig ud af den vej og slipper de energier løs, kan alt så ikke ske? Hvordan kan man på én gang angribe magtsymboler og beskytte mennesker?

– I den autonome bevægelse har vi nogle politiske og menneskelige idealer, der er med os overalt, i hverdagslivet, når vi har sex, når vi laver mad, og når vi laver riots, svarer Louise.

– Det er idealer, der handler om at være et godt menneske, tage hensyn til andre, prøve at skabe et fællesskab, sørge for at folk føler sig trygge. Disse idealer kan man i vid udstrækning godt tage med ind i gadekampen.

Men hvordan sørger man for, at disse idealer rent faktisk bliver styrende for det, der sker på gaden?

Det gør man, mener Louise, ved at man som bevægelse hele tiden arbejder med at udvikle, diskutere og forankre politikken, så den så vidt muligt altid er til stede i, og styrende for, det man gør.

For som hun påpeger:

– Det er politikken, der styrer, at man tager hensyn til hinanden; at man sørger for, at kvinder også kan deltage og identificere sig med det, der foregår; at det ikke bare bliver drengerøvslir; at man sørger for at områdets beboer ikke føler sig totalt utrygge og bange for at få tæsk; at man kan kritisere hinanden under gadekampen uden at være bange for at få tæsk af kammeraterne, fordi stemningen er så aggressiv; at man holder alkohol ude af det.

– Et riot handler om at angribe magtens symboler, for eksempel politiet og globale koncerner. Det er det, der gør det politisk, siger Thomas, der selv har deltaget i aktioner og gadekampe. Arkivfoto: Martin Brandt/Monsun

Kan man sige, at den »gode« gadekamp dermed også er kendetegnet ved at være en slags »selvkontrolleret overskridelse«? Altså at man på den ene side laver en udfordring af nogle normer, men samtidig gør det indenfor nogle rammer?

– Ja, og at man gør det i fællesskab, siger Louise.

– Hvis man ikke har sine politiske idealer, så træder der bare nogle andre idealer i kraft. For eksempel netop en hooliganagtig stemning, hvor man taler aggressivt til hinanden og til andre osv.

– Hvis man kan finde ud af at lave en fed gadekamp med god stil, så er man virkelig nået langt, pointerer hun.

Gadekamp for sjov
Ifølge Thomas er det imidlertid ikke kun den overaggressive, hooliganagtige kultur, der truer den »gode gadekampesstil«.

Der findes en del aktivister, beretter han, der har en tendens til at evaluere gadekampen i oplevelsesmæssige termer. Således fortæller han, at det ikke er unormalt, at man efter en gadekamp hører folk sige: »Det var måske ikke lige det mest gennemtænkte, men det var sjovt«.

– Vi skal altid holde fast i gadekampens politiske formål. Det er for så vidt fint nok, hvis en gadekamp er sjov, og hvis folk får deres vrede ud. Men hvis den ikke kan begrundes i politiske termer, så bør den ikke finde sted. Der skal altid være en politisk tanke, der styrer det.

Riot-mode som eksklusionsfaktor
Oplever I, at der er ved at ske en slags brutalisering af de militante aktioner, af gadekampen?

– Nej, egentlig ikke, svarer aktivisterne. Til gengæld synes de, at de har fået øje på et andet uheldigt udviklingsmønster

Som de ser det, er der ved at udvikle sig en særlig »riotmode«, der ofte virker ekskluderende.

– Det var meget trendagtigt og dermed elitært. Den unge, sortklædte fyr med den rigtige jakke, den rigtige maskering og de rigtige handsker bliver ikonet i den her gadekamp, siger aktivisten Louise om optøjerne den 1. september. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Thomas forklarer:

– Mange aktivister iscenesætter sig selv meget. Man skal have det rigtige tøj og de rigtige knophandsker, og man skal have en bestemt attitude. Kort sagt skal man indskrive sig selv i et »riot-kodeks«.

Og det afdemokratiserer faktisk gadekampen. For som de forklarer, så bliver der lige pludselig én rigtig måde at »performe« et riot på.

For at illustrere fænomenet laver Louise en sammenligning mellem kampene efter rydning af Ungdomshuset i starten af marts og så kampen den 1. september:

– Under kampene i dagene efter rydningen gik det her kodeks lidt i opløsning. Alle mulige mennesker, der ikke lever op til de her billeder, gik på gaden.

– I modsætning hertil var det super iscenesat den 1. september. Det var meget trendagtigt og dermed elitært. Den unge, sortklædte fyr med den rigtige jakke, den rigtige maskering og de rigtige handsker bliver ikonet i den her gadekamp, som alle prøver at leve op til.

– For mig ville det være fedt, hvis de her riots var mere åbne, hvis folk kunne sige: »Fuck mand, jeg river sgu da min strømpe i stykker og tager den over hovedet. Det her vil jeg da være med til!«.

– Ja, siger Thomas og fortsætter:

– Jeg kommer til at tænke på en antinazi-demonstration i Roskilde år tilbage. Der endte det med at være de lokale beboere, der stod og kastede sten efter de der nazibusser, fordi de blev revet med. Det var en kæmpe succes, at de kunne blive inkluderet i kampen, slutter han.

»Louise« og »Thomas« har ønsket at optræde anonymt. Redaktionen er bekendt med deres identiteter.